en blog til zina.dk

“Noche oscura del alma”

En una noche oscura
con ansias, en amores inflamada,
¡oh dichosa ventura!
salí sin ser notada,
estando ya mi casa sosegada.

A oscuras, y segura,
por la secreta escala disfrazada,
¡Oh dichosa ventura!
a oscuras, y en celada,
estando ya mi casa sosegada.

En la noche dichosa
en secreto, que nadie me veía,
ni yo miraba cosa,
sin otra luz y guía,
sino la que en el corazón ardía.

Aquésta me guiaba
más cierto que la luz del mediodía,
adonde me esperaba
quien yo bien me sabía,
en parte donde nadie parecía.

¡Oh noche que guiaste!
¡Oh noche amable más que la alborada:
oh noche que juntaste
Amado con Amada.
Amada en el Amado transformada!

En mi pecho florido,
que entero para él sólo se guardaba,
allí quedó dormido,
y yo le regalaba,
y el ventalle de cedros aire daba.

El aire de la almena,
cuando yo sus cabellos esparcía,
con su mano serena
en mi cuello hería,
y todos mis sentidos suspendía.

Quedéme, y olvidéme,
el rostro recliné sobre el Amado,
cesó todo, y dejéme,
dejando mi cuidado
entre las azucenas olvidado.

Det er så fejl-reflektionen af min formåen som forstyrrer. Jeg føler et stærkt behov for at rette i andre menneskers perception – det jeg så synes er en fejl-reflektion … men hvori ligger fejlen? er der en fejl? hvorfor må folk ikke se det, de ser og opfatte og udtrykke det, de ser? Hvorfor skal jeg rette på det? Deres perception er vel lige så valid som min. Og er vel egentlig ikke min, men netop deres. Hvorfor skal jeg eje den? Og nå ja, og hvorfor kan jeg så oven i det ikke rumme at være sådan som jeg er… bekymret, optaget, villende og interesseret? Hvorfor skal jeg være super zen og fed med det? Det synes som en alt for stor og unødvendig opgave at tage på sig

Kerouac, Ginsberg og Burroughs og deres tid i NY. Hvad var det med dem? hvad skete der? hvad skabte de? kan vi noget med det i dag? Der da de bøvlede rundt i NY i slut 40’erne og 50’erne. Den tomhed de søgte i intet at have, intet at skulle. Alt var muligt i dette limbo af ingenting. Tomheden som så kunne blive noget. Alt kunne mærkes, alt blottet og fuld skrue på følelserne.

Også i dag er vi berøvet alt, eller vi har ladet os berøve alt. Vi er moderne slaver, bundet af sociale og politiske burder og kreerede falske økonomiske behov. Men måske netop gennem dette, kan vejen vise sig for os. Når vi opgiver spillet. Melder os ud. Når vi slipper forsøget på at være med, at være inkluderet. Muligheden viser sig for et indre oprør. En vej ud af fastholdelsen gennem en søgen indad og udad. Uden kobling t verden som den er. Udenfor men indeni. Tomheden. Der er ikke mere vi kan gøre. Kun de blottede nerver er tilbage.

Kan man lave det skift? et skift i fokus. Ikke i trods ikke som ikke-villen. men som et rungende ja i iver og opløftethed. Beatitude? Naaah, det bliver for religiøst. Men henover, ja, under og igennem, retningen er lige meget. Der er behov for begejstring! Umiddelbar glæde. aaarh fuck glæde. det er trættende at høre på. men ud og frem og henover. slip slip slip lortet. Lad det være, der tynger ned. Det der lokker m simpelt velvære, blødhed og slatten smiger. lad dig ikke lokke – men lad dig hive med af det som kan mærkes helt ind i knoglerne, som får alle cellerne t at sitre og som kilder helt ned i storetåen. Dér ligger guldet og dér tror jeg vi kan finde vejen. Ikke bare ud af det store forkromede slaveri men også hen t den nødvendige forandring. Lige nu.

The Poet makes himself a seer by a long, gigantic and rational derangement of all the senses. All forms of love, suffering, and madness. He searches himself. He exhausts all poisons in himself and keeps only their quintessences. Unspeakable torture where he needs all his faith, all his superhuman strength, where he becomes among all men the great patient, the great criminal, the one accursed—and the supreme Scholar!—Because he reaches the unknown! Since he cultivated his soul, rich already, more than any man! He reaches the unknown, and when, bewildered, he ends by losing the intelligence of his visions, he has seen them. Let him die as he leaps through unheard of and unnamable things.

Det
er fordi, der mangler distraktion. Det som fører mine tanker væk fra det, som
ikke er. Det starter med, at jeg ikke har og ikke får. Tomheden kommer og
efterlader mig nøgen. Alt kommer tæt på og ind under huden. Jeg bliver over
følsom. Og der er alt for meget tid til tilstedevær. Der er ingen ting, jeg
skal, ikke noget der kalder. Intet kommer og flytter mig væk fra mig selv.
Distraherer mig med råb, tanker, villen. Så jeg sidder bare der og hører og ser
alt hele tiden. Blokeret og fastspændt i nu.

Så
jeg går indad. Begynder at rode godt og grundigt i min sjæls gemmer, og hvad jeg
finder hives og trækkes frem, vendes og drejes uendeligt. Jeg vil finde
meningen med det, forstå det hele alle detaljerne og bevæggrundene alt det, der
fordrede mig til at ende, hvor jeg er. Et spinkelt håb om at tingene giver
mening og sker af en grund. Jeg vrider mig af smertelig erkendelse. Der er
ingenting.

Nu går jeg udad. Til alle
dem der er derude. Hvem er du? Hvorfor er du her? Lad mig kigge på dig, finde
dig, føle dig. Pille dig fra hinanden. Lad os ligge i sammensmeltet ske og lad
os nive og knibe hinanden, så smerten vækker os til live. Du skal også føle. Du
skal også mangle. Vi skal stå samme sted med samme tomhed. Erkendelsen af
endelighed og den fuldkomne magtesløshed. Det er afslutningen.

aaaarrrrhhhh så sidder man der igen, føler sig vraget og smidt væk. Det har oftest været dig, som har gjort det skat, men ikke denne gang. Så nu får du mine ord om det. Jeg søger nok i virkeligheden altid det samme, leder efter den samme type mennesker, som kan skuffe mig igen og igen, som jeg kan smide uforholdsmæssig meget kærlighed efter og så blive knust over, når de ikke gengælder den eller lægger mærke til det. Jeg må jo indrømme, at det meste sker på indersiden, at det er de færreste, som får lov til at kende hele historien. Det gør det svært at tage hensyn til mig, når jeg ikke er åben omkring det. Du ved det, Zina, vi har været der. Vi har levet det sammen i fucking modgang og medgang, og som et gammelt ægtepar har vi bokset os igennem alle faser af samliv. I denne periode er vi tæt som aldrig før, og hvor jeg elsker det. Hvem ved hvor længe det varer? Men jeg er glad for os nu. Det er alt det andet og alle de andre, som er noget bæ. Men jeg ser tegnene, ser at det er det samme, ser at jeg ikke er kommet længere, og nu et kæmpe suk over at jeg bliver ved og ved og ved. Jeg ved godt, det er min egen skyld, at jeg selv skaber det og også skabte den her gang. Men av det gør stadig ondt. Jeg er ikke god til afvisningen. At blive valgt fra. Jeg vil have, at I alle elsker mig altid og uforbeholdent og allermest! Allermest mig! Over alle de andre. Jeg vil have den særlige plads, det særlige sted i bevidstheden, som ingen andre har adgang til, hvor ingen andre har plads.

Men jeg har det ikke. Jeg kan mærke det. Det passer mig ikke. At blive vraget.

Jeg ville skrive noget om at kommunikere, både mit eget behov for at kommunikere, hvorfor jeg nogen gange ikke kan, hvorfor det nogen gange bliver for meget. Er det muligt at finde balancen og hvorfor bliver jeg så skuffet og føler mig så lidt elsket, når det ikke flyder? Jeg synes altid, jeg er under. Synes jeg snakker og snakker og føler tit et overbærende blik fra folk omkring a la, huhej hun snakker godt nok meget hende der, roooolig nu. Jeg føler, jeg sludrer, og at der ikke er sammenhæng i noget som helst. Bliver higende, for villende – for meget!

Den simple indgang til det må vel være noget med at blive set (hørt – sic). Men for mig bliver det ofte den efterfølgende spejling, som jeg har størst behov for. At nogen siger noget tilbage til mig. Jeg øver mig på ikke at være så afhængig af det, øver mig i ikke at tillægge det for meget betydning, når I ikke siger noget tilbage til mig.

Men når jeg mærker efter, bliver jeg jo i virkeligheden ked af det. Skuffet over at I ikke tager jer tiden til at svare, føler mangel på respekt, mangel på interesse. Jeg slår mig på jeres selvoptagethed. Kommer til at tænke, at det må handle om, at I ikke synes, jeg er interessant nok, at det jeg siger ikke er værd at svare på. Men på det gode dage, så tænker jeg, at det kan da ikke passe ;-). Mon ikke det bare er fordi, at I har travlt, fordi I glemmer det. I princippet gerne ville, men kommer fra det og alt for meget andet fylder på to-do-listen.

Jeg prøver at glemme modtageren, glemme at jeg gerne vil have noget igen. Sende tankerne og ordene derud, uden at forvente noget igen, uden at kræve svar. Altså uden regning – give det hele uden at kræve noget igen, i kærlighed. Jeg vil ikke være bitter, jeg vil ikke være usikker, tvivlende. Vil bære mit nysgerrige villende sind med stolthed og holde fast i at alt godt sendt ud, kommer tilbage. Måske ikke i den form du havde håbet, ønsket eller forventet. Men tilbage kommer det.

I fortrøstning og kærlighed

XOXO Sussie

Det er i virkeligheden ikke så komplekst igen. Det er det utømmelige behov for bekræftelse, som ligger lige under overfladen af dit hungrende blik. Det blik som fanger mig hver gang, som jeg fortaber mig i. Som lokker mig ud og væk, og som lover meget mere, end det kan holde. Jeg nægter at holde mig tilbage, fuck det, lad os gå hele vejen. Lad os kaste os over hinanden, i det vi kender, lad os kneppe hele dagen, lad mig tage dig hele tiden og over det hele, kom an med alt dit pis, kom an med dit dunkende skød, jeg kan tage det. Falder ikke sammen eller bort. Opfylder med glæde det du kalder overdrevent, hænger mig ikke i detaljer som flere eller mere. Du får, du tager, og jeg vil gerne, du må gerne. Jeg går ikke i stykker. Med dig bliver jeg stærk som en okse, og du kan hænge på mig, rive i mig, kneppe mig gul og blå og jeg vil stadig have mere. Kan du tage mig? Jeg giver dig alt og mere til. Vil du have mere? Kom herhen

Jeg har altid
glædet mig til at blive 40. Derfra ville alle burderne, skullerne og villerne
begynde at slippe lidt. Og ganske rigtigt. Det var lige der omkring de 40 år,
at jeg kunne slappe af. Dér kom det nærmest også som en overraskelse for mig,
at jeg kunne. Jeg var blevet så vant til altid at gå med maven en smule spændt
op, så da den en dag pludselig gav slip, troede jeg et øjeblik, at jeg havde
skidt i bukserne. Det var en så stor åbenbaring for mig, at jeg havde svært ved
ikke at smile en hel uge. Det var som om mundvigene krøb op helt af sig selv.

Jeg er ikke bange
for forfaldet, jeg synes bare ikke, at jeg har haft særlig lang tid til at
forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i
spejlet. Min stædige forfængelighed lokker mig stadig forbi et par gange om
dagen – jeg kender jo efterhånden mit ansigts tendens til at samle skidt i
øjenkrogen og gro strittende hår på uhensigtsmæssige steder. Pludselig lægger
jeg mærke til min krops umuligheder, smerte som vil ordnes og forholdes til,
rumlen som forvarsler betingede ture på toilettet. Ja, jeg ved godt det ikke er
særlig romantisk, men det bliver netop i opmærksomheden på detaljerne i livet,
at jeg mærker, at jeg stadig er her og slippet til fortiden og alt det bøvl der
var forsvinder. På mange måder er min hjerne smart, jeg husker selvfølgelig
svigt og smerte, men hvis jeg er helt ærlig, så er det ikke det som fylder nu. Lige
her fungerer min hjerne strålende, den gør lige hvad jeg beder om, og efter
mange mange års trænning, kan jeg snildt få den til at slippe fokus på de små
daglige irritationer og de store onde svigt og de uopmærksomme fortrædelser.

Så dér i de dage,
hvor jeg ikke husker alt for meget, hvor øjeblikkets detaljer lov til at fylde
det hele, hvor jeg igen nyder at øve mig i at tage opvasken, gøre det hele lidt
langsommere, end jeg ellers ville, mærker jeg hver en sitrende fiber af min
krop, mærker jeg hver en detalje ved
glasset, mens svampen sæber det ind, mærker jeg ujævnheder hvor krummer har sat
sig fast, som nu forsvinder i en sky af skum, og som bliver skyllet af i en
stille strøm af lunkent vand, til der blot er den let knirkende lyd af glasset
og mine våde afsøgende fingre, som tjekker om alt er godt. Jeg hengiver mig
glædeligt til store glædesbølger af kærlighed, accept af ikke at forstå noget og
gennem de helt små tings magi, lader jeg alle mellemregningerne stå. Og således
fordybet forsvinder dagene, roen indfinder sig og stilheden begynder.

Pludselig løb shcæferen ud på den nyligt asfalterede vej, og snorren blev fanget under den store asfalttromler, som stadig kørte frem og tilbage over den nylagte asfalt. Jeg råbte højt, og den stoppede. Skreg til dig, at du skulle gøre noget. Løb over og lagde mig ned på knæ. “Bak for helvede lidt tilbage – langsomt!”. Schæferen lå fastspændt til tromlen helt stille og kiggede på mig med blanke øjne. Den var ikke død men meget stille. Et billede af dens knuste underkrop viste sig for mit indre blik, mens du bakkede langsomt. Jeg løsnede først snorren derefter den mærkelige sele, de havde givet den på i gården – det var ikke svært. Langsomt faldt schæferen nedad mod asfalten, den rørte sig stadig ikke, men jeg kunne se, den ikke var kommet til skade, den var bare i chok. Jeg lagde en hånd på dens bryst og kunne mærke hjertet slå kraftigt og hurtigt.

Two thick ropes of dark blood and two slender rose like snakes from the stump of his neck and arched hissing into fire. The head rolled to the left and came to rest at the expriest’s feet where it lay with eyes aghast. Tobin jerked his foot away and rose and stepped back. The fire steamed and blackened and a gray cloud of smoke rose and the columnar arches of blood slowly subsided until just the neck bubbled gently like a stew and then that too was stilled. He was sat as before save headless, drenched in blood, the cigarillo still between his fingers, leaning toward the dark and smoking grotto in the flames where his life had gone.

[Blood Meridian p. 113]

til sidst er jeg ude ved et hus ved vandet, som jeg har lånt eller lejet. det ligger ude på en slags skrænt og er meget frit og flot og gammelt, men også skrøbeligt. som et gammelt fisker hus. jeg vil fikse noget med taget og har fået at vide, at jeg kan flække nogle brændeknuder, som jeg så kan hamre på taget. jeg får flækket noget træ og sidder nu oppe på taget, det går egentlig meget fint, selvom vinden blæser meget og det virker som om, huset gynger lidt. du kommer op og er på taget med mig. jeg arbejder på den side af taget, som vender ind mod land, og mens jeg står på det gyngende tag, går du frem og tilbage, huset gynger mere. jeg siger til dig, at du skal stå stille og ikke komme ud på midten af taget. jeg kigger over tagryggen og ser, at taget falder brat ned, hældningen er nærmest lodret. jeg undrer mig, og det giver et sug i maven, jeg tænker lidt og siger til dig, at det bliver meget svært at lave den del af taget. du kommer ud for at se, og huset begynder at vippe faretruende ud mod vandet. vi ser, der er et tov, som holder husets båd fast til taget og forstår, at hvis vi ikke får løsrevet os, så trækker båden huset med ud i havet. vi smider en stor stamme ned fra taget men forstår for sent, at det betyder, at båden nu flyder væk. vi springer ned fra taget og får fanget træstammen og begynder at trække. jeg er bange for, at tovet knækker, da jeg kan huske, at tovet er bundet sammen af forskellige stykker reb og tov, og noget af det er tyndt som sytråd. vi hiver og hiver og får vendt båden, det er ikke særlig svært men synes meget dramatisk. det blæser meget, og der er krusninger og bølger. det er en sejlbåd, men sejlene hænger underligt ned, for de er ikke sat, vi hiver løs, og båden vender og begynder at nærme sig os. For hvert hiv tager båden vand ind i stævnen, fordi det går så hurtigt, at den stikker under vandet når vi hiver. vi bliver nervøse for, om vi når at få den over til os, før den fylder med vand og synker. det gør vi i sidste øjeblik, og jeg løfter den op med torvet og tømmer det meste vand ud. du er forbløffet over at vi kan og hjælper med det sidste vand som, på trods af at vi har løftet båden nærmest op over hovedet, bliver inde i båden. det gør dog ikke noget. vi trækker båden ind af en slags kanal, som løber bag ved huset og fæstner den ved træbroen. det er et fint hus og der dufter godt. lidt som ude ved slusen i Ribe. af tjære, saltvand og tang.

det var vist dér, jeg havde en lejlighed. eller hov nej, der var en restaurant. jeg havde været i bygningen, det var måske lidt som gamle westend nede i stueetagen hos claus, og han havde overrasket mig ved at være tilstede og være dejlig og være tæt på. jeg kunne rumme ham, og han var god at være i nærheden af. så var jeg inde i byen, det var vinteragtigt med is på gaderne – sjap, sådan lidt frossen. jeg cyklede sammen med én, det var lotte, og der var mange lys og en stor plads, og jeg læste, hvad der stod på bygningen, men jeg kan ikke huske det nu, men det var godt og rigtigt at kunne. vi cyklede over pladsen mod vandet, og der gik en flok mennesker. de havde alle sammen pelse på, først et par, hvor kvinden haltede af sted, jeg tror, hun havde vredet om på foden, så kom der flere til flokken. jeg tror, de var japanere eller russere. pelsene lignede, at de var syet af stykker af kaninskind alle sammen samme stil. de så bløde ud, men de var samtidig underligt firsersmarte, som noget der hørte en anden tid til. stykkerne af pels var i forskellige farver, de var næsten alle sammen korte og lidt for fluffy. vi cyklede langsomt forbi dem, ud på en trægangbro, som førte ud over kanalen langs havnen, det var lidt svært, da der var mange og de stod uhensigtsmæssigt. en var snublet og faldet, måske hende der haltede, og det virkede som om, at de andre satte sig ned omkring hende, sådan lidt på hug. vi sneg os omkring dem på cyklerne og kørte langsomt videre ud over træbroen, hvor der var is og halvfrossen sjap, som hele tiden førte mod højre mod vandet, men vi kom over på den anden side. der var en restaurant – der i hjørnet på pladsen fra den tidligere drøm, dér hvor jeg havde været før, og det var også lidt claus fra underetagen igen, som var der. måske vil vi spise der. vi sætter os derinde og tænker, at der er rart, det synes lotte også. hun har nogle mærkelige sko på, de er sorte, og forrest er de formet som en andefod, bagud er de slanke med en flot høj hæl, hun siger, at det er de eneste høje sko, hun stadig kan have på uden, at det gør ondt. det er noget, vi snakkede om tilbage i lejligheden. mens vi sidder der, kommer der en masse dejlige mænd ind eller ud fra baglokalet. de abejder der alle, og blandt dem er rasmus og nogle af de gamle gode fyre, de synes at skulle på restaurantbesøg, og jeg rejser mig og knuser med dem alle. jeg føler mig heldig, herlig priviligeret og cool, fordi jeg kender så dejlige mænd, som alle vil knuse med mig, jeg nyder opmærksomheden. de er fire stk. deriblandt morten. og de snakker lidt om, hvorvidt lotte og jeg skal med ud at spise, jeg bliver glad for tanken og det impulsive, forestiller mig en dejlig aften alle sammen sammen, men morten lukker den, da han siger, at de har noget vigtigt, de skal snakke om, og jeg forstår det godt – det er arbejde, men bliver alligevel skuffet over ikke at måtte være med mere. jeg forstår, at jeg er en distraktion, som han ikke orker. lotte er med i distraktionerne. vi bliver dog siddende og kigger på dem, som de går af sted. i deres fine – vi skal i byen tøj. de er dejlige at se på, en flok drenge på tur, og de laver fis og pjatter. vi er glade for at se på dem. og glade for at være der sammen. så kommer claus tilbage, men det er ikke rigtig claus mere, men en slags blanding af knutti, ham og en eller anden langskægget fyr, lille lidt stor og med noget skæg halløj. jeg knuser ham og holder ham og føler mig tryg lige der, føler jeg kryber ind til ham og er rolig. så er det min lejlighed, lidt samme sted men alligevel nu oppe og med udsigt, jeg er i køkkenet, og jeg åbner lågen under vasken for at finde en affaldspose – det føles alligevel som restauranten, rasmus er der, og vi snakker, og jeg spørger, om det er en gave fra ham med alle de neophos platiskposer, som ligger under vasken – jeg skal bare finde en affalsdssæk. det er det, siger han, og jeg tager en ud af den kæmpe store stak – de har lagt dem der til mig drengene. det er lidt svært. jeg begynder at folde den ud, og det viser sig, at være en helt vildt fed duffelbag agtig sag, i røde tern med sådan nogen kraftige stropper. jeg spørger rasmus, da jeg ikke kan forstår, at den skule være til affald, han griner og fortæller, at det er sådan nogle, de alle sammen rejser med, og nu har jeg også én. det er neophos, som laver dem, sammen med alle affaldssækkene, og det er de bedste på markedet, når man køber, så får man så også bare lige helt vildt mange affaldsposer med, men det er rejsetasken, som er den egentlig gave. det er jeg vildt glad for og tænker på det, jeg skal ud og se med den på ryggen. jeg er ved vinduet i lejligheden, som er underlig skod, men også rar. den har samme varme fornemmelse som tante busters lejlighed, sådan lidt kold-varm. der løber en flod nedenfor altanen/vinduerne og vinteren er kommet – der er stramme regler for, hvad man må på altanerne, og jeg står og kigger på det skriv, som fulgte med lejligheden med reglerne for hvad man må på altanerne. det er lidt sjovt. noget med at man ikke må urinere, og jeg tænker på hvem og hvornår man gør det. jeg fortæller rasmus om aftenen hvor jeg blev trist over, at jeg ikke blev inviteret med, ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi jeg føler mig så skide sårbar, når jeg står derude og virkelig gerne vil, og afvisningen er svær for mig at rumme. jeg vil så gerne villes.

uh den er god. Dagens skriver sidder lige i hånden. Jeg er lidt tom i hovedet lige nu. Glæder mig til at komme hjem i trygge rammer. Lidt ro på, ting der ikke maser sig for meget på. Det er vel en form for balance jeg søger. Det har nu altid været noget bøvl for mig. Men jeg har besluttet ikke at give op. Ikke at jeg kan, om jeg ville. Nej tanken er at blive ved, insisterende og kraftfuldt vil jeg følge mine indskydelser og løbe af sted, når der skal løbes, stå helt stille når tiden er til det og råbe højt når det føles rigtigt.

Jeg ved ikke hvorfor tanken er der, at jeg ikke skal være her i særlig lang tid. Måske er det set i bakspejlet. Det jeg allerede har oplevet. Eller er det fordi det rent faktisk er sådan det bliver? Jeg ved ikke rigtig om det skræmmer mig eller det egentlig er ok. Jeg tror det først og fremmest gør mig lidt trist. Trist over at skulle forlade det jeg holder af, men også en form for lettelse i at være fri og presset som forsvinder. Altså det pres jeg lægger på mig selv. Krav. For høje? Er det der lorten ligger? Jeg skal være modig, åben, udadvendt, klog, favnende, elskelig. Jeg skulle til at skrive, hvad jeg synes jeg er, men det er sgu’ ikke så langt fra. Hvis ikke faktisk sådan. Og hva’ så? Er det så fordi jeg er færdig, at jeg kommer i tvivl. Roen jeg søger, fordi jeg endnu ikke har forstået at jeg faktisk er ankommet. Men ankommet Schmankommet. Så er det vel bare næste mål som skal findes. Næste projekt. Og skulle det så være døden er det næsten for plat. Jeg må kunne finde på noget bedre. Selvudvikling. Stilstand som roden, ikke døden. Den skide ro som hele tiden vil findes og væres. Er jeg da ikke rolig? Det er jo netop det jeg har været. Her i den sidste tid, hvor alt har bevæget sig i slow motion omkring mig og intet har mast sig på. Men jeg jo i virkeligheden mere end bare ro. Jeg vil også have øjeblikke af fuldstændig klarhed og genialitet, som bliver set og anerkendt. Det er jo ikke desværre ikke noget der kommer uden investering og her kommer modet så ind igen. Investering. Springet. Ud på det dybe vand. Satse alt, eller i hvert fald sig selv. Musikken blev så stille. Hvorfor mon. Jeg kan ikke engang se det selv. Jeg kan slet ikke mærke den. Har jeg givet op? Eller er det som det føes bare sådan det er og skal være? Lige nu er det i hvert fald. Lige nu er der stilhed – selv ordene falder tungt. Og tonerne er helt væk. Er det mon det der føles som døden? Her kommer ingen fremmede toner, ingen fremmede ord, ingen fremmede tanker. Kun de trygge rammer og kærlige velkendte ord giver det rigtige. Jo, jo det er ikke umuligt at det faktisk er det der er svaret. For nu.

OK – leve i nuet og ikke se tilbage, ikke søge nydelsen, men glæden – måske
ikke evig men komplet? Jeg er ikke sikker på det, ikke sikker på, at det er
det, jeg laver. Der er nu meget af det, jeg genkender direkte og er 100 % enig
i, men der er et eller andet, som skurrer ved udgaven af total overgivelse –
eller given slip. Nok fordi jeg altid vil videre og væk. Jeg tror heller ikke,
jeg føler, at jeg kun søger glæden eller nydelsen, men derimod hele oplevelsen
– vel vidende at den også indeholder smerte og lort. Jeg vil gerne have det
hele med. Jeg vil suge alt og det hele ud af alting! Af alle mennesker. Både
det gode og det dårlige. Jeg er nok ikke uenig …

Nuet, ikke
se det i fortid ikke se det i fremtid, bare lige nu og så leve det fuldt. Leve
det som det kommer, uden frygt og uden for megen spekulation. Det bliver nok
det, som vil være den største udfordring for mig. Jeg holder jo utrolig meget
af at spekulere alt til døde og overtænker helst det meste. Frem og tilbage se
begge veje, se det hele i et hele og med det hele, så jeg kan mærke alle dele
af det, det kan bringe og det, det har bragt. Mere vil have mere. Jeg vil have
det hele.

Så er der
ensomheden, at vi lever det alene – eller i hvert fald som udgangspunkt alene.
Jeg vil gerne undgå at blande tingene sammen, og jeg vil have, at jeg kan gøre,
hvad jeg vil og har lyst til. Jeg vil have lov til at søge det, jeg vil og
finde det, som er. Sammen og hver for sig, eller altid sammen og altid hver for
sig.

Således
markeret, så er jeg i virkeligheden helt vildt med på tanken. Og synes på mange
måder, at det er i den retning, mit liv har bevæget sig i de sidste mange år –
langsomt men sikkert. Jeg snakker tit om balance. Jeg kan enormt godt lide det
ord. Det skal balancere – og gør det hele tiden – også uden villen og også selvom
jeg ikke gør noget. Det er i den rene bevidsthed, at den sande balance kommer
frem, og jeg kan slippe forsøget på at holde fast i en særlig udgave af mit
liv, men blot at være konstant klar til at flytte vægten fra den ene til den
anden fod. Uden at fokusere for meget på lige nu, men kigge længere frem – hele
tiden længere frem. Ikke i tid, men i væren – længere op måske.

Det er nok
i virkeligheden bare det med nydelsen, som irriterer mig lige nu. Jeg kommer
måske til at jage den for meget – i stedet for bare at leve den. Men jeg bliver
vel nødt til at skabe nogle omstændigheder, hvor den kan opstå? Finde frem til
de mennesker, som jeg synes er sjove og dejlige og fede at omgås med at være i
nærheden af. Og så ellers suge det absolut maksimale ud af dem! Det skal måske
være det, som er forsøget, det bevidste forsøg – nemlig at lade det være
tilstede i nuet og ikke forsøge at lede det. Jeg er ikke sikker på, at det kan
lade sig gøre… OK taberrøv! Så er der i hvert fald ingen chance for at det kan
lade sig gøre. Måske kan det godt. Jeg kan i hvert fald slippe det nu og lade
være med at kontrollere det. Lade det bære mig derhen hvor det skal for alle
omkring mig og ikke mindst mig selv.

Hvorfor
ikke?

Jeg var startet på et stykke den anden dag, som handlede om, hvor meget jeg keder mig. Så kom jeg til at slette det. Det var også røvkedelig læsning. Nu gør jeg det igen. Altså keder mig, og i et forsøg på at slippe ud af kedsomheden skriver jeg nu igen om det. Og så hører jeg musik. Det lyder jo helt vildt godt. Wauw, så sidder hun der og skriver og lytter til musik. Det er lige før jeg skulle skrive en FB kommentar om det, så alle kan se, at nu keder jeg mig ikke mere men sidder og skriver og hører fed musik, jeg kunne måske også lige lægge den der video op igen med mit nye yndlingsband, som ingen af mine 300+ venner har liked. Pisse skuffende. Nå men faktum er at jeg stadig keder mig, jeg bliver bare ikke distraheret mere.

Jeg har set TV serier og sovet nærmest hele dagen, det er det, jeg mener med distraheret, men på et eller andet tidspunkt blev det så kedeligt, at jeg måtte give mig selv en badeværelsesopsang i spejlet – så satte jeg mig og sang og spillede på klaveret, men det lød og føltes hurtigt kedeligt så nu sidder jeg så her og skriver og lytter til musik.

Jeg har tjekket alle mine 300+ venners liv på FB 1000 gange, men der er ikke nogen, der laver noget sjovt. Der var en, som skrev om en sanger, hun ville høre, ham tjekkede jeg ud, det var også meget godt. Han sang i hvert fald røven af, men skuffende nok var det sgu lidt for poppet til mig. Jeg kan ellers godt lide pop, men åbenbart ikke så meget mere. Jeg begyndte i hvert fald at kede mig endnu mere, eller i virkeligheden blev jeg nok lidt ked af det. Det er næsten værre end at kede sig, i sær når det er over dårlig musik eller kedelig musik. Blive ked af kedelig musik. Det er det jeg gør.

Det er mærkeligt, jeg troede ikke at man kedede sig mere efter 30, men det gør jeg altså. Ret tit ovenikøbet. Når jeg fortæller om mit liv til folk – hvad der sker for tiden – så synes jeg altid det lyder helt vildt spændende og action packed, men når jeg lever det, så keder jeg mig altså det meste af tiden. Jeg ville ønske jeg kunne opleve det liv, jeg lever bedre, så jeg ikke kedede mig så meget. Eller bare opleve livet i sådan en kondenseret version, så jeg ikke er så pinlig bevidst om, når det er kedeligt.

Da jeg skrev den anden dag – det der andet stykke – så skrev jeg noget om, at det nok er stilhed før stormen, og at det er fordi, at der sker så brandmeget inde i hovedet, at man ikke kan rumme også at få input udefra. Det er jeg altså kommet noget i tvivl om nu. Jeg tror bare, det er sådan, mit liv er og bliver. Mon ikke bare jeg skal øve mig lidt mere i at opleve det jeg lever og så slappe af med det, når jeg keder mig. Åhh tis, nu kom jeg til at give mig selv gode råd. Der er ikke noget mere taberagtigt.

Jeg gider ikke rigtig skrive mere nu, det her har taget mig 8 minutter at skrive … min YouTube playlist er ikke halvt færdig, og jeg har stadig ikke drukket noget af min te – og ikke mindst, så keder jeg mig stadig og kl. er kun 2 min. i midnat. Jeg kunne selvfølgelig bruge den næste halve times tids på at læse korrektur på det her. Få sat de der skide kommaer de rigtige steder. Det ville være så meget nemmere, hvis jeg nu gjorde det fra starten af i stedet for. Det er noget værre nørkleri bagefter.

Jeg læser det lige igennem, så kan det være jeg smider det på Zinas blog. Det er tusind år siden jeg har skrevet derinde. Hun blev sgu så hidsig sidste gang. Men det her kedelige bavl kan hun altså ikke hidse sig op over … eller hvad siger du Z?

Jeg er en
medløber. Jeg bliver smittet af folks entusiasme over hvad som helst. Lidt råb
og høje stemmer og jeg føler mig opløftet af glæde. Adrenalinen flyder i mine
årer, mit bryst hæver sig op, og jeg kan mærke vingesus og sommerfugle tage mig
med.

Jeg er en
vendekåbe, som man ikke kan regne med. Som altid vil forlade sig på hvad og
hvem som helst, som i øjeblikket giver mening. Er det godt? Har det værdi? Er
det ikke skræmmende kynisk og koldt? Måske lige bortset fra for den, som bliver
løbet med og vendt til …

Hvad er godt ved
et ubesluttet sind? Denne tomhed som lader sig fylde af hvad som helst, uden
kritisk sans, uden at bedømme eller bestemme selv. Hvis bare det lugter lidt af
frihed, villen og drømme, så er jeg med uden blusel og uden at holde mig
tilbage.

Dette føles som
en bekendelse af den slags, man skal tilgives for. Behovet er der nu ikke
umiddelbart. Jeg har altid set det, som et positivt træk ved min personlighed –
at jeg lod mig rive med. Men i dag overvejer jeg, om ikke jeg har taget fejl.

Råb højt, vift
med armene, drøm, vær fri, vær ubunden, og jeg er med uden tvivl og
tilbageholdenhed. Lige indtil der er en anden tanke, som fanger min
opmærksomhed, en tanke som tænder mig i sin frihed, i sit mod, i sin ubundne
villen.

Så er jeg af sted
igen. Er der da ikke noget, som fanger for evigt? Som efterlader mig helt
opfyldt og klar i hovedet. Hvorfor skal det hele være til salg? Er der ikke
bare én ting som er hellig? Som er nok til at stoppe denne evige
foranderlighed.

Dér kommer den og
styrer pludselig det hele, tænder mig så let som ingenting. Jeg kaster alt fra mig
og kigger mig ikke tilbage. I glædes over kraften i tanken, mine tændte øjne og
den ubundne energi. Alt føles ærligt og rigtigt lige dér. Men hold godt fast,
det varer kun et øjeblik.

Hvis sikkerheden kun kan være, at intet er
sikkert, har det så værdi? Jeg kommer i tvivl om min egen værdi, når jeg ikke
føler ønske om eller evne til at fastholde noget som helst som særligt og urørligt. Er det hele så lige gyldigt
eller er værdien øjeblikket som er, unikt og særligt?

Jeg giver op for nu og stiller mig tilfreds med det, jeg er. En ny forståelse
for kristendommens tanke om menneskets uformåen spirrer. Men samtidig er jeg
fyldt at min egen unikke evne til at være lige her og nu og følge det, som
synes godt og rigtigt i øjeblikket. Det er vel ikke uformåen?

Der sniger sig den grimmeste misundelse ind, når jeg læser om alle de satans selvfede røvhuller på FB, der skriver om lækre julegodter og velsignet ro, mærkværdige klassiske udøvere, som man aldrig har hørt om, interne beskeder giver på kryds og tværs af vennekredse, som virker som om, at alle andre har det sjovere end mig. Er det bare menneskets evne til at få alting til at lyde lækkert i et show af selviscenesættelse og selvfedhed?

Jeg sidder bare her og tuder på anden time og tror snart, at min krop er helt tørret ud. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg græder, det startede vist med mangel på forståelse af mit skrøbelige sind, men er nu endt med alle de der ekstra tårer, som altid stiller sig op i køen, når der nu endelig er hul igennem, er løbet løbsk. Det gør mit hjerte helt stille og blødt, lader ensomheden sænke sig over mig og minder mig om, at det er alene, jeg er, lige meget hvor mange mennesker der står omkring mig.

Det er egentlig OK, jeg vidste det jo godt. Det kan undre mig, at det kommer som en overraskelse hver gang. Men da jeg jo ikke viger tilbage for en god tuder og en svælgen sig i selvmedlidenhed, så er det jo næsten en luksus, at jeg formår at glemme det. Således kan jeg lade mig overraske igen og igen, når jeg indser den samme banale sandhed.

Jeg drømmer at jeg går/ser på en lang vej i en tør by, hvor der for enden af hovedgaden ligger et gammelt hus – det er gråt, og vinduerne er alle taget ud, så vindueshullerne står som mørke huller i det grå hus. Det ligner lidt en gammel stationsbygning. Jeg går ind i det og møder to mænd jeg kender derinde. De har ikke noget umiddelbart ansigt jeg kan genkende, men jeg er fortrolig med dem begge to. Hele huset er ryddet og klar til at blive revet ned, men folk i byen er stærkt i mod det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg går ud og går en runde i byen, som minder lidt om en blanding af en italiensk middelalderby og en mellemøstlig støvet by, med kringlede gader og små butikker. Jeg går opad og kommer til et udsigtspunkt, hvor man kan se havnen og bugten, hvor byen ligger. Der er masser af liv og god stemning. Jeg vil vende tilbage mod huset og se hvordan det går med kampen og vender mig mod højre, hvor der er tre veje, som fører ned mod hovedgaden. Jeg vælger den første og konkluderer observerende at jeg må kende byen, siden jeg ved hvilken vej, der er hurtigst.

Jeg kommer ned på hovedgaden og ser, at maskinerne er på vej vej mod huset. Jeg skynder mig derhen og går ind. Jeg møder de to mænd, og vi står og snakker om, at de jo ikke kan rive det ned når vi er indeni. Så mærker vi pludselig at huset rokker frem og tilbage og vi rokker med og har svært ved at holde balancen. Det er som om, det bliver skubbet til af en stor hånd, og jeg går hen i mod væggen og vinduet og kigger lidt ud. Ganske rigtigt står der en gravko og vipper til huset. Væggene skifter form og farve og det er som om at hele huset vælter omkuld, som når man vælter en papkasse. Det går rimelig stille og roligt og pludselig føles det som om at huset nu flyder på noget vand – det ligger sådan og svajer og bopper op og ned. Så bevæger det sig af sted med større fart, som om det ligger på en flod og bliver taget af strømmen. Det går ret hurtigt og jeg undrer mig noget og er lidt nervøs. Så tager farten af og vi kigger ud af vinduet, vi ligger nu på en meget stor sø, den er mørk og omgivet af træer der ligger og rådner i vandkanten – halvdøde. Jeg vil gerne ud af huset og ind på breden, men kan ikke helt finde ud af hvordan. De to mænd er stadig helt rolige og ser ud som om det er helt normalt. Jeg kigger ind på søbredden og kan se der står en lille pige og fisker. jeg kalder på hende og hun kigger op. Så fanger jeg en af de grene der ligger ud i søen og kan få huset i bevægelse hen i mod bredden, men da huset rammer og jeg vil kravle ind på bredden flyder det væk igen. Jeg hiver mere til og huset kommer op og ligge på bredden. Jeg kravler ud og op på bredden. Der er en trætrappe. Pigen er der stadig, men er ikke særlig interesseret i mig. Nu er jeg mere rolig.

OK, så tjek den her: Jeg drømte, at mit blik svævede over en lang kyst, havet var mørkeblåt, og jeg konstaterede, at det var Atlanterhavsfarven og ikke den tyrkise Middelhavsfarve. Vanvittigt smukt. Kysten var klippeagtig og gullig-brun på den varme og svedne måde. Der var en vej der fulgte kysten, som jeg tror, vi var på. Mit blik svævede rundt oppe over det hele, og jeg så skibene – helt kridhvide på det mørkeblå hav. Vi var på ét. Der var ingen mennesker. Vi stod i stævnen oppe på rælingen og søgte noget. Jeg spredte armene ud og lod mig falde ned. Havet lå flere kilometer under mig, og jeg faldt langsomt. Forstod at jeg ikke faldt hårdt men nærmest svævede og besluttede at flyve i stedet. Det var dog mere som at svømme, og vi fangede hinandens hænder og arme og grinede højt. Så så jeg to huse flyde på vandet. Det ene var lille og hvidt det andet orange som en redningsbåd bare formet som et hus. Lidt nervøs for hvad jeg ville finde inde i det orange hus, svævede jeg ned og kiggede ind, men blev glad og lette over at der bare var sengetøj. Det hvide var lille og tomt. Vi boede der og ventede – glade, gyngende og frie.

Ahh – sikke en god én

Jeg var helt vildt heldig i nat. Jeg drømte om en lagkage, som skiftede farve, størrelse, stil – ja alt, hele tiden. Den blev ligesom man gerne ville have den. En gammel veninde lagde sig ned i den, og jeg blev faktisk lidt forskrækket, men så tilpassede den sig fuldstændig hende krop og blev nærmest til en smuk blød farverig madras, som hun faldt helt hen i. Jeg husker det var meget smukt.

Sikke en kage…

så kan jeg bare sidde her i hjørnet helt stille og hviske for mig selv. jeg tror i virkeligheden ikke der er så mange der kan høre mig, også selv når jeg hvisker virkelig højt. sådan har det altid været, det er ikke noget, der kommer bag på mig. ikke noget der gør mig specielt ked af det. bare stille affinden sig med. det er mere min stil. der er kun de der helt specielle øjeblikke som kan rive mig ud at stilstanden. der hvor alle omkring mig råber så højt og løber forvildede rundt, der er der plads til mig. jeg stille mig langsom op. starter helt stille med den mindste lyd jeg kender. lader den vokse støt og roligt i styrke og langsomt langsomt bliver den til det højeste skrig. min mund står vidt åben og lyden er øredøvende. der er dog stadig ingen der ser mig. lyden kom snigende så ingen lagde mærke til den. de tror den er en del af den almindelig larm. men det er den ikke. den er al min smerte og indholdte galde der kommer ud på én gang. én gang for alle højt og gennemskærende. så holder jeg op. lige pludselig og uden forvarsel stopper jeg lyden og synker ned i mit hjørne igen. forskellen er så stor at alt ophører, alle stopper op og stilheden falder som en sten. Her er friheden det ultimative tomrum som et vakuum. freden sænker sig igen i min sjæl og jeg smiler stille for mig selv.

Jeg har fuldstændig glemt hvem jeg er. Det er mystisk, men det er helt væk. jeg kunne huske det klart, da vi startede, men her efter noget tid er det helt forsvundet igen. Er jeg helt forsvundet igen.

Jeg har prøvet det før, og er derfor ikke umiddelbart bekymret. Jeg kan f.eks. huske mange af de helt simple kendetegn. Hvordan min næse rynker, når de trækker. Hvordan min pegefinger sætter brillerne på plads. alt sammen uden at jeg tænker over det.

Det er først når jeg begynder at tænke, at problemerne begynder. Kan jeg lide uldne sweatre? Hvordan fortrækker jeg min bøf? Min rødvin? Alt det instinktive kommer af sig selv, men jeg mangler alle de ekstra ting – her bliver nødt til at prøve mig frem.

Det føles lidt, som om jeg genopfinder mig selv hver gang. Alting får ny betydning og åbner nye muligheder. Det giver mig en chance for at ændre på tingene. Pludselig kun at gå med silke og spise blodige bøffer med en knastør chianti.

Det varer nu sjældendt ved. Det er kun de små ting som vil ændres. Som hvordan jeg holder koppen i hånden, når jeg vasker den af. Alt det andet falde langsomt i hak. Jeg kan ikke lide uldne sweatre – de kradser, bøffen skal være rosa og chianti er opreklameret og alt for tør.

Jeg både elsker og hader min glemsomhed. Det er trættende at skulle prøve alting igen og igen påny, men det pirrer min nysgerrighed og giver håb om forandring. Det synes nu, at jeg altid ender mere eller mindre det samme sted, med mig selv, den samme person – tror jeg nok.

Jeg drømte i nat at vejen var helt mudret til og bilen jeg
kørte i var ikke den store fede slags, men derimod mit lille røde hjerte. Jeg
ville så gerne frem til tiden, men det var svært at køre, og jeg var bange for
at sidde fast – der var ingen der kunne hjælpe mig.

Da jeg
var fremme var det slet ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg blev forvirret,
men egentlig også meget glad da det jeg havde forstillet mig vist ikke var det
jeg ville.

Uha – man bliver helt hed i kinderne skatter. Lækkert bad… Jeg er nu ved at have luret dig baby. Du er sgu’ lidt af en tease. Jeg tror du ved hvad jeg mener. Jeg tror vi elsker det alle sammen, det er svært ikke at elske dig. Og det er helt OK du driller, men pas lige på mit hjerte. Jeg ved ikke hvor meget det kan holde til. Århh for fa’en jeg går jo ingen steder. Hvem er det jeg prøver at narre. Skide være med det. Bare træd løs – fars egen lille fjer. Du kan ikke ramme noget som ikke allerede er ramt! Så bare kom an.