en blog til zina.dk

Men
det er jo ikke at elske den fremmede. Det er kærlighed. Det er
hjerte. Og det synes jeg er noget andet. Noget der stikker dybere, kommer fra
et andet sted. Og bliver misforstået når det bliver sat ind i den kristne
syndsforståelse og mangel på formåen. Jeg mener netop vi kan, og at tabet har
været at vi er blevet bildt ind, at vi ikke kan af egen kraft, men har behov
for gud eller jesus til at hjælpe os. Vi er ikke fucking uformående. Vi er alt
elskende og alt rummende. Og det vil komme helt af sig selv, hvis vi åbner
vores hjerter, lytter til universet, os selv, naturen, hinanden, med åbent og
ærligt sind.

Kære Frank, så må de her ord, være lige noget for dig. Læst og parafraseret af undertegnede. Jeg synes det er alt for trist og sortsynet, med meget lidt tiltro til vores indre etiske kompas og et eller andet sted, meget lidt til tiltro til gud. Tanker?
_________

at elske betingelsesløst vil
sige: Elsk uden at du skal! Fordringen kræver således, at det slet ikke skulle
have været nødvendigt at fordre det. Den kræver sin egen overflødighed. Den
dukker først op, når vi ikke elsker. Og så er det for sent, for vi kan ikke
elske på kommando eller af pligt, fordi vi, åh, så gerne vil være gode og
anstændige mennesker. Den etiske fordring er uopfyldelig, det er Løgstrups
konklusion. Og det er, fordi mennesket i bund og grund er et selvisk væsen. Vi
lever efter syndefaldet i en falden verden som de faldne, som de syndende med
den den dertil hørende skyld.

Men hvad skal vi så gøre? Der er to ting at gøre. Teologen
Løgstrup siger, at Jesus giver os en udvej med sin gudsrigesforkyndelse, med
det specifikt kristelige, syndernes forladelse. Således fikset.

Og så er der den anden løsning. Nemlig at vi tager det betingelsesløse ud af
fordringen og opfylder den så langt, som det er muligt med anstændighed og
pligtfølelse som motivation i stedet for den manglende kærlighed. Vi kan øve os
i at efterligne det, vi ville have gjort, hvis vi havde elsket. Det er det
næstbedste, men bedre end ingenting. Uden pligthandlinger og
anstændighedsfølelse er der jo intet, der kan fungere. Og det kræver skam
selvdisciplin og afsavn og offervilje. En kær pligt – men kærlighed er det
ikke. Vi gør det dybest set for vores egen skyld, for at undgå kaos, for at
kunne se os selv i øjnene og så videre. Ikke desto mindre er næsten bedre tjent
med det, end hvis vores egoisme fik fri udfoldelse. Det er det gode, gjort med
selviskhed som drivkraft.

Kære Zina, nu ikke så hidsig. Du
kender mig sgu da. Jeg elsker jo din super fede naturlige glade entusiastiske –
og måske lidt naive – personlighed af hele mit fucking hjerte!
Jeg havde bare lyst til at trække snakken lidt
op fra navlen til hovedet. Og hvis jeg skal være ærlig, så køber jeg ikke den
der med at vi bare skal elske hinanden og de nære, så skal resten nok komme.
Jeg har ikke samme tro på menneskehedens godhed. Jeg tror på regler og burder
og styrken i at der er noget, som er rigtigt og noget som er forkert. Noget som
vi ikke indeholder – noget guddommeligt, som hjælper os til at gå den rette
vej. Retningslinjer FFS, det har vi behov for. Jeg tror ikke på vi kan finde ud
af at opføre os ordentligt uden.

You
don’t seem to get it. There is no beginning, there is no ending. Only blood and
love. Time has no meaning. Meetings have no meaning. You need to be present.
Now. Don’t try to fix it. Don’t try to understand. Don’t try to change it. It
will cumble in your hands. Leave you. And it will not look back or turn its
head to check if you are looking. Can’t you feel it? Coming? Being there? I
suppose you have to want it. But everyone can have it. Just take it. Feel it.
Live it.

Så skulle det være mig som gav
dig svar på tiltale på den der fornærmende beskrivelse af K og mig som sådan
nogen snævertsynede hippie piger, som ikke formår at se det større billede. For
mig handler det overhovedet ikke om nogen kristen fordring eller synd eller
skyld. Det synes jeg er den helt forkerte vej at tage. Så prøv at hør her, jeg
mener faktisk at det netop er i den nære relation at vi vokser og ser at
kærligheden er den eneste vej og at ved at elske det nære stærkt og rent så vil
vores energi og vibration naturligt og uden at det er villet eller voldet ud,
brede sig ud omkring os til verden, næsten, universet og her igen vokse og,
efter min mening, til sidst stå tilbage som det eneste sande.

OK, jeg er helt med og forstår
dine ord – og Søren Ks, men det er nok her vi er forskellige, du kan lide at
brede tingene ud, se det hele ovenfra, og altid trække alt ud i yderste
konsekvens for at se hvad der er op og ned. Det har vi gjort mange gange
sammen, og det er super givende. Lad os se hvad der sker, hvis vi nu nupper Løgstrup
og lader ham sige noget a la: “Vi lever i
indbyrdes afhængighedsforhold, hvor vi i stort og småt har en vældig magt og
indflydelse på hinanden. Og vi kan ikke komme uden om, at kærlighed og
barmhjertighed er noget godt, mens kynisme og brutalitet er noget ondt. Det
betyder, at den magt, vi har over andre, kan vi bruge uegennyttigt eller
egennyttigt, vel vidende at det første er det, vi burde, mens det andet er at
svigte.”

Ergo, vi ved vi svigter, vi
ved vi ikke gør det godt nok. Det ligger ikke i relationen, det ligger i
individet. Vores egen indre erkendelse. Og her ligger mit burde, fordi vi ved
det, fordi vi kan det, og fordi det i virkeligheden blot er vores uformåen,
vores bagage historie, som blokerer, og
det skal vi da ikke finde os i. Det er forpligtelsen af vores viden, som skal
give sig udslag i tilstedevær og kærlighed uden pis – og det er fornægtelsen
fra både den svigtede og den svigtende – i sådan en fælles ”hvis jeg ikke siger
noget, så gør det ikke så ondt”, som gør mig skiftevis rasende og virkelig
trist.

Kære K og Z

Ja, det er stift, men slet
ikke bredt nok, kæreste damer. I ser på hele sagen alt for snævert, og jeg
fristes til at putte jer begge i kategorien af nymodens overfladisk
kærlighedssvæveri. Megen lidt substans og meget lidt bredde. Bare den der
floffy lækre kærlighed, som beskæftiger sig med det nære, dem som allerede er
der og dem vi allerede elsker – for lidt eller for meget. Men I begår en fejl.
Det er først interessant at kigge på, når vi tager kærlighedsfordringen og
breder den ud. Vi kan hurtigt blive enige om at alt er relationer og kærlighed
skal have lov til at vokse og ånde frit – og vi skal lytte til hinanden og
mærke efter og alt det andet bavleri og føleri. Men lad os tale om den sande
kærlighedsfordring – den kærlighed som vi skal have til dem vi ikke kan lide!
Den kærlighed som SKAL leves og SKAL udføres, vores pligt som
samvittighedsfulde og kærlige mennesker. Søren K beskriver det så klogt som
Selvkjerlighedens snare eller forkjerligheden. Den som kommer af sig selv, til
os selv eller til andre – dem vi godt kan lide, og vi bliver spundet ind i
letheden og tror at nu har vi elsket, fordi det heller ikke altid er nemt. Men
snaren er netop det – at vi tror at dette er den rene kærlighed, dette er det
vi skal, men netop her ligger den sande udfordring, når vi slipper denne selvkjerlighed
og forkjerlighed og begiver os ud på det
dybe vand af ren kærlighed til næsten – ikke den næste som vi allerede elsker.
Det er ikke dér slaget skal stå. Det er såmænd ikke fordi vi ikke også kan tale
om vores indbyrdes kærlighed, som der er masser af, og den er ikke nem, og den
er vild og stor og voldsom. Men jeg synes I fejler ved at snakke så snævert om
det. Lad os brede snakken ud! Helt ud til den irriterende næste, vi ikke kan
lide!

Hmm – jeg synes det er alt for stift. Og nok
også for krævende. Jeg er træt af at tælle hele tiden, gøre op, regne ud. Jeg
søger det naturlige, det som bare er. Uden at vi skal kræve af hinanden, uden
af vi giver skideballer og er snævertsynede og smålige. Jeg vil have fuld frihed
i kærlighed. ALT gives hele tiden. Og nej, det er ikke positivismens svøbe vi
her taler om. Du ved der ikke er noget som helst nuttet over mig og min
kærlighed, den er både hård som sten med skarpe hjørner – vild og utæmmet, men
også helt lille og stille i hjørnet. Jeg bliver trist og udmattet, når du taler
om fordringer og skyld og burder og synd. Det har da ikke noget med kærlighed
at gøre. Det er menneskelig konstruktion. Vi skal søge det guddommelige, det
ypperste og ikke lade os lokke til at tro at alt det andet pis er nødvendigt.
Det er det ikke!

Og når vi så ikke tør konfrontere hinanden med
svigtet, kræve noget af hinanden, tør sige at nogen er skyld i vores smerte.
Når vi skjuler vores skuffelse, når vi ikke tør fortælle hinanden, hvad vi
havde ønsket at få, hvad vi blev kede af ikke at få, og igen og igen at bede om
at blive elsket, så er det blot vores egen angst og mangel på selvværd, som
snyder os, som får os til at tvivle på vores krav på respekt og ansvar i
kærlighed. For selvfølgelig må vi kræve i kærligheden, selvfølgelig må vi kræve
af kærligheden. Det er det eneste som reder os fra sikkert vanvid i vores uendelige
ensomhed, at vi elsker fuldt ud og på trods af og insisterende kræver kærligheden
fuldt ud af hinanden.

OK, så tager vi fat om roden – så langt nede
og inde som jeg kan slippe af sted med. Jeg vil tilbage til svigtet, så her kommer
den. Nu med ekstra tryk på. Nemlig skyld. Lige der i kernen af det, du med slet
skjult ubehag sagde, det mindede dig om. Kristendommen. Så svigtet er én ting –
man føler sig svigtet af den anden. Nu går vi så tilbage til den, som skylder.
Den som svigter, den som ikke bærer kærligheden ordenligt, den som ikke tager
sit ansvar alvorligt.

Det er ansvar, det er forpligtelse, det er
fordring, det er kærlighed.

Jeg tror ikke, at det er noget, vi egentlig
kan beslutte. Jeg mener, det er, sådan det er. Vi føler allerede fordringen, vi
føler ansvaret overfor den anden, forpligtelsen, og når vi så efterfølgende
vælger at stoppe, blokere, ignorere følelsen, så lyver vi for os selv, for
hinanden og så svigter vi i virkeligheden hinanden dobbelt. Og tribbelt, da vi også
svigter os selv, tager ikke os selv alvorligt. Og vi føler konsekvensen –
skylden.

Jeg er træt af den kvælende positivisme. Jeg
er træt af, at vi ikke må skylde hinanden noget, ville hinanden noget, kræve
noget af hinanden. Jeg mener ikke, vi kan eller skal leve fri af hinanden. Jeg
mener at netop, når vi forpligter os i kærlighed, så kommer friheden helt
naturligt derfra. Og det er den sande frihed, ikke den påståede påtagede
frihed. Jeg er kun mig selv, jeg vil kun mig selv. Nej, det er dér i lorten i
smerten, når det ikke passer, når det hele lugter af pis at friheden, vores
frihed bliver ét med ansvaret, fordringen – kærligheden. Fordi jeg vil det, fordi
jeg ikke kan noget andet. Jeg lader mig trække hele vejen, lader mig bære hele
vejen til den fulde skyld – i relationen. Skylden for at vi er der, skylden for
at svigte dig, skylden for at elske dig, skylden for at give alt, skylden for
at gøre allermest ondt. Dér er det interessant at være. Vi må bære vores
kærligheds skyld med stolthed, både den som gør ondt og er tung og den som gør
os lette og flyvende og eftertænksomme og reflekterende. Det er her vi vokser
som mennesker og vores relationer bliver stærke og dybe.

Og selv tak for fest!
Lå lige og skrev ord ned om kærlighed og fordringen og dine ord om relationer
… Here you go: Tilbage t fordringen i relationen – kærlighedsfordringen.
Ønsket om at det passer, det man mangler og ønsker og det man får fra
genparten. Ærgrelsen når det ikke er sådan, svigtet man føler, sørgmodigheden
over at det ikke passer – det du gerne vil have og det den anden gerne vil
give. Jeg er dårlig t ikke at være villet. Og presser og kræver gerne – måske
lige lovlig ivrigt for at blive det. Villet. Men du har selvfølgelig ret. Det
handler om relationer og møder og den udveksling som ligger i kærligheden. Og
netop dér – øjeblikket hvor fordringen forsvinder måske, hvor vi stopper med at
tælle og måle kan vi være fuldt. På den anden side … Jeg elsker overgivelsen
og følelsen af der ikke er noget jeg ikke må få og der er ikke noget jeg ikke
vil give. Betingelsesløst – og også når det ikke passer mig! Et bevidst valg –
tilvalget! Hmm er slet ikke færdig med den her!

a long and lasting
fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck
as in fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck ufuck ufuck ufuck ufuck fuckcufkckfuckfuckufkfuckfukfu kfuk fuck
fuuuuuuuuuck

that was nice
love you already
lips and ass
Miss you like crazy

xoxoxoxoxoxoxox

Wauw hvor blev her stille herinde.
Hvor er I alle sammen?
Løber I rundt som hovedløse høns?
Eller er der retning og villen i stilheden?
Er det kedeligt?
Er det alt for sjovt?
Spændende?

Jeg har selv været optaget af andet
Snotforvirret som altid
men i min helt egen blanding af hovedløs høne og villende vælten
har jeg det godt og tænker at det hele er rigtigt

Og det er sgu da store ting?
N’est pas?

Kys og snav til alle i foråret.
Nu skal vi snart på Roskilde 🙂

WTF: hvad sker der for den her beskrivelse af en typografis linjeafstand …?

ÅÅHHH, har I savnet den lige så meget som mig?
Gået og ventet spændt på at den endelig blev færdig?
Så den kunne finde sig til rette på natbordet
lige dér ved siden af glasset med vand og de fedtede briller?

Ventetiden er næste omme – se selv her:

Temaet for tiden er noget med den indre verdensmester – kan nok ikke forstås umiddelbart – derfor temaet og de mange ord.

Forståelse og klar definition af forskellen på selvværd og selvtillid – jeg kommer altid lidt i tvivl – også om hvorvidt det er værdifuldt at forstå.

Udlevelsen af og tilstedevær i et ordentligt levet liv – muligt?

Eller ordentligt tilstedevær i et udlevet liv – ja tak, tror jeg.

Så bevæger vi os over i noget med fuldt potentiale, men så sniger opkastfornemmelsen sig ind… gør det det relevant i sig selv? Det tror jeg nok det gør!

Men verdensmesteren! Det er starten på hele misæren.

Since the empty set has no members, when it is considered as a subset of any ordered set, then every member of that set will be an upper bound and lower bound for the empty set. For example, when considered as a subset of the real numbers, with its usual ordering, represented by the real number line, every real number is both an upper and lower bound for the empty set. When considered as a subset of the extended reals formed by adding two “numbers” or “points” to the real numbers, namely negative infinity, which is defined to be less than every other extended real number, and positive infinity, which is defined to be greater than every other extended real number, then:
and

That is, the least upper bound (sup or supremum) of the empty set is negative infinity, while the greatest lower bound (inf or infimum) is positive infinity. By analogy with the above, in the domain of the extended reals, negative infinity is the identity element for the maximum and supremum operators, while positive infinity is the identity element for minimum and infimum.

Prøv lige at se, er det ikke en fascinerende tanke?
Jeg er helt optaget af ham der Kepler og tanker om planeternes vibrationer.

nogen skrider nogen bliver nogen kommer nogen går jeg er træt af at prøve at forstå og kan forstå at jeg ikke skal forstå noget så nu kan det så heldigvis også bare være lige meget og jeg vil gøre det hele på én gang og ikke gøre en skid på én og samme tid der tag den læs den se om du kan forstå det sneboldeffekten og hop ind i den hvis jeg kan gøre det lige som jeg vil så tror jeg vil lige præcis det og så derfor sker det jo hele vejen rundt ha ha jeg har den nu jeg har dig nu og der er jo heldigvis intet som holder os tilbage eller behøver at blive husket eller mindet jeg gør det bare vi gør det bare vi skaber det bare nu og på ny hele tiden

nu nu nu nu nu

OOOOHHHH Yeahh

Sidder og ser SOA

Fuck det er den fedeste serie eveeeer

Siger bare – fuck alle jer pussys. I skulle tage at sætte jer op på kværnen og bare syre af sted over stepperne. SÅ ved man hvad livet handler om.

Jeg må snart ud af røret igen. Jeg kan mærke det rykker.

Hvem er friske? en tur over prærien? Any one?

SPQ? Pedro? eller måske dig lækre L???

jeg savner at kunne skrive i fred uden at blive dømt i den store blog bog — hvordan gør man det? jeg ville jo bare lige sige — a la prut eller røv — altså ikke noget vildt eller fantastiskt. jeg er enig med den der der skrev før mig. fuck det hele og mere til. men jeg ved ikke hvordan man gør det i det her forum. jeg synes jeg lige skal tjekke om det hele er rigtigt, om alle kommaerne nu er sat. om jeg har husket skrive med stort … åh ja. og nej og fucking fuck. jeg nægter. jeg kan ikke ånde hvis det her bliver sådan en selvregulerende røv-maskine, som ikke kan være her. røv og noget at have den i.

godnat.

PS jeg tvinger mig selv til ikke at læse. det hedder copy paste fra nu af!

Kære dig

Jeg ved hvor frustrende det er, når mennesker man holder af ikke opfører sig, som man gerne vil have eller ønsker. Min tanke er dog, at vi som udgangspunkt ikke kan eller skal ændre på hinanden, eller i hvert fald ikke skal være sammen med det som udgangspunkt. Det betyder så desværre enten, at man må kaste håndklædet i ringen med nogen – men skridtet før det, er klart at man siger det, som det er, og som man føler – og det synes jeg, du gjorde helt fint i går. Personligt, ja, men det er jo det, det er. Så må vi jo bare håbe, at han forstår hvor meget det betyder for dig og ændrer sin opførsel. Men som du så godt ved, så er der ingen garantier i kærligheden!

Tak for tip – Franzen og Murakami er absolut yndlinge, jeg har netop i går puttet The Kraus Project og Farther Away på min Amazon ønskeliste :-).

‘Otte’ og ‘Du forsvinder’ vil jeg skrive mig bag øret.

God søndag også til dig.

Jeg tror, jeg kender det nu.
Det er ikke fordi det roder
det er nok mere sådan en flydende fornemmelse.

Jeg drømte om dig i nat – det synes, det sker, når jeg søger at være i den der fandens flyvske energi, som jeg har så svært ved. Du er god til den – eller måske er du den bare! Nå men altid dejligt at se dig. S

… Og så læser jeg, det jeg
har skrevet og får lyst til at krølle det hele hurtigt sammen og gemme det
langt langt væk. Jeg føler mig sårbar og skrøbelig og kan ikke overskue at være
så blottet uden at vide noget som helst om dig. Jeg vil vide alt om dig. Det synes jeg slet ikke jeg
gør på den her måde. Jeg er helt på bar bund …