en blog til zina.dk

jeg mistede det
øjeblikket
nu får jeg ikke lukket et øje
i nat

men sådan vil det aldrig blive

min vejrtrækning vil altid halse efter

mine fingre vil aldrig føle dig helt

og alting er forsvundet væk fra os

det kommer aldrig mere tilbage

vil du mig så stadigvæk?

er der stadig mening i os?

kan vi noget uden det?

jeg glemmer og tvivler

altid altid altid

tæt på katastrofen ånder jeg frit
stadig tættere på det sorte hul
slipper alle spændinger
hurtigt løb i forvirring
rod med alt hvad jeg har
og aldrig aldrig se tilbage mod land

her plaskende på må og få
finder fødderne ingen grund
armene syrer til og hjertet synker

så tænker jeg på stilheden
og roen i overgivelsen

dét vil jeg gerne
overgive mig
helst til forvirring
og tungt tungt hjerte

Rotten springer og springer for at komme op på sengen.
Jeg vifter kraftigt m lagnet for at forskrække den,
men den hopper videre, næsten mere ivrigt end før.
Så lander den helt inde på midten af sengen.
Jeg holder vejret mens jeg venter på hvad den gør,
min hånd aer den instinktivt på hovedet – blidt
den kigger op på mig med gamle øjne.

Fuck it
let’s go bowling

F

Det er når jeg holder dig stramt om livet
og trykker på de helt rigtige steder
så du næsten ikke kan få vejret
når du tvinges til at svare mig
på alt hvad jeg spørger om
give mig at hvad jeg beder om
uden at stritte og være besværlig
uden at jeg skal føle at behovet skriger
at jeg vil for meget eller mærker for dybt
det er her hvor jeg mister det hele
hvor alting blegner til fesne farver
og ingenting stritter ud til siderne
at jeg igen forsvinder væk og ud
uden at give besked og uden at give lyd
og efterlader dig udmarvet og træt
uforstående og tvivlende på målet
på hvad det er vi skal med hinanden
og hvor det eneste som står tilbage
er knappen som altid kan slippes igen

heldigvis

der er virkelig få mennesker jeg kan lide
de fleste mennesker irriterer mig meget
stort set ingen interesserer mig bare lidt
jeg ved godt det er utaknemmeligt
ikke at ville ikke nogen noget nogensinde
jeg ombestemmer mig lige efter ja’et
føler mig tynget ned når jeg vil væk
hevet i når jeg helst vil ligge stille
jeg lukker døren i og lukker alle ude
græder over min ynkelige uformåen
skriger i angst når jeg er endeligt forladt
straffet for mit hovne og opblæste sind

Røvhuller

sådan ender dagene på gulvet rodende efter klappen
jeg vil sætte den rigtig godt fast hvis jeg finder den
eller vil mine fingre blot langsomt slippe den igen
lade den ligge i et roligt hjørne glemt og forladt
i stille fryd over tanken om alle dem som går til?
Den uudtømmelige trang til at få alt tilbage vokser
total destruktion i altopsluende optagethed
alt suges ud – alt knækker – intet er helligt

wwuuuuuhhhuuuuhhhhuuaaaarrrrrrggggghhhhhh

nu vælter store strømme af kærlighed ud af mig
i frådende bølger kaster jeg den over alle omkring
folk vælter forvirrede rundt i kærlighedsmasserne
bumbende ind i hinanden gispende efter vejret
i dæmpet dødsrallen omkring mig vugger de indad
ender i brændingen rullende frem og tilbage
mens de langsomt svulmer op og sprækker
flyder ud af sig selv mens formen forsvinder

mit hjerte mangler klappen
jeg havde lige fundet den igen
men den sad løst og jeg var letsindig
tænkte at den ville holde af sig selv
det gjorde den ikke og nu er den væk igen
jeg kan tydeligt mærke hullet
hver gang hjertet tager et hop
vælter kærligheden ud af mig
oversvømmer uforvarende folk
og der er ingen vej tilbage

Nu sidder jeg igen og lapper små huller i min bluse
jeg har stadig ikke fundet ud af hvor de kommer fra
først tænkte jeg det var det gamle læderbælte
jeg fandt en lille split i bæltespændet som jeg filede af
og hullerne stoppede med at komme i en periode
men nu er de tilbage og jeg sidder her igen
lukker tålmodigt at hullerne med fine små sting
hullerne sidder nemlig lige midt på maven
og man ser det tydeligt når jeg har blusen på
så jeg tager mig tiden til stille og roligt at lukke dem
ét for ét med små bitte sting og tålmodighed
masser af tålmodighed

det er ikke ovre endnu
jeg suges ufrivilligt ind
til ydmygelse og usselhed
et selvskabt mindreværd
afsky for afvisningen
holder mig ofte tilbage
men jeg ender gang på gang
tilbage på knæene
med håb om ømhed
en hånd på kinden
et blik som vil mig
ord som udvider
arme der fastholder
jeg slår mig igen på dig
men elsker mine ar
elsker blodet som løber
huden som svier
knoglen som knækker
så ligger jeg dér
samler mig stille
tørrer sveden væk
og lader tiden gå
til jeg er tilbage igen

jeg vil have nogen kommer
jeg vil have nogen holder
bærer river flår mig slår mig
får alle cellerne til at slippe
slip grebet lad det flyde frit
lad det vælte ud af kroppen
som en stor fed flod af guld
der er ingen som ikke må få
og strømmen er utømmelig
stædig dunken følger mig
lad mig blive fyldt helt ud
mas al kraften ud i kroppen
pres den hele vejen op
så krudtet passerer frit
igennem den sitrende hud
igennem det dunkende kød
se jeg sprænges til atomer
og falder som rød guldregn
jeg flyder ud smuldrer forsvinder
og det gør ingenting
det gør ingenting
se det gør ingenting

OK, så et forsøg på battle! Hvem er egentlig dommer?

Jeg elsker efteråret, lugten af forrådnelse, den kølige blæst, regnen som trommer. Alt bliver nærværende og dejlig tungt.

Men OK, hvis det skal være depri, så lad det være depri!

:::::::::::::::::::::

mens hjortene brøler
falder grene i blæst
rammer hårdt hovedet
blade falder og snitter kinden
svampesporrer opsluger ådslerne
hasselnødder rammer uheldigt øjet
jeg blinker hårdt for at tiden skal gå hurtigere
jeg stirrer blindt for at tiden skal gå i stå
ingenting er som ønsket
årstiden minder igen igen om
død, jeg skal dø, vi dør
alting forsvinder
det må aldrig være nemt

Hej drenge! Jeg vil også være med, selvom jeg nok ikke vinder ;-). Jeg er nok lidt for blid til jer hårde drenge. Har ikke helt forstået hvor al den voldsomhed og vrede kommer fra. Men det ved I jo godt, så her kommer mit bud på efteråret og det som kommer.

Lyset forsvinder stille ud i rummet
Vi venter på det som kommer sammen
I fællesskab går vi mod vores alderdom
Der hvor rynkerne kommer i flokke
Hvor alting hænger lidt lavere end før
Jeg kigger på dig og smiler

Sammen med det forsvindene lys
Lader vi tiden gå stille af sted med os
Med årene og livet vi har levet sammen

Sammen med det blegnende blade
Lader vi huden hænge og knæene værke
Med regnen og temperaturen som falder

Sammen med de migrerende fugle
Lader vi hjertet vokse og børnene gro
Med blæsten som bærer os stille væk

Nu er mørket kommet og har lagt sig
Skyggerne forsvinder sammen med tiden
Stilheden rammer huset ind
Vi sidder kiggende ud og væk fra livet
Her er ikke andet end os tilbage
Og du kigger på mig og smiler

OK er der depri-efterårs-poesi-battle??
Jeg er mega-klar!!
Bring it on – Røøøødt Chooook!

Her kommer mit:
___________

de rådne æbler river i næsen på cyklen på vejen hjem fra byen
nu slår jeg hårdt til og bløder i en rivende fos ud af næsen
nu skyder jeg mig selv i benet for bedre at kende smerten
nu knuses min næse under vægten af alle ting nærvær
jeg brænder alt jeg finder i et kæmpe efterårsbål
så råddenskaben kan sprede sig med asken ud over byen
indtil varmen slipper og kulden bider sig fast

og
jeg skriger mine lunger ud
for
at få nogen til at kigge
og
ingen ser mig
og
ingen hører mig
og
ingen kommer
og
ingen vil noget
og
mørket kommer snigende
og
jeg lader det komme.

Der
hvor solen begynder at gå ned, i skumringen.
Der
hvor alle hunde er stille og ingen advarer mod det, som kommer.
Jeg
åbner døren og lader aftenens fugtighed snige sig ind.
Den
løber hen over gulvet op langs sengestolpen og ind under dynen.
Placerer
sig stille og ubemærket lige bag mit hjerte og jeg fryser stille ind.

I
kulden. I mørket.

som konturerne af dagene
nu kun bestemmes af lyset
så nedbrydes alle burder
og jeg sidder tilbage kiggende
efter det som kommer
lyst, drift, vilje, ønske

jeg er da ikke sikker på noget som helst, mindst af alt det som ligger lige for. Måske er det som ligger lidt længere fremme nemmere, det er i hvert fald tydeligere.

efter den lange nat gik de rundt forvirrede mellem hinanden. De havde løst opgaven. John var nøgen bortset fra et slips som hang løst om halsen, han stod ved bordet og prøvede at decifrere de forskellige skitser, som var strøet ud. De gav ikke rigtig nogen mening. Lila sad på sofabordet helt sunket sammen. Hun havde skrevet med blå tusch hen over panden og hen over sit øvre bryst og sad nu nøgen og stirrede ud i luften. Tegnene lignede mest en dels gafler, men var helt sikkert en del af en den større plan. Wu var ikke helt kommet sig oven på sidste del af seancen og sad på direktørstolen i sine hvide boksershorts og græd stille. Lyset var dæmpet i rummet, som et spædt morgenlys. krøllet papir, blyanter tuscher spredt ud over det hele, og alt stod skævt. Nu kom de endelig.

Pure your gentle name, pure your fragile life,
bees, shadows, fire, snow, silence and foam,
combined with steel and wire and
pollen to make up your firm
and delicate being.

det eneste jeg husker nu, er deres ansigter gennem bilruden. han tog masken på og vendte sig mod dem. overbærende? kom med det. de slog ham én af gangen i ansigtet, hårdt. han drejede hovedet rundt, så de kunne komme ordentlig til og hele vejen rundt. det var vigtigt, at han blev slået i hele ansigtet. slagene faldt effektivt og blottet for følelse. de havde gjort det før. der var meget blod, selvom masken tog det meste. den var nok lavet af kevlar, sad helt tæt og stramt om ansigtet.

æder sig ind
i rådnende kød
efterlader knogler rå
tænder bidt sammen

føler ingen skam
knirkende led
falder langsomt
ude af stand
til at holde mig

ligger stille
lader tiden forsvinde
skrigende tomhed
i fastholdt desperation

nu løber kroppen af med mig igen
den er holdt op med at lytte
lever sit eget hidsige liv
uden hensyntagen til nogen
det er et herligt syn
alt som stod flyder og vakler nu
ingenting hænger sammen
og jeg har ikke noget at sige

snart hopper jeg på
kaster mig ind i den
og hægter mig fast
så lader jeg den styre slagets gang
med blod, hud, fingre, tunge og hår
som vildt og uden blusel
gør det der er behov for
uden at spørge om lov