det var vist dér, jeg havde en lejlighed. eller hov nej, der var en restaurant. jeg havde været i bygningen, det var måske lidt som gamle westend nede i stueetagen hos claus, og han havde overrasket mig ved at være tilstede og være dejlig og være tæt på. jeg kunne rumme ham, og han var god at være i nærheden af. så var jeg inde i byen, det var vinteragtigt med is på gaderne – sjap, sådan lidt frossen. jeg cyklede sammen med én, det var lotte, og der var mange lys og en stor plads, og jeg læste, hvad der stod på bygningen, men jeg kan ikke huske det nu, men det var godt og rigtigt at kunne. vi cyklede over pladsen mod vandet, og der gik en flok mennesker. de havde alle sammen pelse på, først et par, hvor kvinden haltede af sted, jeg tror, hun havde vredet om på foden, så kom der flere til flokken. jeg tror, de var japanere eller russere. pelsene lignede, at de var syet af stykker af kaninskind alle sammen samme stil. de så bløde ud, men de var samtidig underligt firsersmarte, som noget der hørte en anden tid til. stykkerne af pels var i forskellige farver, de var næsten alle sammen korte og lidt for fluffy. vi cyklede langsomt forbi dem, ud på en trægangbro, som førte ud over kanalen langs havnen, det var lidt svært, da der var mange og de stod uhensigtsmæssigt. en var snublet og faldet, måske hende der haltede, og det virkede som om, at de andre satte sig ned omkring hende, sådan lidt på hug. vi sneg os omkring dem på cyklerne og kørte langsomt videre ud over træbroen, hvor der var is og halvfrossen sjap, som hele tiden førte mod højre mod vandet, men vi kom over på den anden side. der var en restaurant – der i hjørnet på pladsen fra den tidligere drøm, dér hvor jeg havde været før, og det var også lidt claus fra underetagen igen, som var der. måske vil vi spise der. vi sætter os derinde og tænker, at der er rart, det synes lotte også. hun har nogle mærkelige sko på, de er sorte, og forrest er de formet som en andefod, bagud er de slanke med en flot høj hæl, hun siger, at det er de eneste høje sko, hun stadig kan have på uden, at det gør ondt. det er noget, vi snakkede om tilbage i lejligheden. mens vi sidder der, kommer der en masse dejlige mænd ind eller ud fra baglokalet. de abejder der alle, og blandt dem er rasmus og nogle af de gamle gode fyre, de synes at skulle på restaurantbesøg, og jeg rejser mig og knuser med dem alle. jeg føler mig heldig, herlig priviligeret og cool, fordi jeg kender så dejlige mænd, som alle vil knuse med mig, jeg nyder opmærksomheden. de er fire stk. deriblandt morten. og de snakker lidt om, hvorvidt lotte og jeg skal med ud at spise, jeg bliver glad for tanken og det impulsive, forestiller mig en dejlig aften alle sammen sammen, men morten lukker den, da han siger, at de har noget vigtigt, de skal snakke om, og jeg forstår det godt – det er arbejde, men bliver alligevel skuffet over ikke at måtte være med mere. jeg forstår, at jeg er en distraktion, som han ikke orker. lotte er med i distraktionerne. vi bliver dog siddende og kigger på dem, som de går af sted. i deres fine – vi skal i byen tøj. de er dejlige at se på, en flok drenge på tur, og de laver fis og pjatter. vi er glade for at se på dem. og glade for at være der sammen. så kommer claus tilbage, men det er ikke rigtig claus mere, men en slags blanding af knutti, ham og en eller anden langskægget fyr, lille lidt stor og med noget skæg halløj. jeg knuser ham og holder ham og føler mig tryg lige der, føler jeg kryber ind til ham og er rolig. så er det min lejlighed, lidt samme sted men alligevel nu oppe og med udsigt, jeg er i køkkenet, og jeg åbner lågen under vasken for at finde en affaldspose – det føles alligevel som restauranten, rasmus er der, og vi snakker, og jeg spørger, om det er en gave fra ham med alle de neophos platiskposer, som ligger under vasken – jeg skal bare finde en affalsdssæk. det er det, siger han, og jeg tager en ud af den kæmpe store stak – de har lagt dem der til mig drengene. det er lidt svært. jeg begynder at folde den ud, og det viser sig, at være en helt vildt fed duffelbag agtig sag, i røde tern med sådan nogen kraftige stropper. jeg spørger rasmus, da jeg ikke kan forstår, at den skule være til affald, han griner og fortæller, at det er sådan nogle, de alle sammen rejser med, og nu har jeg også én. det er neophos, som laver dem, sammen med alle affaldssækkene, og det er de bedste på markedet, når man køber, så får man så også bare lige helt vildt mange affaldsposer med, men det er rejsetasken, som er den egentlig gave. det er jeg vildt glad for og tænker på det, jeg skal ud og se med den på ryggen. jeg er ved vinduet i lejligheden, som er underlig skod, men også rar. den har samme varme fornemmelse som tante busters lejlighed, sådan lidt kold-varm. der løber en flod nedenfor altanen/vinduerne og vinteren er kommet – der er stramme regler for, hvad man må på altanerne, og jeg står og kigger på det skriv, som fulgte med lejligheden med reglerne for hvad man må på altanerne. det er lidt sjovt. noget med at man ikke må urinere, og jeg tænker på hvem og hvornår man gør det. jeg fortæller rasmus om aftenen hvor jeg blev trist over, at jeg ikke blev inviteret med, ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi jeg føler mig så skide sårbar, når jeg står derude og virkelig gerne vil, og afvisningen er svær for mig at rumme. jeg vil så gerne villes.
