en blog til zina.dk

aaaaaarrrrrhhhhh
bbbbbrbrbbbrbrbbrbbbrbrbrbrbrwbwwwwwww
øøøøørrøøørrrrrjjjrrhhhhøøøøørøørøørørrrrrrr
wwwwrroooooooooaaaaauuuuuu

ggggrrrrrrrrkkrkrrrrruuuuuruuuuurururughhgghhgg

mmmmmmrmmmrmrrrrrrrhhhhhhiiiiiiuuuuuoooooooaaargggggg

fuck det lorte mørke
lad det ikke vinde
lad mig ikke overmandes
Jeg vil helst ikke

og dog vent lidt
måske bare lige lidt
lige nu i aften i nat
hvor ingen siger noget
og jeg er følelseskold

tiiiiiiiiiiiiiimerne er
laaaaaangsomme
sekuuuuuunderne
slæææææber sig
over guuuuuulvet

Det var noget lort at jeg glemte bogen i hotelbaren, jeg blev sgu så forskrækket da skrigene kom. Men tak fordi du hjalp mig med at hente den, selvom det var sødt af damen at ville tage den med hen i butikken, så var det noget bøvlet for mig. Og pagehår og pastelfarver, det er vi enige om ikke går. Hurtigt gennem byen over broerne i sidevognen, morgenmad med fra den forfaldne svømmehal for til sidst endelig tilbage på tagterassen i skoven m det dansende barn, nu falder der igen ro over tropperne, og mens solen står op laver damerne kaffe. Juhu – sikke en nat.

Peace OUT
Red Havoc

der er virkelig få mennesker jeg kan lide
de fleste mennesker irriterer mig meget
stort set ingen interesserer mig bare lidt
jeg ved godt det er utaknemmeligt
ikke at ville ikke nogen noget nogensinde
jeg ombestemmer mig lige efter ja’et
føler mig tynget ned når jeg vil væk
hevet i når jeg helst vil ligge stille
jeg lukker døren i og lukker alle ude
græder over min ynkelige uformåen
skriger i angst når jeg er endeligt forladt
straffet for mit hovne og opblæste sind

Røvhuller

Det var med vilje, at jeg hoppede så hårdt ned på puden, men det kom alligevel bag på mig, da jeg lettede. Mens jeg svævede hen over byen steg nervøsiteten, da jeg indså, at jeg jo ville lande på et tidspunkt, og at jeg ikke kunne bremse op. Jeg begyndte at analysere, hvad jeg svævede over, huse, veje, lygtepæle – ikke noget af det ville jeg overleve at lande på, så kom søerne og parken og det glædede mig, at det netop var her, jeg begyndte at tabe højde. Landingen var hård og jeg husker kun et kort glimt af ubegribelig smerte før kroppen lukkede. Det næste jeg husker er mig kravlende hen til den frosne sø og min fod hamrende ned i isen. Jeg får hul på isen og kravler og maser mig ned under den for at køle min krop, så jeg kan overleve, indtil ambulancen kommer. Vandet er lavere end jeg havde ønsket og jeg ligger og bøvler rundt i mudder og nedfaldne blade, for at få dækket kroppen og for at få bedøvet smerten. I mens råber jeg højt, jeg vil have, at nogen hører mig, helst dig. Jeg ringer, og du tager telefonen med det samme, jeg råber, at du skal ringe efter en ambulance og komme til mig. Jeg ved, du er oppe bag bakken, men jeg kan mærke, at der ikke er lang tid tilbage, før jeg forsvinder. Jeg maser mudderet og det iskolde vand længere op om kroppen, isen knuses under mig og vipper op i store flager. Det gør stadig ikke ondt. Nu kan jeg høre bilen komme, jeg siger til de forhutlede mænd omkring mig, at de skal hjælpe mig med at råbe til den. Her er jeg. Det er ikke nogen ambulance, men dig og to flotte store mænd i jakkesæt i en stor fot bil. Det ville tage alt for lang tid med ambulancen. Nu letter smerten, og jeg kigger op på dig. Tryg og rolig igen.

jeg elsker jeg. sikke en lettelse der ligger i overgivelsen til jeg. ikke noget vi her. ham der i avisen sagde det, hvad skal vi med vi, det rene udgangspunkt er jeg. det individuelle og unikke solo svar. kun på den måde kan vi sikre os det sande fællesskab og det reneste udgangspunkt for kærligheden. det er nemlig lige meget hvem og hvad bare det er der. og kærligheden og medfølelsen eksisterer og gør det 100% naturligt i egoet. og her kan jeg så stilles fri og kærligheden opstår som et naturligt skridt mod det jeg er i mig selv og ikke som et burde eller en pligt. herfra kan energien nu bevæge sig frit af sted og ud til alt omkring. naturligt. det kan synes forkert med sådan en masse jeg, som går rundt helt uden alle burderne og skullerne og skyld skyld skyld. det er da egoistisk og snævertsynet kun at leve og gøre for sig selv. men det er det ikke. for det er netop i frigørelsen fra det gamle lort og i slippet som ligger i det rene jeg at kærligheden og kærlighedsønsket opstår naturligt og bredt og kraftigt. det er interessant. det er jo netop i det ekskluderende vi hvor pointen ligger, det er meget stærkere end ekslusionen i jeg. vi kan ikke forstille os at der er et vi som inkluderer alle alle alle, så derfor virker vi ekskluderende. jeg er helt alene altid. der er ikke mere eller mindre jeg for mig. der er ikke nogen formodning eller forudindtagethed om at jeg er mere end jeg udefra. en enkelt person alene, men som i kraft af det og i den frihed der ligger der, spreder sig ud frit og uden tvang eller skullen. en tanke.

og
jeg skriger mine lunger ud
for
at få nogen til at kigge
og
ingen ser mig
og
ingen hører mig
og
ingen kommer
og
ingen vil noget
og
mørket kommer snigende
og
jeg lader det komme.

Der
hvor solen begynder at gå ned, i skumringen.
Der
hvor alle hunde er stille og ingen advarer mod det, som kommer.
Jeg
åbner døren og lader aftenens fugtighed snige sig ind.
Den
løber hen over gulvet op langs sengestolpen og ind under dynen.
Placerer
sig stille og ubemærket lige bag mit hjerte og jeg fryser stille ind.

I
kulden. I mørket.

You
don’t seem to get it. There is no beginning, there is no ending. Only blood and
love. Time has no meaning. Meetings have no meaning. You need to be present.
Now. Don’t try to fix it. Don’t try to understand. Don’t try to change it. It
will cumble in your hands. Leave you. And it will not look back or turn its
head to check if you are looking. Can’t you feel it? Coming? Being there? I
suppose you have to want it. But everyone can have it. Just take it. Feel it.
Live it.

som konturerne af dagene
nu kun bestemmes af lyset
så nedbrydes alle burder
og jeg sidder tilbage kiggende
efter det som kommer
lyst, drift, vilje, ønske

jeg er skide skuffet over trappen på Aros
jeg forstår ikke, hvorfor man laver en trappe,
som på alle måder ligner, at den lavet af beton
men når jeg så tager et par trin
så lyder den og føles den fuldstændig som træ
jeg bliver distraheret, forstyrret og forvirret

jeg tænker stadig på det, og jeg undrer mig
hvorfor lave det sådan?
det er skævt og helt forkert
få nu bare rettet op på det
så tingene føles og lyder som de skal
og jeg får min sjælefred tilbage

mi bse frt h¨ry oæf o lslyiddrtmr
fr dypf ph ntømfyr doæær
fry bst fr frt d,¨niyyrfr mphrm
dr dypf ph iæ,rfr
,rf rm ,rhry ptsmhr gstbr
,rf d,¨ noyyr gæs,,rt
dp, ry dp,,rtn¨æ o jsbrm
sææt dofdy å¨ sgyrmrm-

æder sig ind
i rådnende kød
efterlader knogler rå
tænder bidt sammen

føler ingen skam
knirkende led
falder langsomt
ude af stand
til at holde mig

ligger stille
lader tiden forsvinde
skrigende tomhed
i fastholdt desperation

det flyver hæmningsløst
rundt om ørerne på mig
forsøg på at indfange og fastholde
ender med mig fortørnet i hjørnet

fortæl mig hvad du vil vide
og jeg smider frivilligt lort ovenpå
så du drukner i latter og mavekramper
over mig og mit uinspirerende selv

nej du får ikke lov til at ødelægge det
jeg vil beholde vanviddet intakt
så jeg altid kan gå tilbage og sige
at det var bedre før jeg gav los

nu står alting stille blafrende
og jeg kan høre blodet bruse i ørerne
sammen med en stille flappen
det lyder som regnvejr med blæst

nu tager jeg alt tøjet af
lægger mig ned på jorden
svampesporer strækker sig op
trænger blidt gennem min hud
jeg lader mig indtage
lader mig langsomt transformere
rådnende kød, lugten af muld
min bevidstheds eksistens
fysikken forsvinder langsomt
jeg opløses og overtages
af svampe og orme og spyfluer
som æder, suger, indtager min krop
nu er der ingenting tilbage
et hårdt indre, som aldrig var mig
ligger hvidt tilbage mod sort jord
jeg siver langsomt ned og ud

overdreven mistro til kønnet
som pulserer videre i din hånd
uden at jeg er der mere

Nu mærker du optrækket på huden
og mens du går hjem langs øen
dunker det stille videre

Vil du det have det igen
alt det jeg tog fra dig
var det værd at holde fast i

nu står tankerne stille
i lange rækker ventende
rumlende brummende dybt

det vælter bare ud
alt på en gang
jeg sviner skoene til
i opkast fra flere ugers lort

vil du stadig
nu du er efterladt
med blodige bidemærker
fra indestængte frustrationer

jeg tror ikke længere
at du kan noget
en ynkelig dukke af pis
som så gerne vil men aldrig gør

fuck det nu bare
riv det i stykker
hop, tramp, knep det
til alt er væk
så vi klart kan se
vores nøgne skeletter

jeg er helt ugidelig
uden gnist eller andet
som kan tænde tanken

så kan man bare gå
hen af den vej man gik
stadig uden holdepunkt

intet kommer af sig selv
du er altid et andet sted
selvom jeg holder dig

nu vil jeg ikke mere
nu synes intet mere
du kender mig igen
stadig uden nogen og noget

jeg tænker i møder og begyndelser
møder som møder mellem mennesker
mellem dig og mig
begyndelser som det der startede
og aldrig slutter

det forfølger mine tanker
lister sig rundt om hjørnet i mørket
står og lurer på mig når jeg bader
venter på mig når jeg kommer hjem
og lader mig aldrig sove i fred

det er som et tæppe som svøber sig om mig
lader mig ånde gennem en lille sprække
og omslutter mig helt og aldeles
foldet ind under mine bare fødder
så det ikke trækker på dem

der er intet som mangler
alt er som det skal være
vi lader det stå
og laver ingen pludselige bevægelser
som kunne skræmme det væk

kærlighed
som jeg prøver at fange
prøver at undgå
være i
være med
sende
dele
sprede

Det er i virkeligheden en test
for at se om jeg kan sige det højt
eller se om det kommer af sig selv

Jeg dækker det med forvirring og fuldskab
opkast og lange negle men
kun for at kunne rumme ufatteligheden
kun for at kunne sende det af sted igen

jeg vandrer igennem helvedes forgård
henover lig og lort
jeg ser det hele tydeligt nu
hvordan jeg blev snydt, forrådt
af velmenende ord og venligheder
som uden bagtanker lokkede mig
ud af min borg op af skyttegraven
så jeg lå dér klar og vågen
det letteste bytte

af egen fri vilje fulgte jeg dig herhen
hvor livet står stille og alle er klar
til at stikke, pode, rive, flå mig fra hinanden
og efterlade mig med afpillede nøgne knogler

så er der kun tomhed tilbage
en tomhed som fylder alt ud
som i sin mangel på eksistens
er min eneste eksistens

jeg tager fat og krammer hårdt
holder den helt tæt til kroppen
så jeg langsomt synker mod jorden
ned ned ned til det som er sikkert
til det jeg mærker tættest på
sluttet sammen i et evigt omfavn af afsky

vejen stoppede pludseligt

jeg tror ikke jeg ved hvorfor

men det ser nok altid sådan ud

når det slutter

du så altid sådan ud

når jeg spurgte dig

du sagde altid sådan

når jeg så dig

nu ser vi ikke længere

nu går vi ikke længere

nu er der bare mig

og tankerne som flygter

flygter i forglemmelsen

som lurer lige dér

hvor vejen den stoppede

se nu rasler det hele fra hinanden

lige så langsomt og uden det store palaver

det bliver mørkere og mørkere

et sidste forsøg på at strække tiden

få den til at fylde flere dage

så jeg kan nå det hele igen

jeg sænker mine forventninger

til en højde hvor de er nemme at nå

her er der ingen skuffelser

bare opfyldelser af det jeg allerede ved

uder bagholdsangreb og benspænd

så er der kun tilbage at sige farvel

lade det hele løbe ud i sandet

jeg tager mine spirrende håb med mig

og som altid lidt jord i lommen

det er tid til de store armbevægelser

følelsen af at gå af sted og alting er på rette sted

der er intet der kan gå galt – perfekt er ordet

således rustet kaster vi os ud i det

verden ligger for dine fødder og nu er du klar

trækker vejret dybt ind

mærker verden under dine fødder

og så springet ud i intet

vinder suser for ørerne presser dine lunger ud

der intet sikkerhedsnet

slutningen er uvis

men du er fuldstændig afslappet

nyder bare følelsen af dybden og faldet

verden står stille og letheden i kroppen og stilheden

giver ånden frit spil

og et indre smil breder sig henover dit ansigt

mens slutningen rykker nærmere og nærmere

nu ser du det pludseligt klart

afrundingen på det du kaldte livet

og roen sænker sig

en boble af sikkerhed og tryghed omkranser de sidste millisekunder og mens tiden rinder ud

danner der sig et smil på dit ansigt

mens din krop knuses mod det de kalder døden

Aha, jeg vidste det, din lille djævel. Det var det du havde i tankerne hele tiden. Du glemte bare lige at tjekke, at jeg var med på idéen! Du slipper ikke så nemt ud af mit greb. Jeg vil stå på hvert et hjørne, rundt bag hvert et sving, når du kommer slentrende helt rolig og overskudsagtig – så vil jeg springe frem, frådende liderlig, danse rundt om dig som en overkåd kalv og gnubbe mig op af dit ben som en understimuleret hund. Du vil først afværge mig med din nyfundne nonchelance, men vil stille tændes af min overdrevne insisteren og til sidst overgive dig lige dér og lade mig føre dig væk og ud i forglemmelsen, ligesom jeg gjorde i gamle dage.

Jeg kender alle tricksene og knapperne, så du kan lige så godt glemme det. Intet sker uden mit OK.

Så er der dem, der
straffer ham for det. Som om de kan mærke, at han kan noget særligt, og det er
ikke sikkert, at de ville kunne gøre det samme som ham. Det er ikke rart at
blive konfronteret med ens egen uformåen, og han kan mærke det, når de er i
nærheden af ham og ikke rigtig kan finde ro og gerne drejer deres overkrop lidt
væk. En næsten usynlig forskel i holdning, men han mærker det tydeligt, som var
det et spyt i ansigtet, et spark over skinnebenet.