jeg har hængt i hullet en uge
det er et meget stort hul
skræmmende i starten
men det er vokset på mig
jeg holder næsten af det nu
den rå og forrevne klippevæg
vandet der pibler ud ad sprækkerne
og løber langsomt ned ad siderne
der er mange farver her
tændt af lyset fra oven
længere nede falder mørket dybt
det bliver et langt fald i intethed

jeg hænger dog stadig på væggen
har ikke kunnet finde nysgerrigheden
som kan overvinde frygten for slippet
og den endeløse åbning nedad
jeg kan ikke længere mærke bunden
det hele åbner sig op i mørket
stadig større stadig dybere
dette er blot begyndelsen
jeg slipper faldet ind i øjeblikke
så dunker og sitrer det i kroppen
cellerne flyver fra hinanden
og i et glimt står alting klart
der er kun dét tilbage nu
her hvor det brummer højt