en blog til zina.dk

Jeg ville ikke sige særlig meget mere
jeg længes og så længes jeg ikke
jeg tænker og så tænker jeg slet ikke
jeg føler og så føler jeg slet ingenting
jeg løber og så står jeg pludselig helt stille
jeg sover og så falder jeg dybere i søvn
jeg drømmer mig stadig længere væk
jeg savner og så siger jeg ikke et ord
jeg råber højt og ingen hører lyden
jeg er og så er jeg slet ikke – mere

Det er som om at det nu også ændrer sig herinde. 
Jeg er ikke glad for det nye
Det er mest det der med at jeg ikke bare kan skrive mere
Som om at hvert skridt gør det mere besværligt
Hvorfor skal det være mere besværligt?
Jeg vil have det nemt at komme til

Hvorfor skal det være nemt at komme til?
hvis jeg bare kan skrive, så skriver jeg mere

Du vil gerne skrive mere?
Ja, jeg synes det er på tide. Det her sted var et godt sted at varme lidt op

Hvad med at skrive et andet sted?
Det er ikke det samme. Jeg vil gerne have letheden og ja også det lidt anonyme

Det anonyme?
Ja, at ingen ved hvem jeg er. At det hele er lidt mystisk og uigennemskueligt. 

Du kom til at skrive ‘var’, tror du måske at tiden er forbi for anonymiteten?
Det har jeg ikke lige tænkt over. Det virker lidt fortænkt

Dine ord – ikke mine

Hvornår er det vi ses igen? Jeg synes alle mennesker er røv-irriterende og mega nederen, men jeg føler ikke, at jeg er sur på jer. Skal vi ikke bare mødes? Hvorfor skal vi vente? Hvorfor ses vi ikke? Hvorfor laver vi ikke en aftale nu? Hvorfor dropper vi ikke alt og bare ses? Så er det bare os. Ikke alle de andre dumme

Tror du, at du kommer til at savne det?

Ja, jeg savner det allerede

Vil du så gerne tilbage?

Nej, hver gang jeg forestiller mig det, får jeg opkastfornemmelser

Hvorfor savner du det så?

Fordi det var et velkendt og trygt land. Nu ændrer alting sig.

Jeg er bare så pisse misundelig på den urimelige selvoptagethed. Det vil jeg fucking også. Hvorfor fanden tillader hun sig det? Hvordan bliver det ok? Jeg vil også. Mere mig mig mig. In your face

Jeg er ved at blive tosset af tankerne.
De kører rundt i fucking ring.
Der er hverken start eller slutning
Der er ikke noget at løse eller fikse.

Så hvad vil jeg egentlig?
Spørgsmål vil ikke besvares.
Og det stopper mig i bevægelsen frem.

Det er godt, siger den kloge
så jeg ikke river op og forstyrrer.
Det er noget uærligt pis, siger den anden
og fordrer naturlighed og højtflyvning.

Jeg vil bare gerne være og blive.
Måske er det så det. Ikke bevægelsen.
Passer det så på det?

Og jeg savner så det river i mig.
Og jeg vil være nærheden.

Jeg ville ønske, jeg kunne være i nærheden.

babyen kigger op på mig
med plyssede kinder og stort grin
jeg ved lige præcis hvad jeg skal
det er ok

det er ok
han ved lige præcis hvad han skal
jeg har røde kinder og griner højt
han kigger ned på mig

hun kigger stadig på mig
med sine fede kinder og smørrede grin
det er lige præcis det jeg skal
det er ok

det er ok
nu gør jeg præcis som jeg skal
niver mig i kinderne og skraldgriner
jeg kigger op og ud

Jeg har skåret mig på indersiden af min venstre hånd.

jeg ved det sgu ikke. tomhed. opløsning. famlende og gennemsigtig. ikke væren. når der ikke er noget, der vil noget særligt. som skal noget særligt. hvad vil vi så? hvad skal opmærksomheden rettes mod? hvad spejler vi os i?

hvis nu alle celler gad at skille sig fra hinanden. så alt kunne drøne lige igennem. så man ikke blev ramt af noget. skrøbeligt. men stærkt. lad stormen rase. her er ikke noget der griber. ikke noget der holder fast. definitionerne forsvinder og kun blafrende liv er tilbage. liv der ikke vil noget eller skal noget. tomt og nærværende.

og så efter opløsningen fortsætter alting. samlingen sker i små afgrænsede tidslommer af eksistens. resten er ikke. mere. bare summen i storetåen kilden i maven og laden være. jeg ved ingenting.

helt mør af savn
alle muskler giver sig
knoglerne opløses
senerne forlænges
bindevæv smuldrer
intet hænger sammen
alting hænger i laser
uforstående i savnet
mangel på hænder
noget der holder
det hele på plads
hold mig på plads

Vi gik langs floden for at nå frem. Han fortalte om en genvej ud over flodlejet – meget hurtigere, men gennem vand og mudder. Vi gik videre i det ankelhøje vand. Floden var brun alt andet omkring os skrigende grønt. Smukt og larmende. Han sagde at mudderet føltes som koralsand, blødt som flødeskum. Sandormene smuttede væk under fødderne på os og jeg tænkte at det var godt det var hun-sandorme, så bed de ikke så hårdt.

Du kunne da for helvede bare sige det
uden noget omsvøb og uden at forsøge at snige dig udenom
jeg kan sgu godt tage det. tage dig. any fucking time
jeg holder ikke al det lurepasseri ud.
jeg begynder at kede mig – eller jeg bliver fucking rasende
rasende over at du spilder mig tid og lade mig løbe spids-fucking-rod
jeg vil bare have at du er der hele tiden og uden noget pis.
hvorfor er det nu så svært

jeg har i lang tid villet sige

STÆDIGHED

og godt nytår BTW
Er I stadig derude?

Det er så fejl-reflektionen af min formåen som forstyrrer. Jeg føler et stærkt behov for at rette i andre menneskers perception – det jeg så synes er en fejl-reflektion … men hvori ligger fejlen? er der en fejl? hvorfor må folk ikke se det, de ser og opfatte og udtrykke det, de ser? Hvorfor skal jeg rette på det? Deres perception er vel lige så valid som min. Og er vel egentlig ikke min, men netop deres. Hvorfor skal jeg eje den? Og nå ja, og hvorfor kan jeg så oven i det ikke rumme at være sådan som jeg er… bekymret, optaget, villende og interesseret? Hvorfor skal jeg være super zen og fed med det? Det synes som en alt for stor og unødvendig opgave at tage på sig

jeg vil fortælle alt

som det føles indeni og udenpå.

der er ingen barrierer der står længere.

intet filter noget skal igennem.

jeg flyder frit. nu

jeg ånder frit. nu

jeg fylder ud

og er grænseløs

der midt i mørket

nederst nede

indert inde

der finder jeg kernen

essensen af væren

og nu kan jeg gå ud

løfte panden

gå oprejst afsted

væk fra det hele

frem til det hele

og jeg ankommer

forpustet og glad

med sveden løbende

og hjertet bankende

se bare på mig nu

jeg bryder ud i lys

det er ikke så tit man snubler i sit snørebånd
men jeg har lige gjort det. det var sjovt.

jeg har lyst til at hælde mig ud over dig.
lade dig drukne langsomt i min væren.
synke ned opløse mig selv ovenpå dig.
smelte mig ned i dine celler.
lade dig mærke mig fuldt ud.
og helt ind i. opløsningen.
hvor ingenting hænger sammen mere.
hvor alt er gået i stykker.

så flå mig bare fra hinanden.
pres mig til mere end jeg kan bære.
og der er ingen anden vej en opløsning.
så ser vi det. så ser du det.
alle cellerne liggende på gulvet foran dig.
med et dunkende buldrende bragende hjerte i midten.
som kun er det. dunkende buldrende bragende.
skal vi gøre det? nu? er jeg så det? nu?

så kom det igen og rev det hele fra hinanden. igen. i arrigskab over min mangel på forståelse for din ting. din ting. jeg ser dig ikke. jeg ser det ikke. er nok i virkeligheden ikke interesseret i dig. eller er det sådan det synes. er jeg kun interesseret i mig selv. mine egne behov. det der stikker højest op lige nu. lige i dag. det der lige præsenterer sig for mig som skinnende og flot lige nu. og så er det lige meget hvad det koster. hvilke bølger og laviner som opstår omkring mig. og jeg skriver på livet løs. om hvad det er hvad jeg er hvad du vil og hvad du får af mig. hvorfor vi ikke er glade hvorfor kuglen i maven kommer og maser livet ud af mig. jeg skrækker tilbage fra dine øjne og kan ikke holde det tilbage længere. ender i hjørnet igen og du kan kun se til mens jeg langsomt samler stumperne sammen om mig. som et tæppe af en ødelagt krop som kun kan samles langsomt og i stilhed. og så roen som kommer efter eksplosionen. det er såre simpelt en såre simpel proces. og det sker igen. lige her og lige op i hovedet på os. ikke noget kan gøres. arrh fuck jeg vil jo ikke gøre noget. jeg vil gerne have det lige op i hovedet. jeg går bare og venter på dramaet og når det ikke kommer så skaber jeg det selv, så jeg kan mærke igen. så jeg kan mærke min egen smerte. så jeg kan mærke din smerte og så trækker vi vejret igen.

min kæreste

for fuvikinge tillyke med fødsledagen! Det er så fantsitsik med dig. Du er der, og så når du ikke er der. Som man siger -så er det slert ikke en mjlghed ikke at være min kærest eveninde. Det vil du fucing altid være. Det er ikke noget man kan melde isg udaf – ikke noget man kan sige man ikke vil mere. Jeg elsker dig for fuvking ever. Oh yeah. Lige præcis sådan er det.

Jeg lever vores isolation som en del af hsitorien. med stor kærlghed. jeg venter og glæder mig til det tidspunkt hvor vors liv krydser hinanden igen . men glæder mig indtli da over hvr dag hvr vi speprat er det vier er.

Jeg kan ærlig talt ikke forstå, hvorfor der skal gå så lang tid mellem at I skriver. I ved sgu da godt. I kender mig sgu da godt. Når I så gør det og ved det, hvorfor giver I så ikke? Det kan jeg ikke forstå.

Måske er jeg bare selvoptaget. 100% indviklet i mig selv og mine behov. Men tiden jeg bruger på andres behov er da også substantiel. Ja, ganske stor. Jeg tror, jeg føler (sic), at jeg har fortjent bedre. Nej fuck det, jeg ved, jeg fortjener bedre! Stram op for fanden! Vær mere. Giv mere. Lyt og handl mere! Jeg vil fucking have. Jeg har fucking fortjent det. Tjent det op på fucking kontoen i kærlige tanker og blomsterbuketter. I takkekort og nybagte boller. I gråd-våd skulder. I skambidte baller. I store blafrende fucking ører. Kom nu fucking an. Jeg vil have tilbage. Jeg indkasserer NU.

jeg har hængt i hullet en uge
det er et meget stort hul
skræmmende i starten
men det er vokset på mig
jeg holder næsten af det nu
den rå og forrevne klippevæg
vandet der pibler ud ad sprækkerne
og løber langsomt ned ad siderne
der er mange farver her
tændt af lyset fra oven
længere nede falder mørket dybt
det bliver et langt fald i intethed

jeg hænger dog stadig på væggen
har ikke kunnet finde nysgerrigheden
som kan overvinde frygten for slippet
og den endeløse åbning nedad
jeg kan ikke længere mærke bunden
det hele åbner sig op i mørket
stadig større stadig dybere
dette er blot begyndelsen
jeg slipper faldet ind i øjeblikke
så dunker og sitrer det i kroppen
cellerne flyver fra hinanden
og i et glimt står alting klart
der er kun dét tilbage nu
her hvor det brummer højt

Nu er det blevet tid til at lukke det hele ned igen igen. Shhhh.
Der er jo ikke mere. Hullet åbner sig og så er der kun. Shhhh.
Jeg sagde det i går. Du hørte mig ikke selvom jeg talte højt. Shhhh.
Det er ikke til at forstå. Jeg kan ikke tale højere end det. Shhh.
Stemmen knækker og ordene hakker hvis jeg skriger. Det er bedst uden. Shhhh.
Jeg holder hovedet henover og ud over mens lortet flyder ud og væk. Shhhh.
Jeg ser ikke andet end spidsen af neglen i min arm. Dine tomme øjne. Shhh.
Selvom jeg sagde det. Selvom jeg sagde det. Et tungt skrab af neglen. Shhhh.
Hen over min arm. Med benede arme og knoglerne stikkende stikkende. Shhh.
Jeg holder fast på det og løfter hovedet i trods. Men ned ned ned alligevel. Shhhhh.

jeg mistede det
øjeblikket
nu får jeg ikke lukket et øje
i nat

Jeg stod på skibets skrog, mens de undersøgte det. Der var et tæppe af orange alger over store dele af det blanke metal. To steder var der noget, der kunne ligne en stor blomst – eller et slags ansigt. De sagde, at i hvert fald ét af dem skulle fjernes hurtigt, ellers ville det brede sig. Jeg stod øverst oppe og stirrede på de to plamager og forstod ikke nødvendigheden af at fjerne dem. Det så smukt ud. Natur på blankt metal. En motor satte i gang. En voldsom rungen og larm. Stort og flot. Hele skroget vibrerede og da jeg kiggede ned efter lydens start forstod jeg, at det ikke var noget skib, men et kæmpe fly, jeg stod på – som en skinnende blank Hercules flyver, med to kæmpe flymotorer monteret på vingerne. De brummede og larmede og blæste store huller i havet med deres kraft. Det hele sitrede og summede, og mens jeg stod der balancerende på det blanke tag, tog larmen til og flyet satte i bevægelse. Let og hurtigt drejede det og pløjede sig ubesværet gennem vandet ind mod kysten. Jeg var bekymret men samtidig glad for kraften og hurtigheden med hvilken flyet bevægede sig, og nåede blot at tænke kort, at de orange alger ikke syntes at skabe problemer, før flyet parkerede sig i en smal og smidig vending v træmolen v stranden. Jeg gled let og ubesværet ned langs siden på det kæmpe fly over alger og det pelsede algeansigt og stod roligt på molen i varmen fra vand, motor og vind i bevægelse.