Jeg bliver nok nødt til at sige noget til dig. Der er så meget dér, der handler om mig og dig, tror jeg. Jeg ønsker os bare det bedste. Det håber jeg, du ved. Der er ikke noget, der falder fra hinanden. Der er ikke noget, der er gået i stykker. Alle vores eksplosioner er villet og noget, som skal ske. Der er ikke noget, der sker, uden at vi vil have det. Et eller andet sted. Jeg er mere end klar over, at tingene kan mudre, at det kan være svært at forstå, hvad det handler om, at jeg kan have svært ved at forstå, hvad du handler om. Når du maser mig. Når du råber. Når du lader alt det, du vil, ske på bekostning af os. Når jeg ikke får lov til at være der, og jeg ved, hvad der skal til at ske. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg kan næsten ikke bære dig.
Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad det er, vi skal med det. Hvad det er, du vil med mig. Hvorfor vi to skal gøre det sammen. Hele tiden. Men jeg stopper ikke med at ville. Jeg stopper ikke med at forsøge at finde balancen. Så vi begge to kan være med. Det er meget muligt, at vi skal – jeg skal – lære at leve med udsvingene som vores form for balance. Og jeg ved, jeg siger, at jeg ikke orker mere. Men det gør jeg. Hele tiden og sikkert også altid. Selvom tvivlen er der hele tiden. Og smerten ja. Den kan jeg også godt mærke. Men fuck det. Vi er glade, min kæreste. Vi kan godt. Og jeg ved, du vil. Selvom du slår mig i hovedet hele tiden. Selvom eksplosionerne bliver ved med at komme. Og selvom det gør ondt ondt ondt.
