Jeg stod på skibets skrog, mens de undersøgte det. Der var et tæppe af orange alger over store dele af det blanke metal. To steder var der noget, der kunne ligne en stor blomst – eller et slags ansigt. De sagde, at i hvert fald ét af dem skulle fjernes hurtigt, ellers ville det brede sig. Jeg stod øverst oppe og stirrede på de to plamager og forstod ikke nødvendigheden af at fjerne dem. Det så smukt ud. Natur på blankt metal. En motor satte i gang. En voldsom rungen og larm. Stort og flot. Hele skroget vibrerede og da jeg kiggede ned efter lydens start forstod jeg, at det ikke var noget skib, men et kæmpe fly, jeg stod på – som en skinnende blank Hercules flyver, med to kæmpe flymotorer monteret på vingerne. De brummede og larmede og blæste store huller i havet med deres kraft. Det hele sitrede og summede, og mens jeg stod der balancerende på det blanke tag, tog larmen til og flyet satte i bevægelse. Let og hurtigt drejede det og pløjede sig ubesværet gennem vandet ind mod kysten. Jeg var bekymret men samtidig glad for kraften og hurtigheden med hvilken flyet bevægede sig, og nåede blot at tænke kort, at de orange alger ikke syntes at skabe problemer, før flyet parkerede sig i en smal og smidig vending v træmolen v stranden. Jeg gled let og ubesværet ned langs siden på det kæmpe fly over alger og det pelsede algeansigt og stod roligt på molen i varmen fra vand, motor og vind i bevægelse.