Kære ven
Man mærker det jo meget fint når det lakker mod enden. Man begynder langsomt at tænde for at vende hjem. Begynder at savne og tænke på alt det hjemme er. Jeg drømmer heftige travle drømme om musik, venner, kunst, intervaller, uformåen, mor. Jeg har følt mig som i en tidslomme uden for alting. Har læst bøger om sommerfugle, kunsttyve, mordere, psykotiske mødre, pædofile fædre, selvmord i flokke, muligheder, lys og mørke. Det var pludselig nemt at være med på job, da jeg selv skulle noget. Var noget. Meget smart og værd at gentage. Jeg var glad for min formåen, selvom jeg stadig synes der mangler noget eller mere er på vej.
Jeg er blevet lidt bedre til at være, jeg føler mig i det hele taget mere tilpas. Måske er det bare alderen. Eller nærmere erfaringen. Det står rimelig klart, at tingene gør og udvikler sig om jeg vil eller ej. Alt kontrol jeg forsøger at udøve er en fiasko og ofte fuldstændig unødvendig. Jeg øver mig i at stoppe op, skrue op for tilliden og ned for kontrollen. Det er nok nemmere her end hjemme men jeg har øvet mig godt, og jeg tænker, at det hjælper. Altså at øve sig.
Det bliver sjovere at være tættere på…
Kærlig hilsen
Katie
