Blog Image

en blog til zina.dk

: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :


Her mødes gamle og nye - kendte og ukendte venner af zina.dk. Vi skriver til og for hinanden. Til højre er der forskellige kategorier fra få til mange ord, man kan også klikke direkte på et indlæg, som lyder spændende, følge snakken gennem tiden ved at scrolle nedad, eller bare klikke på et navn på en af dem, man synes skriver godt eller sjovt eller vildt og læse, hvad de ellers har skrevet.

Fra Sussie

ord til hinanden Posted on 25 Dec, 2015 18:47:31

SORRIG OG GLÆDE DE VANDRE TIL HOBE
Thomas Kingo 1681

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.

Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.

Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.

Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!



fragmenteret

flere ord Posted on 25 Dec, 2015 18:24:19

Kan I huske dengang man skulle defragmentere sin computer? Det skulle man gøre engang imellem, når det hele begyndte at gå lidt langsomt og programmerne var sløve til at køre. Så gik man ind i et særligt program, hvor man så kunne scanne sin computer og se hvordan informationen lå lagret derinde. Det var vist ved små farvede firkanter som lå i mindre grupper og nogen gange store klodser på skærmbilledet. Når det var lang tid siden man sidst havde defragmenteret så det hele meget rodet ud. Firkanter, grupper og klodser lå hulter til bulter derinde og farverne var nærmest ikke grupperede. Det var indlysende for enhver, at der måtte defragmenteres.

Og så satte man programmet igang. Man skulle have god tid, for hvis man ikke havde gjort det i lang tid, så tog det noget tid at få alle klodserne på plads og lagt i orden. Og det var netop det programmet gjorde. Langsomt og sikkert flyttede den rundt på klodserne, så de kom til at ligge tæt sammen, grupperet i farver og uden huller i mellem. Det var jo tydeligt, at det var meget bedre sådan. Ikke sådan en gang tilfældigt placerede klodser, men fint stakkede firkanter på rad og række. Det var dejligt at sidde og se på hvordan computeren fandt et godt sted til alle klodserne og hvordan der langsomt blev ryddet op. Nu blev alt bedre.

Jeg gad godt at have det program nu. Jeg trænger virkelig til at blive defragmenteret.