jeg ved det sgu ikke. tomhed. opløsning. famlende og gennemsigtig. ikke væren. når der ikke er noget, der vil noget særligt. som skal noget særligt. hvad vil vi så? hvad skal opmærksomheden rettes mod? hvad spejler vi os i?
hvis nu alle celler gad at skille sig fra hinanden. så alt kunne drøne lige igennem. så man ikke blev ramt af noget. skrøbeligt. men stærkt. lad stormen rase. her er ikke noget der griber. ikke noget der holder fast. definitionerne forsvinder og kun blafrende liv er tilbage. liv der ikke vil noget eller skal noget. tomt og nærværende.
og så efter opløsningen fortsætter alting. samlingen sker i små afgrænsede tidslommer af eksistens. resten er ikke. mere. bare summen i storetåen kilden i maven og laden være. jeg ved ingenting.
aaarrhh jeg kan ikke finde det jeg skrev om det her i efteråret sidste år. Det er så skide irriterende. det er nemlig lige det. ikke-eksistensen for filan. tomhed. ingen ting. som så skaber det der skal være. og som ikke ikke kan være. fordi det er. uden at ville, skulle eller burde!
Fik I den 😉