Jeg har aldrig helt forstået det, det der mandehørm. Ud over isen, ud og padle, ud og kravle, ud og råbe, ud og skrige. Jeg er sgu nok mere indad stræbende. Det er i hvert fald, det jeg har konkluderet efter krisen … Det handler ikke om, hvad der sker udadtil, men hvad der sker indeni. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår frustration og råberi, men jeg tror bare ikke, det er svaret for mig. Jeg kan nu godt være enig med Frank i, at det nok ville være en del af svaret for dig, Pedro. Det er nok der, vi ofte støder hovedet mod muren, der hvor vi tror, at det, der er godt for os, er per definition også godt for andre. Eller er det bare for inspirationen skyld, at vi snakker sammen. Sparer sammen (…). Nå, men jeg er sgu blevet helt glad og tilfreds indeni siden sidst. Det er ikke fordi, der skete så meget, som sagt: ingen råben, skrigen eller fægten med armene. Men bare rolig, det er ikke fordi, det ikke er på plads, jeg er bare holdt op med at tro på den ultimative løsning, men forsøger nu at være glad for det der der og acceptere det uforløste som kilde til evig forundring og energi.
Frelst? lidt for lækkert? Tjaa – det lader sig op til jer at dømme 🙂
