en blog til zina.dk

Jeg tror jeg vil sove under trappen

jeg kan ikke finde noget bedre sted

det er som en mellemstation

som balancerer sig smukt

mellem der hvor jeg tænker

og der hvor jeg holder op

nu ligger jeg helt stille

og den eneste lysd der er tilbage er

summen fra festen som forsvandt

som jeg lod forsvinde

nu er der bare mig

og min summmen

høj summen

mest i højre øre

hvad tænker du

jeg tænker larm

og genstridig følelse

Jeg keder mig pludselig over min egen stilhed

er der virkelig ikke mere at sige

nu sover jeg

Jeg ved det, jeg kender dig.

Der er ingen grund til at gå den vej,

du ved, du altid kan komme her hos mig.

Er det for meget, er det for dramatisk?

Sorry, jeg vil jo bare hjælpe.

Jeg ved godt, jeg skal holde mig væk. Det er bare svært.

Jeg vil ikke sige mere nu, jeg kommer bare til at dumme mig.

Jeg havde ikke forstillet mig, at jeg skulle blive
så gammel. Jeg er ikke bange for forfaldet, jeg har bare ikke haft tid til at
forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i
spejlet. Jeg forsøger at gøre det så lidt som muligt, men min forfængelighed
tvinger mig dog alligevel forbi et par gange om dagen – jeg kender efterhånden
mit ansigts tendens til at samle skidt i øjenkrogen og gro strittende hår på
uhensigtsmæssige steder.

Jeg gentager mig selv. Meget. Jeg er begyndt at kunne høre det. Som en slags advarselsflag der ryger op hver gang de samme ord kommer i samme rækkefølge. Igen igen. Det er underligt at jeg skal slå mig selv så hårdt i hovedet over detaljer. Det er måske fordi at det ikke er detaljer. Hmm – here we go again. Noget med noget yin og yang – dag og nat. Mange liv – og den satans Saturn igen! Eller var det Jupiter …

Der sniger sig den grimmeste misundelse ind, når jeg læser om alle de satans selvfede røvhuller på FB, der skriver om lækre julegodter og velsignet ro, mærkværdige klassiske udøvere, som man aldrig har hørt om, interne beskeder giver på kryds og tværs af vennekredse, som virker som om, at alle andre har det sjovere end mig. Er det bare menneskets evne til at få alting til at lyde lækkert i et show af selviscenesættelse og selvfedhed?

Jeg sidder bare her og tuder på anden time og tror snart, at min krop er helt tørret ud. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg græder, det startede vist med mangel på forståelse af mit skrøbelige sind, men er nu endt med alle de der ekstra tårer, som altid stiller sig op i køen, når der nu endelig er hul igennem, er løbet løbsk. Det gør mit hjerte helt stille og blødt, lader ensomheden sænke sig over mig og minder mig om, at det er alene, jeg er, lige meget hvor mange mennesker der står omkring mig.

Det er egentlig OK, jeg vidste det jo godt. Det kan undre mig, at det kommer som en overraskelse hver gang. Men da jeg jo ikke viger tilbage for en god tuder og en svælgen sig i selvmedlidenhed, så er det jo næsten en luksus, at jeg formår at glemme det. Således kan jeg lade mig overraske igen og igen, når jeg indser den samme banale sandhed.

det bliver som jeg har sagt

kom ikke til mig med unødvendige spørgsmål

og ytringer der ikke vil eller kan noget

du ved det godt selv

og jeg udmattes over din uvilje mod livet

lad det nu bare være

og lev uden din sædvanlige emsighed

tingene går deres gang

og dagen kommer alligevel

Kære Zina

Der er meget roligt her for tiden, har du lagt mærke til det? Der er en pudsig form for stilstand, som har sin egen ret. Jeg finder mig i hvert fald til rette og læner mig helt tilbage. Der er ingen burder, og jeg kan stå helt for mig selv i timevis og bare kigge ud. Det er ret rart.

KH

Katie

OK, så tjek den her: Jeg drømte, at mit blik svævede over en lang kyst, havet var mørkeblåt, og jeg konstaterede, at det var Atlanterhavsfarven og ikke den tyrkise Middelhavsfarve. Vanvittigt smukt. Kysten var klippeagtig og gullig-brun på den varme og svedne måde. Der var en vej der fulgte kysten, som jeg tror, vi var på. Mit blik svævede rundt oppe over det hele, og jeg så skibene – helt kridhvide på det mørkeblå hav. Vi var på ét. Der var ingen mennesker. Vi stod i stævnen oppe på rælingen og søgte noget. Jeg spredte armene ud og lod mig falde ned. Havet lå flere kilometer under mig, og jeg faldt langsomt. Forstod at jeg ikke faldt hårdt men nærmest svævede og besluttede at flyve i stedet. Det var dog mere som at svømme, og vi fangede hinandens hænder og arme og grinede højt. Så så jeg to huse flyde på vandet. Det ene var lille og hvidt det andet orange som en redningsbåd bare formet som et hus. Lidt nervøs for hvad jeg ville finde inde i det orange hus, svævede jeg ned og kiggede ind, men blev glad og lette over at der bare var sengetøj. Det hvide var lille og tomt. Vi boede der og ventede – glade, gyngende og frie.

Ahh – sikke en god én

Du har mast dig ind i min mave
med dine villende hænder
og borende øjne

er det virkelig så simpelt
at intet filter virker mere
fuldstændig afhængig

hængende med hovedet ned
tænker jeg at det måske
er OK at være bundet

hænder og fødder

Jeg ved det godt. du har sagt det til mig mange mange gange. Jeg hører nu kun efter på udvalgte tidspunkter – det er når tiden står helt mussestille og der ikke er nogen der håber for højt. Men nu står jeg her så alligevel. Helt stille og uden noget tøj på. Jeg havde håbet det var lidt nemmere, men sådan ved jeg godt det ikke kan være nu.

Tingene var simplere før. Lige ud af vejen og altid huske at smide skoene før du træder ind. Det er fornøjelsen ved at skrive så ingen mere ved hvad det handler om. Er du stadig med? Jeg kan savne det så det gør ondt helt ind i knoglen, men det redder mig altid at skrive uforståelige ord i række.

Nå, men her er vi så tilbage igen, ved starten. Og jeg har allerede glemt hvad det var der gjorte ondt. Hvad det var der fik mig herind igen – kigge på de samme ord igen, og huske det hele igen. Nu er jeg tilbage på sporet og jeg hopper stille op og ned i forventningsfuld spænding.

Alle ombord

Det bliver så mig der skriver

Det måtte komme netop nu

Det er nemt at se

Jeg vil ikke vente mere på det

Du siger det på én måde

Jeg siger det på en anden

Men vi mener det samme

Det ved jeg

100%

Det er lige der

imellem fliserne

på stregerne

som vi prøver at undgå

Jeg undgår

kun når jeg ikke kan andet

jeg vælger

kun når der reelt ikke er noget valg

er det fattigt?

er det svagt?

er det det rigtige?

ufærdigt

det er ikke færdigt endnu

hun ser det foran sig

mange brikker mangler

både her og dér

Det hele ser tåget ud

som om der ligger en film over det

hun fjerner det forsigtigt

for ikke at ødelægge noget

men filmen knækker altid

lige til sidst

efterlader et spor af klister

som får alting til at sidde fast

støvet lægger sig til ro

på den glatte overflade

og om hun vil det eller ej

føles alt pludseligt gammelt

så står verden stille

og alt har lagt sig til

nu stopper legen

og hun går grædende hjem

alene

jeg vil ikke ordnes

lad mig endelig bare være

med alle imperfektionerne

udenpå

ingen snitten i mig

ingen brun creme kant langs hårlinjen

ingen bukser der holder på noget

ingen hårlak i øjenbrynet

jeg kender alle trickene

men er træt af al den forestillen

nu hænger det hele udenpå

lad bare alle se reflektionen

af min uperfekte sjæl

i rynker, hængevom og fedtet hår

Hold kæft hvor jeg bare elsker dig, Frank. Du har den helt rigtige indstilling til livet. Det der med flokke af pilsnere har altid været den perfekte løsning på dine kriser – jeg ved ikke helt om det vil virke for pigerne, men man har da lov at håbe.

Nå, men jeg ville bare lige sige hej herinde, så I ikke troede at jeg var blevet helt væk. Der er ikke så meget drama fra min side, selvom jeg godt kan savne det en gang i mellem.

Men jeg har vundet mit efterår tilbage igen. Jeg var faktisk bange for at jeg havde mistet det for altid, så jeg er mere end glad nu.

I ved det jo godt – det er efteråret der tæller. Så husk nu at være der, især på dage som i dag, hvor solen skinner ekstra stærkt og kroppen næsten ikke kan være der for bare summen.

Der er ikke noget, der kommer bag på mig mere. Jeg ved det hele og kan forudse hver en følelse, hver en handling der kommer og vil komme. Se mig stå og spejde ud over markerne, se mig løbe hurtigt væk fra det derude.

Herhen min elskede, til det jeg kender. Til dig. Det vi er, og det vi har. Jeg glemmer det ikke, og jeg føler det hele tiden. Jeg vil placere mig her i dit solskin og vente stille på, at jeg bliver varm igen.

Baby, take it easy. You’re so hard on yourself and everybody around you (myself included). I would wish that you could let it go a little. I know that I’m not the best inspiration. But I really wish you would consider taking some time off and visiting me here in the green. I’m sure that it would do you good.

Love Katie

Der er jo grænser for hvad man kan. Siger nogen. Jeg vil forsøge at være her – uden at ville noget. Træt af hele tiden at mase villen ind for enhver pris.

Mon I har det på samme måde? Jeg tror måske at Sussie har fat i noget af det rigtige. Der er en særlig lethed over hendes tilstedevær, som jeg altid har elsket. Ligeså irriterende det kan være, når man ikke selv har det sådan – men bare gerne ville.

I forsøget synes tomheden uendelig og helt uden mening. Det tror jeg ikke er meningen, men det er altså det bedste, jeg kan gøre lige nu.

Hvis I er med mig, tror jeg lige det går

jeg ligger i hjørnet af rummet

uden at kigge op

jeg ligger og tænker på alt og ingenting

ingenting fylder mest

jeg ville allerhelst løbe rundt

ikke bare om mig selv

med om det der er og det jeg ved

problemet er at jeg glemmer det jeg ved

og har for det meste af tiden

ikke lyst til at huske det igen

så kommer det i bølger til mig

og så er det at jeg ender i hjørnet

uden at ville kigge op

og uden at ville kigge ind

Jeg er helt ny herinde. Det var dejligt at bliver inviteret. Tak for det Zina. Jeg sidder og lytter til skæve ord fra en sjov nordmand. Jeg kan godt forstå hvad han siger. Han taler om detaljer og om at gå. Det er en slags øvelse. Ligesom filmen jeg så. Alle de mennesker der øver sig. På at leve. Så prøver man bare. Og ser hvor man ender. Ser om det var svaret. Det er det sjældent, men i et øjeblik synes det hele klart og bølgen suser igennem. Bølgen af glæden. Smilet som ikke vil styres og bare tager over. Usikkerhed.
Sådan er du lidt Zina. Kan du mærke det? Eller er det uforståeligt? Jeg har kendt dig i mange år. Stået lidt ved siden af hele tiden. Nogen gange måske mere skråt bagved. Og en enkelt gang var jeg også foran dig. Jeg tror du kender mig, som jeg kender dig. Og det kan give mig en bølge af glæde 🙂 Usikkerhed.