Jeg var startet på et stykke den anden dag, som handlede om, hvor meget jeg keder mig. Så kom jeg til at slette det. Det var også røvkedelig læsning. Nu gør jeg det igen. Altså keder mig, og i et forsøg på at slippe ud af kedsomheden skriver jeg nu igen om det. Og så hører jeg musik. Det lyder jo helt vildt godt. Wauw, så sidder hun der og skriver og lytter til musik. Det er lige før jeg skulle skrive en FB kommentar om det, så alle kan se, at nu keder jeg mig ikke mere men sidder og skriver og hører fed musik, jeg kunne måske også lige lægge den der video op igen med mit nye yndlingsband, som ingen af mine 300+ venner har liked. Pisse skuffende. Nå men faktum er at jeg stadig keder mig, jeg bliver bare ikke distraheret mere.
Jeg har set TV serier og sovet nærmest hele dagen, det er det, jeg mener med distraheret, men på et eller andet tidspunkt blev det så kedeligt, at jeg måtte give mig selv en badeværelsesopsang i spejlet – så satte jeg mig og sang og spillede på klaveret, men det lød og føltes hurtigt kedeligt så nu sidder jeg så her og skriver og lytter til musik.
Jeg har tjekket alle mine 300+ venners liv på FB 1000 gange, men der er ikke nogen, der laver noget sjovt. Der var en, som skrev om en sanger, hun ville høre, ham tjekkede jeg ud, det var også meget godt. Han sang i hvert fald røven af, men skuffende nok var det sgu lidt for poppet til mig. Jeg kan ellers godt lide pop, men åbenbart ikke så meget mere. Jeg begyndte i hvert fald at kede mig endnu mere, eller i virkeligheden blev jeg nok lidt ked af det. Det er næsten værre end at kede sig, i sær når det er over dårlig musik eller kedelig musik. Blive ked af kedelig musik. Det er det jeg gør.
Det er mærkeligt, jeg troede ikke at man kedede sig mere efter 30, men det gør jeg altså. Ret tit ovenikøbet. Når jeg fortæller om mit liv til folk – hvad der sker for tiden – så synes jeg altid det lyder helt vildt spændende og action packed, men når jeg lever det, så keder jeg mig altså det meste af tiden. Jeg ville ønske jeg kunne opleve det liv, jeg lever bedre, så jeg ikke kedede mig så meget. Eller bare opleve livet i sådan en kondenseret version, så jeg ikke er så pinlig bevidst om, når det er kedeligt.
Da jeg skrev den anden dag – det der andet stykke – så skrev jeg noget om, at det nok er stilhed før stormen, og at det er fordi, at der sker så brandmeget inde i hovedet, at man ikke kan rumme også at få input udefra. Det er jeg altså kommet noget i tvivl om nu. Jeg tror bare, det er sådan, mit liv er og bliver. Mon ikke bare jeg skal øve mig lidt mere i at opleve det jeg lever og så slappe af med det, når jeg keder mig. Åhh tis, nu kom jeg til at give mig selv gode råd. Der er ikke noget mere taberagtigt.
Jeg gider ikke rigtig skrive mere nu, det her har taget mig 8 minutter at skrive … min YouTube playlist er ikke halvt færdig, og jeg har stadig ikke drukket noget af min te – og ikke mindst, så keder jeg mig stadig og kl. er kun 2 min. i midnat. Jeg kunne selvfølgelig bruge den næste halve times tids på at læse korrektur på det her. Få sat de der skide kommaer de rigtige steder. Det ville være så meget nemmere, hvis jeg nu gjorde det fra starten af i stedet for. Det er noget værre nørkleri bagefter.
Jeg læser det lige igennem, så kan det være jeg smider det på Zinas blog. Det er tusind år siden jeg har skrevet derinde. Hun blev sgu så hidsig sidste gang. Men det her kedelige bavl kan hun altså ikke hidse sig op over … eller hvad siger du Z?
Prøv lige at se, er det ikke en fascinerende tanke? 