en blog til zina.dk

Åh venner, så kører den sgu igen. Jeg tror ikke, det er sagen at forklare noget for nogen. Der er vist ikke så meget nyt at sige om sagerne – ikke noget som I ikke allerede ved. Det står altid klokkeklart lige bagefter, og der er ikke ende på anklager og bedømmelser, som vælter ud over det hele – fra alle omkring mig. Min første reaktion er nok i virkeligheden bare at slå fra mig. Hårdt og brutalt. Hvem fanden er de at dømme? Hvad er det, de vil have? Og hvem fanden har bildt dem ind, at de kan kræve det? Når jeg så lige har trukket vejret et par gange, så kommer roen og afklarelsen, måske i særlig grad pga. det som kom før. Ellers tror jeg i virkeligheden bare, at jeg ville ignorere det hele – som jeg gør det bedst.

Kære alle sammen. Jeg elsker at skrive til jer herinde, men jeg nægter at forklare mig. Jeg ved godt, det ikke er jer, der er på nakken af mig, men hvis I nu skulle finde på at være det – ja så “consider yourself warned”

Hey SPQ! Jeg kan kun være enig med Luzi – ud over isen med dig. Og jo, vi er vist flere herinde der har været der; eller stadig er der! Men det skal ikke afholde os fra at give gode råd! Derfor min opfordring til dig om at være med herinde. Også selvom der ikke kommer nogen kloge ord fra os, kan det være godt at have et sted at lukke lidt ud. Der kommer så dejlig gennemtræk i hovedet, og nogen gange ser man tingene klarere, når det står lige foran én, eller man er tvunget til at formulere sig omkring sagerne.

Jeg synes f.eks. det står lysende klart, når jeg læser det, du har skrevet, at alt er bedre end at blive der, hvor du er nu. Det findes ikke værre end at erkende at noget er forkert, og så ikke rykke sig. Der kommer ikke noget godt ud af det – det er jeg 100 % sikker på.

Så af sted med dig. Find nogle stop på vejen – jeg tror det hedder delmål i de fines verden og så start med dem. Babysteps. Og skriv løs.

Masser af energi og styrke fra mig til dig!

Z

Kære Katie

Hvor det lyder rart. Her hos mig er der overhovedet ikke roligt. Jeg kigger ikke stille ud, ingen stilstand til mig. Der har både været udvendig larm og masser af indvendigt roderi. Du kender mig jo, Katie – fuld skrue på og masser af fodfejl på vejen. Jeg snubler mig nok i virkeligheden gennem livet, forsøger at finde gode retninger, men ender hist og pist – nogen gange heldig, andre gange helt ude i skoven.

Nå, en skønsom blanding af os to, Katie, tror jeg ville tage kegler, sådan et sted mellem din ro og dit kærlige væsen og min energi og nysgerrighed, det kunne være en rigtig lækker kombi. Måske er det derfor vi stadig snakker, som vi gør. I et forsøg på at finde en balance. Det er på toppen at vi stadig er her, det skal vi sgu også huske. Derefter er det op ad bakke 🙂

Honey – vi snakkes ved

Jeg var helt vildt heldig i nat. Jeg drømte om en lagkage, som skiftede farve, størrelse, stil – ja alt, hele tiden. Den blev ligesom man gerne ville have den. En gammel veninde lagde sig ned i den, og jeg blev faktisk lidt forskrækket, men så tilpassede den sig fuldstændig hende krop og blev nærmest til en smuk blød farverig madras, som hun faldt helt hen i. Jeg husker det var meget smukt.

Sikke en kage…

Det er fucking det. Det er derfor jeg elsker det! Det er jo soleklart. Hjernen er på pause – kroppen er på pause, og således er der fred. Fred for mig selv. Det er skide smart. Den smarteste måde at komme i kontakt på. Uden at blive forstyrret af sig selv. Hvis jeg så kan holde den hele dagen, er det jo perfekt. Således kan jeg blive på mit eget perfekte stadie.

Jeg elsker når fejl bringer mig på sporet af nye tanker idéer og tanker. Det er gratis!

Love him! It’s all in his head.

He is me. In my next life.

Non c’ha un cazzo da fare.

Ma veramente… Non penso

man kan jo føre sig frem i én uendelighed. og så stille sig i hjørnet og se hvad der sker. jeg bliver noget udmattet af mig selv, men kan nok ikke komme uden om at det er sådan jeg fungerer.

herinde er der nu meget roligt. ikke så meget palaver. det har måske også været lidt for heftigt nogen gange.

beskyldninger der fløj, hjerter der blev knust, ørefigner der sad. på den anden side, det er vel sådan vi er og skal være.

der er ingen af os der nogensinde har været særlig gode til at rette ind. og det med fuldt overlæg. jeg holder af jer alle – store som små.

lad os se om vi kan kickstarte processen igen. jeg synes det har værdi at ytre sig uden filter – og I hjælper mig til det. som en skizofren dagbog. eller en dagbog der rent faktisk svarer igen. ikke dårligt.

så op på hesten venner – lad os svinge os i lianer af ord endnu en gang. og ikke lad os ikke hæmme af lumre beskyldninger og frække forslag.

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

føl min ånde – mod din kin

føl min ånde – mod din kind

føl min ånde – mod din kind

tæt på

tæt på

tæt på

giv slip

giv slip

giv slip

slip

Det er et spørgsmål om at slippe

slippe fri

give slip

slippe nogen eller noget

jeg er nu ikke meget for det

jeg foregiver gerne at være det

men er det egentlig ikke

det lyder så godt

men føles skidt

og jeg læsser bare mere og mere på

næsten lige meget hvad jeg skal slippe

føles det som et stykke af mig

der tages rives af mig

og det giver mig tårer i øjnene

og ubehag i maven

det er nu svært at holde på det hele

jeg kommer tit til at tabe ting

det er ikke det samme som at give slip

det kræver ingen bevidst handling

og sker som en nødvendighed

tænk hvis slippet kunne blive bevidst

så jeg selv bestemte hvornår, hvad og hvorfor

og ikke var betinget af simpel fysik

som får tingene til at falde fra hinanden

og over hinanden

Jeg har tænkt og tænkt. jeg ved stadig ikke rigtig hvad jeg skal skrive, men føler at nu må det være tid til et pip fra mig. Om ikke andet så bare for at fortælle dig at jeg har læst dit brev til mig.

Det er svært det her og nu skriver jeg bare, så ser vi om det giver mening bagefter.

Jeg synes det er super mærkeligt at du skriver herinde. Du kunne jo bare ringe til mig eller kigge forbi, men jeg kan godt høre, at det ikke er så enkelt for dig. Det er det heller ikke for mig.

Det lyder lidt som om, at du aldrig vil se mig mere, eller snakke med mig – eller skrive til mig. Jeg håber at du læser det her. Ikke fordi der er sket noget nyt, men bare fordi jeg gerne vil have, at du læser mine ord til dig.

Du er taget afsted siger du. Du vil ikke fortælle hvorhen, men jeg er sikker på, at det er godt! og helt sikkert også varmt – din gamle frossenpind. Jeg mindes stadig den lejrtur for 100 år siden, hvor du nærmest døde af kulde, lige meget hvor meget jeg varmede dig.

Jeg kan ikke være mere eller mindre end det jeg er. Jeg ville ønske, at jeg kunne være lidt mindre for dig, så du kunne holde ud at være i nærheden af mig. Jeg elsker at være i nærheden af dig.

Du er jo sindssyg kvinde! Det lyder jo for helvede som om vi er kærester. Man kan sgu da ikke slå op med en ven!!! Jeg har siden du skrev haft decideret kærestesorg og synes at det er super uretfærdigt at du bare har besluttet det hele på forhånd og ikke vil lade mig forklare dig at vi jo ikke kan skilles – at jeg ikke kan leve uden dig som min ven.

Er der noget jeg har misforstået?

Kom tilbage og forklar!

dit tilstedevær

tog vejret fra mig

i tavsheden

i tomheden

følelsen af dig

i sort

bag mig

jeg vælter

mig tilbage

og lander i en dyne af ro

revet op indefra

med alt i laser

lader jeg mig stille føre

af dit store hjerte

sitren i din hud

så tynd at jeg kan mærke

dit hjertes banken

med hånden på din mave

du ånder dybt

og giver øjeblikket

plads

Jeg drømte i nat at vejen var helt mudret til og bilen jeg
kørte i var ikke den store fede slags, men derimod mit lille røde hjerte. Jeg
ville så gerne frem til tiden, men det var svært at køre, og jeg var bange for
at sidde fast – der var ingen der kunne hjælpe mig.

Da jeg
var fremme var det slet ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg blev forvirret,
men egentlig også meget glad da det jeg havde forstillet mig vist ikke var det
jeg ville.

Jeg
sænker mig langsomt ned i det alt for varme vand. Jeg vil ikke vente. Min hud
bliver rød og mit blod løber ligeså hurtigt som mit hjerte banker. Vandet
stiger langsomt. Hvad bliver dækket sidst – knæ eller bryster?

Min
hud har vænnet sig til varmen og er blevet kridhvid igen. Jeg nyder følelsen af
vandet, som sniger sig op af min krop – skød, mave, lår. Bølger frem og tilbage
i kavalergangen i takt med min vejrtrækning. Op på mit yndlingssted – i gruben
på min hals.

Jeg
tror sgu de taber. Jeg folder benene op under mig for at sænke dem, men det ændrer
ikke noget. Det kilder mit værgeløse bryst og spændingen stiger. Mine knæ har
pludselig gemt sig i skyen af skum, og jeg beslutter straks, at det gælder for
vand. Der er ingen tvivl om hvem jeg holdt med.

Jeg
overraskes let af mit højre bryst, som i påstået stædighed svæver med spidsen
højt hævet, lang tid efter at det venstre er gået under. Jeg havde glemt det –
som skønhedspletten i min venstre armhule. Højre er størst. Det kompenserer for,
at det venstre fik pladsen foran mit hjerte.

Jeg
slukker vandet og lader mig glide ned under. Vandet kilder min næse, som den
vildfarne tåre der må stryges væk midt i ulykken – upraktisk.

Nu,
med kun næsen over vandet, forsvinder verden og jeg er alene med mine egne
lyde. Brusen fra mit blod – det lyder som Vesterhavet på en stille dag. Den
fjerne lyd af mit hjertes slag – først hurtigt i panik over fortiden uden ilt.
Så langsommere og langsommere – er det sådan det lyder når man dør? Tanken
flygter, vender sig mod min vejrtræknings beroligende rytme, som får min
brystkasse til at hæve og sænke sig. Mine bryster gisper i misforstået forspil
over den skiftende temperatur. Resten svæver vægtløst i vandet og jeg ligger så
stille jeg kan, mens varmen langsomt forlader vandet.

Bruseren
klarer den sidste indre forløsning og skyller mig derefter i foregivet
regnvejr, mens citronolien efterlader mig blød som en baby og duftende som
solen.

Et
bad

Lovely Luzzie! Thanks for all the wise words. Det gælder for jer alle sammen, det er på toppen. Ordene vælter ind over mig, som bølger af visdom. Spørgsmålene hober sig op og jeg kløjs i forsøgene på at finde der rigtige ord. Ord der kan få jer alle sammen til at holde kæft. Blande jer uden om. Lade mig være i skoven af forvirring – eller er det i forvirringen at jeg ikke kan se skoven? Hov, nu slap katten ud. Råbet kom. Og jeg gider ikke holde mig tilbage mere. Nu siger jeg det som det f…. er. Pis med jer alle sammen. I er så skide kloge altid. Søde, ja, men alt alt for langt fremme i skoene. Jeg er jo bare mig og kan ikke gøre andet end det jeg gør. I hvert fald ikke nu, så I må lade mig være. Bland jer uden om. Bland jer uden om. Bland jer uden om.

Det er jo fantastisk. Tak alle I søde mennesker – virkelige eller ikke virkelige. Jeg er glad for jeres støtte og søde ord. Her er dejlig fredeligt herinde på bloggen. Ingen skælder ud eller taler med store ord. MEN jeg kender jer alle sammen for godt. Ved at det kun er et spørgsmål om tid før I ryger i struben på mig. Det er også fint nok. Det er vel en del af kontrakten. Af aftalen.

Det er jo ikke alverden. Som i hele verden. Eller alle i verden. Der skal ikke være noget stress. Helt roligt. Steady as she goes. Jeg vil bevæge mig roligt afsted. Uden at se nogen steder hen. Uden at være noget. Andet end lige der. Her. Det er nok bare fordi jeg ikke kan overskue andet lige nu. Jeg er bare lige her.

Hej skønne Frank og alle jer andre. Hvor er jeg glad for at høre fra dig F. Jeg havde lige behov for at høre dine kloge ord… Det roder jo, som sædvanlig. Intet nyt under solen. Mon du bliver træt af mig en dag. Træt af at jeg kører i den samme gænge, samme rille. Eller skal man nærmere sige, hele tiden insisterer på at finde på nye ting der kan forvirre mig? Kan man begge dele på samme tid?Hmm, det kan man vel godt. Der er vel ingen der siger at køre i samme rille ikke netop kan være en sådan rille… Rillen hvor ingenting kan få lov at stå, hvor spørgsmålstegnet hele tiden er der og hvor alt skal stilles på spidsen og satses 100%.Det lyder fint og flot, men også rimelig ynkeligt… Man fristes til at sige: Tag dig dog sammen, nu ikke så selvhøjtidelig skatter. Drop det

Den vil ikke skifte linie, det er lige meget om jeg gør det. Jeg gøre det nu, men nej der sker ingenting. Jeg kan sgu bedre lide gæstebogen. Blog schmlog – opreklameret lort. Skift så for fanden linie. Jeg gør det hele tiden. Igen Igen Igen

Jeg står helt stille her i blæsten, som flytter mig millimeter af gangen. På tværs af vejen og hen over den. Hvor mon det forsvinder henalt det ævl og kævl, som fløj over hovedet på os. Jeg står her stadig og venter på at lyset skal falde på sandheden. Hvis det ikke kommer af sig selv, så må jeg jo finde den selv. Rode det hele igennem, uden at være bange for alle de mørke hjørner. Er du?Bange?

se mig bare i øjnene
er dine blå er mine brune
er dine brune er mine blå
mine er faktisk lidt grønne
vidste du det?
så du det mens vinden blæste?
så du mig da jeg så dig?
igennem al pis
og uden mig der løb væk
skrigende af forskrækkelse
med mulighederne lige i hælene

Nu er jeg varm. Endelig varmet op, varmet igennem. Gennemkogt. Ser du hvordan det skete? Så du hvordan det skete? Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Forvirret – forsmået – forladt – forandret – for meget!

Jeg har sagt det før. Det eneste der hjælper er et sent natteafsnit af Sam’s Bar. Jeg er så kold som en fisk, så kold som blinkende stål – eller blinkende fisk.Dine blinkende øjne. Mine?Jeg tror ikke jeg kan være sur over det. Selv om mine læber skriger af al skrålet, og jeg ikke længere ved hvad det hele handler om. Men, jeg ved nu også, at det er der jo ingen der gør. Gør I?