en blog til zina.dk

så sidder jeg så bare og kigger ud

der er frit udsyn

der skaber lange tanker

og følelser af uendelighed

det gør enden tættere på

uden at skabe tristhed

det skal lade sig gøre

at leve så tæt på enden som muligt

så den altid står om hjørnet

og kigger snedigt på mig

jeg vil mærke energi

fra den sikre død

og glædes over

at leve i fast vished

om at det slutter

Det er døden der nager

nogen tror det er livet

at man ikke ved hvor man skal gå

men i virkeligheden er det målet

der er problemet

at man ikke ved hvor man ender

jeg tror ikke at jeg vil vælge længere

hvis målet er det samme

så må vejen derhen være lige god

kun betinget af hvad jeg i øjeblikket

føler godt og skidt

det synes uretfærdigt

når den vej man har valgt

fører til utidig død

og gnidsel

i følelsen af rigtighed

bør tingene følges ad

og derfor give forløsning

på det rigtige tidspunkt

og for fanden

ikke på det forkerte

her går vi så af sted

flokkevis mod sikker død

er det i virkeligheden bare et spørgsmål

om hvem af dem vi elsker

der kommer først?

tosserier uden mening

mening uden sjov

jeg står stille og kigger ned

du står der med vilde øjne

og jeg tænker råbende

at du jo ikke vil

det vil jeg heller ikke

og tiden går

med klokken slående

løber jeg nu væk igen

her er larm og farver

langt vej fra gråvejr

og skiden villen

her kan du ikke nå mig

og jeg ånder let

og uforstyrret

Det kommer altid anstigende som skriget dybt nede fra halsen. Springer op og angriber helst bagfra, som den kryster det er. Jeg kan ikke længere huske det I sagde, det sidder lige inde bag panden, men kommer ikke frem lige meget hvor meget jeg presser. Det er vist fordi du kom forbi og mindede mig om det jeg havde sagt. Der hvor verdenerne kolliderede og jeg pludselig lå uden noget filter til at beskytte mig. Det var lige det, der skulle til sagde lægen og vente sig om og gik. Hm, jeg kan ikke huske hvad jeg kom fra, men det er der jo ikke noget nyt i. Hurra for forvirringen.

så kan jeg bare sidde her i hjørnet helt stille og hviske for mig selv. jeg tror i virkeligheden ikke der er så mange der kan høre mig, også selv når jeg hvisker virkelig højt. sådan har det altid været, det er ikke noget, der kommer bag på mig. ikke noget der gør mig specielt ked af det. bare stille affinden sig med. det er mere min stil. der er kun de der helt specielle øjeblikke som kan rive mig ud at stilstanden. der hvor alle omkring mig råber så højt og løber forvildede rundt, der er der plads til mig. jeg stille mig langsom op. starter helt stille med den mindste lyd jeg kender. lader den vokse støt og roligt i styrke og langsomt langsomt bliver den til det højeste skrig. min mund står vidt åben og lyden er øredøvende. der er dog stadig ingen der ser mig. lyden kom snigende så ingen lagde mærke til den. de tror den er en del af den almindelig larm. men det er den ikke. den er al min smerte og indholdte galde der kommer ud på én gang. én gang for alle højt og gennemskærende. så holder jeg op. lige pludselig og uden forvarsel stopper jeg lyden og synker ned i mit hjørne igen. forskellen er så stor at alt ophører, alle stopper op og stilheden falder som en sten. Her er friheden det ultimative tomrum som et vakuum. freden sænker sig igen i min sjæl og jeg smiler stille for mig selv.

Nu er det nu

her kommer det løbende

stærkt imod mig

skrigende

med viftende arme

jeg vender mig i stormen

og løber imod det

skriget vrænger i mine ører

og vinden tuder

jeg ser det ikke da det sker

pludseligt og uden varsel

hælder verden stærkt

og det jeg havde samlet

løber ud mellem mine fingre

grædende går jeg hjem

falder og banker næsen i asfalten

blodet løber og knæet sviger

og jeg ville ønske

at du ikke kunne se mig

så tydeligt

her fortaber tingene sig

i en mudret masse

skriget trænger sig på

men der er ingen vej tilbage

hvorhen nu?

når alt jeg kan se er tomhed

i udkanten af øjet ser jeg dog

noget der kunne ligne en løsning

men lysten til at vende mig

er ikke eksisterende

jeg beslutter mig for at stå

helt stille

mens minutterne går

og grebet løsnes

der er ikke andet tilbage

end at vente

Nu er det nu der skal spurtes. Hurtigt afsted. Uden at kigge dig tilbage. Du er ikke alene. De er alle sammen lige i hælene på dig. Klar til at spærre ben for dig. Så det er med at løbe til. Du vil ikke ønske at blive indhentet af dem. Det har jeg sagt til dig flere gange. Pas på – det er ikke for børn.

Jeg har prøvet det – altså at blive indhentet. De fældede mig bagfra i en glidende tackling og jeg gled hen af asfalten, men armene foran og kinden på vejen. Blodet løb og hånligt kiggede de alle på mig, mens jeg lå og vred mig. Ikke en hånd fik man. Ikke andet end træk på skuldrene – smørret grin og derefter vendte de alle ryggen til mig og gik uden at vende sig om.

Så det er nu du skal løbe – for livet

det gør den i hvert fald. går. går. jeg kan ikke se mere. fuldstændig blind. uden holdning. uden at du ser noget. jeg ikke kan se. jeg står helt stille. uden at trække vejret. vinden blæser. udenfor. vinden trækker vejret for mig. det går egentlig meget godt. således uden hjælp kan jeg fortsætte. med ikke at kunne se. og stå. stille.

Åh Åhh, livets lummerhed. Alt er i rød. Var det det det var? Jeg føler at tiden står helt stille nu og minutterne kan ikke finde hinanden. Hvis jeg kunne opløses i atomer og stille blæse væk i den lumre brise, ville det være en perfekt afslutning på en rodet affære. Hvem ved måske bliver det netop sådan i den evige tanke som flyver over Atlanten i rystende usikkerhed over det som skal kommer, det der var og det som kommer. Jeg er ikke vred jeg er bare skuffet.

Jeg må være den der ikke er. Jeg må være den der svæver over vandene. Jeg vil være den der kommer ud og op. Jeg vil være den der altid ser alting. Jeg ville være den hvis sort ikke var sort. Jeg ville være den hvis månen ikke svævede over netop mit hoved. Jeg ser ikke nogen forskel på rigtigt og forkert, men lyset blænder mig og kun stjernerne står klart.

I don’t remember who I am. Can you help? I thought I was the bat from Hell. But think that I might have been wrong. Please help me, Zina. I’m confused. Out of breath. Feeling the walls closing in on me now. Feeling sick and warm. The strange buzzing that comes when you are waiting for something unknown…