en blog til zina.dk

Jeg ville ikke sige særlig meget mere
jeg længes og så længes jeg ikke
jeg tænker og så tænker jeg slet ikke
jeg føler og så føler jeg slet ingenting
jeg løber og så står jeg pludselig helt stille
jeg sover og så falder jeg dybere i søvn
jeg drømmer mig stadig længere væk
jeg savner og så siger jeg ikke et ord
jeg råber højt og ingen hører lyden
jeg er og så er jeg slet ikke – mere

ja fucking få ord!!
Som i ingen ord!!!
kan de bare forsvinde?
har I nogen?
mine er totally GONE!!!!

“Der er ingen udsigt for den som kryber”

Jón Kalman Stefánsson

Aha

ingenting giver mening
alting giver mening

Nej vent

ingenting har betydning
alting har betydning

Arrrrrh

Og jeg vil give jer et nyt hjerte og en ny ånd. Jeg vil tage jeres hjerter af sten ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød.

QUANTUM SATIS

det er mig selv
der taler til mig selv
om mig selv igen

dét vil jeg gerne skrive om. dét giver strålende mening.
ikke alt det andet som ikke kan og vil og mudrer håbløst
så kom bare med det og lade det flyde frit ud af mig
jeg er så klar som jeg kan være til at forløse det hele

i ét hug tak

babyen kigger op på mig
med plyssede kinder og stort grin
jeg ved lige præcis hvad jeg skal
det er ok

det er ok
han ved lige præcis hvad han skal
jeg har røde kinder og griner højt
han kigger ned på mig

hun kigger stadig på mig
med sine fede kinder og smørrede grin
det er lige præcis det jeg skal
det er ok

det er ok
nu gør jeg præcis som jeg skal
niver mig i kinderne og skraldgriner
jeg kigger op og ud

så er den rungende stilhed tilbage
så ved man at intet har ændret sig
og hjertet stadig kan knuge sig
helt sammen og krøllet i hjørnet
det er også ok

Jeg har skåret mig på indersiden af min venstre hånd.

Så lad mig hive dig op på bredden igen

Udfordringen bliver selvfølgelig at man ikke bliver et selvretfærdigt røvhul hen af vejen, i takt med at man hele tiden finder sig selv værende og handlende mere fornuftigt og mere overskudsagtigt end alle andre omkring sig, og derfor kan hæve sig højt over mængden fuld af selvfed varm luft.

jeg har stadig ikke rigtig noget at sige

helt mør af savn
alle muskler giver sig
knoglerne opløses
senerne forlænges
bindevæv smuldrer
intet hænger sammen
alting hænger i laser
uforstående i savnet
mangel på hænder
noget der holder
det hele på plads
hold mig på plads

og så glemte jeg alt det jeg er bange for at miste
den her tæthed i livet. når jeg det er helt tæt på
og det river og flår mig fra hinanden. desperat.
og jeg næsten ikke kan få vejret – få vejret
fordi det er så meget. alt for meget for mig
og jeg ikke kan. og jeg ikke kan rumme det
overgivelsen til det som ikke kan mig. som ikke kan
forsvinder det sted. så jeg ikke kan finde det mere
kan jeg så ikke være mere. må jeg så ikke være mere
smidt ud af klubben af mørke og selvdestruktion
der hvor ingen andre ved hvordan det er at være
bare os. klubben af mennesker som ikke kan være
fordi verden er alt for lille til os. ikke mere

FORTVIVLELSE?

Venner der kom og venner der gik
regn over sortegrå tage
tårer der drypper og falder så blødt
én du har elsket, og én du har mødt
da der ikke var lykke tilbage

Regndråbers fald mod din åbnede hånd
våde og skinnende blade
rendestensfloder og hastende skridt
et barn går imod dig men er ikke dit
og blir borte i barndommens gade

Tungsind har lyd af den dryppende regn
og slukker hvert lys der brænder
skumringen selv får et vemodsskær
famler bedrøvet i parkens træer
med benede oldingehænder

Snart skal du sove så sødt så dybt
var du mon éngang vågen?
dryppende dråber fra modent korn
dagen er borte – nymånens horn
skinner fortabt gennem tågen

Gråden er stilnet – stjernerne står
som klokker der svinger og ringer
Den du har mistet er lysende nær
sindet er blødt som et regnbueskær
natten har vældige vinger

Tove Ditlevsen

jeg vil fortælle alt

som det føles indeni og udenpå.

der er ingen barrierer der står længere.

intet filter noget skal igennem.

jeg flyder frit. nu

jeg ånder frit. nu

jeg fylder ud

og er grænseløs

der midt i mørket

nederst nede

indert inde

der finder jeg kernen

essensen af væren

og nu kan jeg gå ud

løfte panden

gå oprejst afsted

væk fra det hele

frem til det hele

og jeg ankommer

forpustet og glad

med sveden løbende

og hjertet bankende

se bare på mig nu

jeg bryder ud i lys

det er ikke så tit man snubler i sit snørebånd
men jeg har lige gjort det. det var sjovt.

så lad det bare vælte
lad det hele falde væk
se det skrabe og skrige
og gispe efter vejret
uden at vende dig om
eller tvivle på vejen
tag ingenting for givet
men grib fat og klem til
hold op med at lede
der er ingenting tilbage
for her er alt splittet ad
så find det lille bitte sted
i kernen af stilstand
hvor det buldrer højt
og klarheden blænder
stop så op – stop så

SELVUDSLETTELSE
SELVUDSLETTELS
SELVUDSLETTEL
SELVUDSLETTE
SELVUDSLETT
SELVUDSLET
SELVUDSLE
SELVUDSL
SELVUDS
SELVUD
SELVU
SELV
SEL
SE
S