Her mødes gamle og nye - kendte og ukendte venner af zina.dk. Vi skriver til og for hinanden. Til højre er der forskellige kategorier fra få til mange ord, man kan også klikke direkte på et indlæg, som lyder spændende, følge snakken gennem tiden ved at scrolle nedad, eller bare klikke på et navn på en af dem, man synes skriver godt eller sjovt eller vildt og læse, hvad de ellers har skrevet.
Esta noche, amiga mia,
con alcohol nos embriagamos;
que me importa que se rian
y nos llamen los mareados.
Cada cual tiene sus penas
y nosotros las tenemos.
Esta noche beberemos
porque ya no volveremos
a vernos mas…
Hoy vas a entrar en mi pasado,
en el pasado de mi vida.
Tres cosas lleva mi alma herida:
Amor, Pesar, Dolor.
Hoy vas a entrar en mi pasado,
hoy nuevas sendas tomaremos.
Que grande ha sido nuestro amor
y, sin embargo, ay,
mira lo que quedo!
Palabras: Enrique Cadicamo
Long time no see.
Jeg leve stadig. Er taget hjem til hjertet men jeg savner tosset jer alle sammen.
Vi ses snart venner.
Hugs fra
Pedro
nå så det er sådan i gør! I er total oppe og slås – den samme pige lyder det som. Jeg er total klar til slåskamp! I ved hvor sur jeg var siste gang og jeg er ikke færdi overhodet. Noget mere på toppen siden sidst. Jeg var f… sur på hele verden men så komme altid en eller anden super person og minder mig om hvorfor jeg stadig vil være med.
Tak til alle de gode
Så kommer jeg tilbage herinde igen. Jeg var så skide sur siste gang. Frustreret – jeg skrev som et lyn og kunne ikke se hvad der var hvad. Nu er jeg mere rolig. Uden så meget drama eller råben højt op. Er noget blevet bedre? Jeg ved ikke. Men der er ikke så meget gang i den ikke så mange store ord. Og jeg føle feberen falde noget. Hun bliver gladere, slappe mere af. Det er godt. Jeg kan ikke lide når hun græder. Det skære mig i hjertet. Hun skal altid være glad! Det er nu mystisk at når jeg så er rolig, så er det som om hun bliver lit tosset. Helt alene. Gør ting jeg ikke forstå. Forsvinder væk og i sig selv. Kan man sige det? Eller er det også svært at forstå – umuligt? Lige som hende.
Det er så tung at jeg ikke tror jeg kan bære det. Jeg kan mærke i min krop at det trænge sig mere og mere på – det store spørgsmål om hvad jeg lave og hvad fuck jeg vil. Jeg tror at jeg har det klaret og tror at jeg har fundet svaret, her med hende og hele pakken, men jeg er komme i tvivl. Hun fatter ikke en skid og jeg råber og skrier og der sker ingenting. Så kigge hun på mig med tomme øjne og grine mig lige i fjæset – hva fuck er det? Blodet mit raser og koger over. Røg i ørerne siger hun, jeg er en vulkan siger hun. Og jeg sige så se på mig og jeg eksplodere. Hun bliver ked af det der og tårene begynde at løbe og de løbe og løbe. Jeg bliver så træt af at se på det og jeg slår mig selv til blods i dørkarme og bord. Så er der arbejde, der er fucking ingen der ser hvad jeg kan og er. Jeg få aldrig lov at vise det frem. De holde sammen i deres pisse små klubber og jeg kan ikke komme ind, lige meget hvor meget jeg bliver dansk. FUck jer alle sammen, jeg tror jeg skrider. Jeg kan ikke længere huske hvad fuck jeg laver her alligevel.
Jeg har fuldstændig glemt hvem jeg er. Det er mystisk, men det er helt væk. jeg kunne huske det klart, da vi startede, men her efter noget tid er det helt forsvundet igen. Er jeg helt forsvundet igen.
Jeg har prøvet det før, og er derfor ikke umiddelbart bekymret. Jeg kan f.eks. huske mange af de helt simple kendetegn. Hvordan min næse rynker, når de trækker. Hvordan min pegefinger sætter brillerne på plads. alt sammen uden at jeg tænker over det.
Det er først når jeg begynder at tænke, at problemerne begynder. Kan jeg lide uldne sweatre? Hvordan fortrækker jeg min bøf? Min rødvin? Alt det instinktive kommer af sig selv, men jeg mangler alle de ekstra ting – her bliver nødt til at prøve mig frem.
Det føles lidt, som om jeg genopfinder mig selv hver gang. Alting får ny betydning og åbner nye muligheder. Det giver mig en chance for at ændre på tingene. Pludselig kun at gå med silke og spise blodige bøffer med en knastør chianti.
Det varer nu sjældendt ved. Det er kun de små ting som vil ændres. Som hvordan jeg holder koppen i hånden, når jeg vasker den af. Alt det andet falde langsomt i hak. Jeg kan ikke lide uldne sweatre – de kradser, bøffen skal være rosa og chianti er opreklameret og alt for tør.
Jeg både elsker og hader min glemsomhed. Det er trættende at skulle prøve alting igen og igen påny, men det pirrer min nysgerrighed og giver håb om forandring. Det synes nu, at jeg altid ender mere eller mindre det samme sted, med mig selv, den samme person – tror jeg nok.
Hej Zina, Er det sådan her det skal se ud? Er det sådan her du kan lide det? Er det sådan her du kan lide mig? Jeg vender og drejer. Jeg råber og skriger. Jeg håber og venter. Jeg løber og henter. Alt sammen for dig. Alt sammen så du kigger. Alt sammen så du ler. Alt sammen så du elsker.
Mig
