Det var med vilje, at jeg hoppede så hårdt ned på puden, men det kom alligevel bag på mig, da jeg lettede. Mens jeg svævede hen over byen steg nervøsiteten, da jeg indså, at jeg jo ville lande på et tidspunkt, og at jeg ikke kunne bremse op. Jeg begyndte at analysere, hvad jeg svævede over, huse, veje, lygtepæle – ikke noget af det ville jeg overleve at lande på, så kom søerne og parken og det glædede mig, at det netop var her, jeg begyndte at tabe højde. Landingen var hård og jeg husker kun et kort glimt af ubegribelig smerte før kroppen lukkede. Det næste jeg husker er mig kravlende hen til den frosne sø og min fod hamrende ned i isen. Jeg får hul på isen og kravler og maser mig ned under den for at køle min krop, så jeg kan overleve, indtil ambulancen kommer. Vandet er lavere end jeg havde ønsket og jeg ligger og bøvler rundt i mudder og nedfaldne blade, for at få dækket kroppen og for at få bedøvet smerten. I mens råber jeg højt, jeg vil have, at nogen hører mig, helst dig. Jeg ringer, og du tager telefonen med det samme, jeg råber, at du skal ringe efter en ambulance og komme til mig. Jeg ved, du er oppe bag bakken, men jeg kan mærke, at der ikke er lang tid tilbage, før jeg forsvinder. Jeg maser mudderet og det iskolde vand længere op om kroppen, isen knuses under mig og vipper op i store flager. Det gør stadig ikke ondt. Nu kan jeg høre bilen komme, jeg siger til de forhutlede mænd omkring mig, at de skal hjælpe mig med at råbe til den. Her er jeg. Det er ikke nogen ambulance, men dig og to flotte store mænd i jakkesæt i en stor fot bil. Det ville tage alt for lang tid med ambulancen. Nu letter smerten, og jeg kigger op på dig. Tryg og rolig igen.