en blog til zina.dk

nå jeg kan ikke få lov til at skrive en kommentar til dig, Sussie, så nu får du den her i stedet:

Det kan vel ikke være
anderledes end, at vi påvirker hinanden, når vi er tæt på hinanden. På godt og
ondt. Jeg tror ikke, man kan eller skal undgå det. Du ved, at jeg tror meget på
det enkelte individs ret til at være sig selv, også selvom man er i et forhold
– ikke bare mener jeg, at det er en menneskeret, men jeg tror også på, at det
er vejen til at kunne være sammen i mange år. At man lader hinanden være. Ikke
som ikke at blande sig i hinandens liv. Det gør man jo, og det skal man jo, nej
mere at lade hinanden være den man er. Lade hinanden vokse i det tempo og i den
retning man ønsker og ikke forsøge at pace, styre, kontrollere processen. Det
er alt for tit, at det er, fordi man selv ønsker et eller andet specifikt skal
ændre sig hos den anden, og ikke fordi man reelt ønsker den anden skal vokse
som menneske.

Nå det var en lang smørre
til dig søde Sussie. Der er aldrig noget som er sort/hvidt, så jeg vil undlade
at rådgive dig om, hvad du skal gøre med ham lige nu, du ved bedst selv hvornår
det dårlige får overtaget på det gode. Men husk at vi alle har faser og
perioder, hvor vi kan overskue mere eller mindre hos hinanden, og at man
skylder hinanden at være rummelig – det gælder selvfølgelig begge veje, men man
kan desværre kun styre sin egen vej …

Jeg forstår ærlig talt ikke
hvorfor han skal være så hård mod mig. Hvad har jeg gjort? Det er som om at
ingenting jeg gør er godt nok. Jeg lister rundt på strømpesokker og forsøger
ikke at forstyrre. Pludselig farer han op og bider, som sådan en bidsk lille
hund. Eller er det det han er? Måske mere sådan en stor doberman, som kan kigge
på en med det ondeste blik, som gør at man føler sig helt umulig og helt ude af
stand til at gøre noget som helst rigtigt. Det er som om han med sit blik
alene, kan få mig til at gøre det hele forkert. Jeg bliver nervøs og fidler
rundt med tingene, føler mig konstant i vejen. Åh, hvor er det frustrerende.

Jeg
kan ikke finde ud af om jeg synes det er det hele værd, når han får mig til at
føle mig så uværdig. Men når han så vender, og elsker mig og kigger på mig på
den der helt særlige måde. Så forsvinder det hele og jeg føler at hele verden
er min. Hvordan kan han styre mig så meget? Og hvad gør det hele godt for? Han
siger at jeg også styrer ham, og at det er en del af det at være sammen, at man
hænger sammen på godt og ondt. At man påvirker hinanden hele tiden og at det
han gør, gør han bare for at hjælpe mig – passe på mig, få mit sande jeg ud.
Men hvorfor føler jeg så at han maser mig og ændrer mig? Er det sådan det skal
være?

Mens det hele åbner sig, sidder jeg stille i hjørnet og venter på min tur. Det er ligesom drømmen, hvor jeg ligger stille på asfalten, mens tingene langsomt ændrer sig omkring mig. Der er ikke nogen eller noget, som holder os tilbage nu, så bare kom.

Jeg kan ikke huske, hvor det kom fra. Bare at det pludselig var der, og det hele stod klart. Vandet steg langsomt op om anklerne på mig, og jeg åndede frit. Panikken steg omkring mig, mens der i mit hoved blot sænkede sig en ro, som nok bedst kan beskrives som et lunt vattæppe.

Kender I det? Vattæppet? Det velsignede vattæppe, som gør alle skrig til mumlen og kun efterlader en stille susen, hvori alting slippes fri. Der hvor al følelse af angst og uformåen forsvinder i tæthed og nærhed. Der hvor jeg kan læne mig tilbage i tryg vished om, at der kun er mig og mit.

Gør det mig til at ufølende og egoistisk menneske? Nogen gange synes jeg det. Folk nærmer sig, og jeg tror, jeg lukker. I virkeligheden lader jeg bare stå, lader være med i panik at handle, men lader livet gøre det, det skal og lader mig selv være for fordømmelse og unødig roden rundt.

Kære venner

Nu bliver jeg nødt til at tage ordet et øjeblik, jeg kan ikke holde mig tilbage mere, selvom jeg godt ved, at jeg nok ikke bliver populær af at sige det, jeg har tænkt mig at sige. I hvert fald ikke i det her forum.

Jeg synes simpelthen, I er alt for pessimistiske. Alting skal være så sort og tungt. Sådan er jeg ikke, det ved I godt. Jeg ser lyst på livet, og jeg tror på, at man skal smile til livet, for at livet smiler tilbage til dig. Det nytter ikke noget at gå og surmule i krogene, altid at forvente det værste fra folk – ja, så bliver det sådan for jer, jeg siger det bare. Sure mennesker tiltrækker andre sure mennesker og situationer. Det tror jeg på.

Derfor prøver jeg altid at se det bedste i alle mennesker og situationer. Det er ikke fordi, jeg ikke erkender, at folk kan være nogle dummer typer, men hvis jeg oplever det, så er det bare at vende den anden kind til – eller stikke dem et smil, så de ikke kan lade være med at smile tilbage. Sådan! Et smil forlænger livet 🙂

Så pjat med jer alle sammen – I skal mærke livet, men ikke det der triste deprimerende liv, nej blomster, sollys, smil, kærlighed. Det er det, som får os til at ånde og leve. At være og leve i nuet og mærke hvordan kærligheden strømmer. Carpe Diem.

Kram og positive tanker
Sussie

Kan I huske hvad jeg sagde dengang? Dengang da vi mødtes på Vestre Kirkegård for at gå den famøse tur … Det var fan’me en god dag! Jeg følte mig i den grad holdt af jer alle sammen. Der var ikke noget nemt ved livet på det tidspunkt, men dagen var en af dem, som bare gør det, den skal, hvor jeg trods lort kunne mærke jer alle sammen om mig. Der var der, jeg forstod, at jeg blev nødt til at tage væk herfra – eller burde. Så gik der så lige 1000 år … men I ved, hvordan jeg har kæmpet med det.

Nå men der er store nyheder – jeg har endelig besluttet mig for at tage af sted. Ja, nu har jeg snakket om det så mange år, at det var lige før jeg ikke engang selv troede på det længere. Lige pludselig var det der bare – det der job, som jeg har gået og ventet på – langt væk fra alt og helt derude på kanten af verden, hvor jeg altid har snakket om jeg hørte til. Nu får vi at se, om det bare var i mit hoved.

Jeg bliver nødt til at sige noget til jer alle herinde: Det her var ikke sket uden jer. Jeg ved der er gået lang tid, jeg ved, at det virkede som om jeg ikke gad at høre mere fra jer (og det gjorde jeg nok heller ikke), men det var vigtigt at I var der – at I troede på mig og det jeg skulle.

Nu er jeg på vej. Jeg vil prøve at skrive til jer engang imellem.

Men først og fremmest tak.

jeg sidder og venter på dit opkald
det bliver et af dem som bare er
hvor vi sidder og kigger på hinanden
hører hinandens åndedrag
lader tiden gå mens vi venter på øjeblikket
der hvor vi trækker vejret
hvor vi ser på én gang
hvor vi mærker det klart
hvor vi bare er

jeg glæder mig til at høre din stemme
som når du ligger ved siden af mig
og taler til mig – tæt tæt på
du fortæller mig historier
vores fælles historier og dine egne historier
igen og igen indtil de finder deres faste form
og jeg kan glæde mig til hver en velkendt drejning
jeg bliver aldrig træt af det

jeg siger til dig at jeg ville ønske
at jeg kunne kravle ned i din lomme
sidde helt stille i hjørnet
høre dig tale i det fjerne
grine spille spise
mærke dit liv tæt på men uden at leve det

vi to som lever
det kan jeg lide

Kære ven

Her går det godt. Arbejde, skrive, støtte, glædes, tænke, læse, lytte, ryge, gå, kigge, lære, cykle – stilhed. Der har været stille den her weekend. Og varmt. Jeg ser en mærkelig tv-serie som hedder Carnivale. Kender du den? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg elsker eller hader den. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Så cyklede jeg ud til vindmøllerne i går, jeg har altid haft lyst til at se, hvor de stod, men kunne ikke finde ud af Refshaleøen. Det kan jeg nu. Fedt. Og jeg fandt også den gamle B&W tørdok, den var stor og flot. Jeg stod længe og kiggede på unge fyre og piger, som faldt i vandet fra noget, som hedder wakeboard (tror jeg nok – lidt a la skateboard, bare på vand). Det var god underholdning. Så fandt jeg en sti, jeg ikke kendte, som førte mig af bagvejen hen til nogen husbåde. Dejligt sted. Jeg ville ønske, der var flere uordnede steder i Kbh – det er mine yndlingssteder. Jeg kan se, du arbejder meget, det ser rart ud. Jeg kørte jeg hen til en havn, hvor folk havde bygget presseningshuse rundt om deres både. Det så mærkeligt ud. De havde også postkasser. Et anderledes liv. Jeg har været meget alene i weekenden. Jeg kan godt finde ud af det, men tror nogen gange, at der mangler noget. Det gør der sikkert også, men det er nu også meget rart sådan her. Jeg var inde hos Betina og blive klippet – det er sjovt derinde. Man føler sig lige midt i det hele. Nu er mit hår kortere, men ikke særlig meget.

Jeg glæder mig til at ses igen, det er lang tid siden.

KHKatie

Ahh, the sadness, the sadness. I’m not too keen to show it, but you know, baby, I feel it too.

The roughness you have is unique, you know I love it. It pushes me and shows me another way. Even though you know, I hate you for it sometimes. You can be so mean to people around you – maybe it is the f… up love you have inside that comes out like that. I believe so. I know you have love – I know you have sadness. You know we all want to look past the meanness, but it can be hard sometimes – it actually hurts, you know.

Well, Rødt chok, as you prefer to call yourself in here … no worries. I love you anyway!

So keep on trucking and we’ll figure things out as we go along. We always do.

Love Luzi

Jeg ved det, jeg kender dig.

Der er ingen grund til at gå den vej,

du ved, du altid kan komme her hos mig.

Er det for meget, er det for dramatisk?

Sorry, jeg vil jo bare hjælpe.

Jeg ved godt, jeg skal holde mig væk. Det er bare svært.

Jeg vil ikke sige mere nu, jeg kommer bare til at dumme mig.

Wou wou wou! Zina for fa’en. Det er lang tid siden vi har hørt noget fra den side. Cool nok, hvis det er sådan det er, så er det sådan det er.

Livet går sgu i nogle mærkelige retninger nogen gange. Gode gamle chok-far er ved slutningen af vejen – eller har i hvert fald set den. Du er tilbage på banen med de hårde sylespidse ord og ingen fingre lagt i mellem. Jeg føler mig sq lidt kedelig i alt det drama. Nå, jeg tøffer jo bare der ud af. Still trucking, som vi sagde den dag i Munkemose … Jo, bare hold jer til mig, venner, så skal jeg nok få jer igennem! Jeg er fyrtårnet, klippen i kan klamre jer til når det blæser op! Solstrejfet som rammer jer på den mørkeste dag, vinden under jeres vinger 🙂

Kan I kende sangen? Jeps det er mig, Frankie boy. No worries. Vi ses derude.

Godnat venner

Således begynder det, simpelt og lige foran næsen. Jeg bryder snart igennem dit ynkelige skjold, så det vælter ud med puds og råddenskab, som kun er forudanelsen om det som i virkeligheden gemmer sig aller nederst nede. Under alle de hvide orme, under al slimet og muggen ligger vi, fint på række, helt tæt, for ikke at spilde den lille plads der er tilbage i din uformående sjæl. Vi hviler side ved side, liggende passivt mens vi synker stadig længere ned. Vi skifter i blinde mellem villen og kunnen, men når aldrig længere end til en tanke som fyldes med minder om rå elskov uden hæmninger i et tårn af ydmygelser og væmmelse. Nu ser vi kun hinanden her på bunden af det lidt som er tilbage. Bundet sammen i vildskaben, rystelser af vold, sitrende arrigskab, uudtrykt afsky, strammes grebet og vi holder os til ilden.

Hej kære Zina mia!

Jeg synes det er skønt at du er ved at forstå det her. Hvor mange gange har jeg ikke holdt dig i dine svære stunder og fortalt dig netop det her. Du skal ikke sige undskyld, du skal gøre det du gør, men gøre det ordentligt. Ikke være flov over dig selv, ikke holde dig tilbage, ikke ændre dig for nogen som helst. Ikke lade dig presse til at lave om på noget, som ikke føles rigtigt.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte med alle dine fejl og mærkværdigheder. Jeg har altid holdt af at have en så mærkelig veninde som dig! En som kan holde mig til ilden. Ja, vi har haft vores ture, sågar i al offentlighed herinde. Men jeg er glad for at du er på vej. Det har du nu altid været 🙂

Masser af kys og kram

Sussi

Kære alle sammen

Først og fremmest skal I alle have et godt nytår fra mig – om det så er noget, I synes om eller ej! Jeg ved godt, at jeg fuckede op nytårsaften, men jeg håber, I alle forstår og kan tilgive mig. Det er lidt en gammel plade, men det var altså ikke min mening, at aftenen skulle forløbe sådan. Man bliver egentlig også lidt træt af at sige undskyld hele tiden, og spørgsmålet er hvor meget det gavner. I kender mig jo efterhånden og har hørt undskyld alt for mange gange. I virkeligheden er jeg nok ikke så skide ked af det igen – så ville jeg jo ikke blive ved med at gøre det (som min farmor sagde …). Næ, jeg er, som jeg er – og det er måske det, der skal være mit nytårsfortsæt: Ikke at sige undskyld hele tiden, men bare være den jeg nu engang er! Det er som om, jeg har fundet ud af den ene halvdel, nemlig at være som jeg nu engang er – men har glemt den anden halvdel: at acceptere det jeg er helt og fuldt uden undskyldninger. OK – hermed sagt og skrevet! Det er slut med undskyldninger, nu må I sgu tage mig som jeg er!!!! Og det samme må jeg 🙂

Zina Zinetti (servizi perfetti)

Oh yeah – it’s that time of the year!!! Are you there gang? Are you ready? Don’t tell me all the shitty excuses, I don’t buy them. Let’s just go go go!

I never understood the big problem with the julefrokost. Everybody gets so edgy. I just love them – let loose and party away. Get to know eachother from a new perspective. It doesn’t mean that you have to get really wasted. It just often does… but that’s fine by me. I take it as it comes.

Really gang – I hope I don’t have to start spilling all you old secrets to make you come and julefrokost with me. You know I will. This goes especially for you, Sussie – you are so beautyful when you let go a little. You remember? I know you do 🙂

Well guys – I look forward to seeing you for our annual Christmas trip. You know when and where – don’t make me come and get you.

And BTW – I expect ALL of you to be there!!!

Jeg tror, jeg er den kedeligste af jer alle sammen! Hvad var det jeg sagde sidst? Indad stræbende. Åh ja, gaaaaab. Ikke fordi det er forkert. Det helt klart det jeg gør, men nogen gange ville jeg ønske at der var lidt mere gang i den. I er alle sammen så farvestrålende og spændende. Med jeres store kriser og vilde råb. Jeg sidder altid bare stille i hjørnet og kigger – keeedeligt. Jeg må nu nok bare acceptere det som det er, jeg har i hvert fald aldrig haft succes med at gøre andet. Vi husker nok alle fiaskoen ved julefrokosten i 1997, hvor jeg efter 1000 snaps synes at jeg skulle tage scenen … Jeg bliver helt flov bare af at tænke på det – og atter en gang: undskyld Luzi …

Nå, jeg er allerede begyndt at kede mig selv, så jeg tror jeg kryber tilbage i hjørnet og kigger lidt.

nå så det er sådan i gør! I er total oppe og slås – den samme pige lyder det som. Jeg er total klar til slåskamp! I ved hvor sur jeg var siste gang og jeg er ikke færdi overhodet. Noget mere på toppen siden sidst. Jeg var f… sur på hele verden men så komme altid en eller anden super person og minder mig om hvorfor jeg stadig vil være med.

Tak til alle de gode

Aha, jeg vidste det, din lille djævel. Det var det du havde i tankerne hele tiden. Du glemte bare lige at tjekke, at jeg var med på idéen! Du slipper ikke så nemt ud af mit greb. Jeg vil stå på hvert et hjørne, rundt bag hvert et sving, når du kommer slentrende helt rolig og overskudsagtig – så vil jeg springe frem, frådende liderlig, danse rundt om dig som en overkåd kalv og gnubbe mig op af dit ben som en understimuleret hund. Du vil først afværge mig med din nyfundne nonchelance, men vil stille tændes af min overdrevne insisteren og til sidst overgive dig lige dér og lade mig føre dig væk og ud i forglemmelsen, ligesom jeg gjorde i gamle dage.

Jeg kender alle tricksene og knapperne, så du kan lige så godt glemme det. Intet sker uden mit OK.

Nu skal du høre.

Jeg ser det sådan, at det ikke er en balance gang, men mere en bølgegang. Nogen gange er vi helt tæt. Nogen gange er vi langt fra hinanden. Det er rigtigt, at det kan føles som om, vi selv bestemmer. Eller som du siger, at jeg bestemmer, men sådan er det ikke. Det er sgu livet, som vil os. På alle måder, på alle tidspunkter. Det kommer og minder os om, hvad der er vigtigt lige nu. Og det eneste vi skal gøre er at lade os føre. Der er ikke noget godt eller noget skidt. Det er bare, sådan vi er. Os to. Eller måske hele verden. Vi spinner alle sammen rundt, og derfor kan det ikke være anderledes end, at vi ramler ind i hinanden en gang i mellem. Eller ryger væk fra hinanden, når det er sådan det er. Nogen gange følges vi også ad, i lang tid. Kan du huske dengang?

Jeg vil hellere end gerne være den, der lokker, men du giver mig alt for meget magt. Det er sådan, som det skal være. Sådan det altid har været. Jeg vil altid være der. På min egen bane rundt i livet. Og du laver din. Det er så dejligt når vi mødes, jeg savner dig, når du ikke er i nærheden. Men glæder mig over, at jeg ved, at vi mødes igen og igen, i slipstrømmen af hinandens liv.

Er det for meget?

Åh venner, så kører den sgu igen. Jeg tror ikke, det er sagen at forklare noget for nogen. Der er vist ikke så meget nyt at sige om sagerne – ikke noget som I ikke allerede ved. Det står altid klokkeklart lige bagefter, og der er ikke ende på anklager og bedømmelser, som vælter ud over det hele – fra alle omkring mig. Min første reaktion er nok i virkeligheden bare at slå fra mig. Hårdt og brutalt. Hvem fanden er de at dømme? Hvad er det, de vil have? Og hvem fanden har bildt dem ind, at de kan kræve det? Når jeg så lige har trukket vejret et par gange, så kommer roen og afklarelsen, måske i særlig grad pga. det som kom før. Ellers tror jeg i virkeligheden bare, at jeg ville ignorere det hele – som jeg gør det bedst.

Kære alle sammen. Jeg elsker at skrive til jer herinde, men jeg nægter at forklare mig. Jeg ved godt, det ikke er jer, der er på nakken af mig, men hvis I nu skulle finde på at være det – ja så “consider yourself warned”

Jeg har aldrig helt forstået det, det der mandehørm. Ud over isen, ud og padle, ud og kravle, ud og råbe, ud og skrige. Jeg er sgu nok mere indad stræbende. Det er i hvert fald, det jeg har konkluderet efter krisen … Det handler ikke om, hvad der sker udadtil, men hvad der sker indeni. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår frustration og råberi, men jeg tror bare ikke, det er svaret for mig. Jeg kan nu godt være enig med Frank i, at det nok ville være en del af svaret for dig, Pedro. Det er nok der, vi ofte støder hovedet mod muren, der hvor vi tror, at det, der er godt for os, er per definition også godt for andre. Eller er det bare for inspirationen skyld, at vi snakker sammen. Sparer sammen (…). Nå, men jeg er sgu blevet helt glad og tilfreds indeni siden sidst. Det er ikke fordi, der skete så meget, som sagt: ingen råben, skrigen eller fægten med armene. Men bare rolig, det er ikke fordi, det ikke er på plads, jeg er bare holdt op med at tro på den ultimative løsning, men forsøger nu at være glad for det der der og acceptere det uforløste som kilde til evig forundring og energi.

Frelst? lidt for lækkert? Tjaa – det lader sig op til jer at dømme 🙂

Du har fanme altid været lidt sindsyg Pedro – i hvert fald så længe jeg har kendt dig. Jeg vil ikke sige så meget andet end: Chill mand. Tag med mig en tur ud at kravle eller padle eller hva fa’en du kunne tænke dig, det skal sgu nok få dig på andre tanker! Det virker i hvert fald altid for mig. Nå, jeg ved jo godt at det ikke er din stil … Du har aldrig været den store camping mand, nok lidt for meget sved og mandehørm til dig, men jeg lover dig du ville sgu elske det! Ja, tossede er vi nok alle sammen, hver på vores højlydte måde :-

Jeg smutte inden længe en tur – trænger til lidt luft under vingerne. Sig til hvis du skal med! Der er altid plads til en til i kano’en!

Hey Lovely Pedro

You have always been one of my favorites! You know that don’t you? Everybody is so scared of you and your fire – your spark – your anger. Not me. Maybe I’m used to it, got a lot of yelling in my past. Well you know that. You remember the time when we went down to the train tunnel, stood as close as we could and screamed out heads off when a train passed? A great way to release a little energy, huh? A little frustration …

I miss our night together sometimes – it was crazy times but so full of life and energy. Who cares if anybody understood us. We knew what it was all about.

Love you forever – don’t give up. You know you have it.

Your lovely Luziiiii

Det er så tung at jeg ikke tror jeg kan bære det. Jeg kan mærke i min krop at det trænge sig mere og mere på – det store spørgsmål om hvad jeg lave og hvad fuck jeg vil. Jeg tror at jeg har det klaret og tror at jeg har fundet svaret, her med hende og hele pakken, men jeg er komme i tvivl. Hun fatter ikke en skid og jeg råber og skrier og der sker ingenting. Så kigge hun på mig med tomme øjne og grine mig lige i fjæset – hva fuck er det? Blodet mit raser og koger over. Røg i ørerne siger hun, jeg er en vulkan siger hun. Og jeg sige så se på mig og jeg eksplodere. Hun bliver ked af det der og tårene begynde at løbe og de løbe og løbe. Jeg bliver så træt af at se på det og jeg slår mig selv til blods i dørkarme og bord. Så er der arbejde, der er fucking ingen der ser hvad jeg kan og er. Jeg få aldrig lov at vise det frem. De holde sammen i deres pisse små klubber og jeg kan ikke komme ind, lige meget hvor meget jeg bliver dansk. FUck jer alle sammen, jeg tror jeg skrider. Jeg kan ikke længere huske hvad fuck jeg laver her alligevel.

Helt uden nogen hjælp, har jeg nu fundet svaret!

Så bare rolig og jeg skal også nok skrive det til jer herinde, når jeg lige har samlet tankerne.

Vi snakkes ved om lidt