en blog til zina.dk

Nu er det blevet tid til at lukke det hele ned igen igen. Shhhh.
Der er jo ikke mere. Hullet åbner sig og så er der kun. Shhhh.
Jeg sagde det i går. Du hørte mig ikke selvom jeg talte højt. Shhhh.
Det er ikke til at forstå. Jeg kan ikke tale højere end det. Shhh.
Stemmen knækker og ordene hakker hvis jeg skriger. Det er bedst uden. Shhhh.
Jeg holder hovedet henover og ud over mens lortet flyder ud og væk. Shhhh.
Jeg ser ikke andet end spidsen af neglen i min arm. Dine tomme øjne. Shhh.
Selvom jeg sagde det. Selvom jeg sagde det. Et tungt skrab af neglen. Shhhh.
Hen over min arm. Med benede arme og knoglerne stikkende stikkende. Shhh.
Jeg holder fast på det og løfter hovedet i trods. Men ned ned ned alligevel. Shhhhh.

det er det fineste hus – et stort lyst landhus
hele området ånder og lever dog for hestelivet
med stalde og store ridehuse spredt rundt om huset
vi går væk fra huset op gennem alleen og over marken
deropppe ligger de store stalde og træningsområderne
rundt om staldene går køerne og andre dyr frit rundt
og mens vi går videre opad rejser alle køerne sig op
snublende nysgerrige begynder de at følge efter os
de er meget store men jeg minder dig og mig selv om
at køer blot er nysgerrige kæmper og søde af natur
de begynder dog at komme lige lovlig tæt på os
vi løber op til stalden og hopper over hegnet ind

en mand kommer gående med et lille hvidt føl
det ligner at det lige er født men noget er galt
huden er nærmest gennemsigtig og uden hår
tynd og skinnende som var den af gummi
manden lægger føllet på et slidt træbord ved båsene
han skærer hurtigt maven op langs de lange sener
som står tydeligt frem på det hvide maveskind
det gør ondt og smerten får føllet til at løfte sig
en hjerteskærende lyd kommer som fra et andet sted
den rummer alt det forkerte det som ikke skal være
et dybt hul åbner sig og suger mig indad jeg gisper
så hiver jeg mig selv udenfor og forsvinder væk

jeg er tilbage i den store hvide villa ved vandet
og har endelig fået mit eget værelse på 1. sal
jeg råber til Hassan fra receptionen: ‘kom med op’
der kommer en sær uvillig brummen fra ham
men han kommer alligevel ud af sit værelse
og går kærligt lydigt efter mig op af trappen
inde på værelset løfter han mig op om livet
kysser mig dybt og mens jeg får hans skjorte af
falder vi ned på sengen og alting flagrer i vinden
her lugter af salt og sand fra havet brystet er brunt
døren står åben ud mod gangen og vi tøver kort
så er slippet fuldkomment og vi falder ned i hvidt

Jeg stod på skibets skrog, mens de undersøgte det. Der var et tæppe af orange alger over store dele af det blanke metal. To steder var der noget, der kunne ligne en stor blomst – eller et slags ansigt. De sagde, at i hvert fald ét af dem skulle fjernes hurtigt, ellers ville det brede sig. Jeg stod øverst oppe og stirrede på de to plamager og forstod ikke nødvendigheden af at fjerne dem. Det så smukt ud. Natur på blankt metal. En motor satte i gang. En voldsom rungen og larm. Stort og flot. Hele skroget vibrerede og da jeg kiggede ned efter lydens start forstod jeg, at det ikke var noget skib, men et kæmpe fly, jeg stod på – som en skinnende blank Hercules flyver, med to kæmpe flymotorer monteret på vingerne. De brummede og larmede og blæste store huller i havet med deres kraft. Det hele sitrede og summede, og mens jeg stod der balancerende på det blanke tag, tog larmen til og flyet satte i bevægelse. Let og hurtigt drejede det og pløjede sig ubesværet gennem vandet ind mod kysten. Jeg var bekymret men samtidig glad for kraften og hurtigheden med hvilken flyet bevægede sig, og nåede blot at tænke kort, at de orange alger ikke syntes at skabe problemer, før flyet parkerede sig i en smal og smidig vending v træmolen v stranden. Jeg gled let og ubesværet ned langs siden på det kæmpe fly over alger og det pelsede algeansigt og stod roligt på molen i varmen fra vand, motor og vind i bevægelse.

aaaaaarrrrrhhhhh
bbbbbrbrbbbrbrbbrbbbrbrbrbrbrwbwwwwwww
øøøøørrøøørrrrrjjjrrhhhhøøøøørøørøørørrrrrrr
wwwwrroooooooooaaaaauuuuuu

ggggrrrrrrrrkkrkrrrrruuuuuruuuuurururughhgghhgg

mmmmmmrmmmrmrrrrrrrhhhhhhiiiiiiuuuuuoooooooaaargggggg

fuck det lorte mørke
lad det ikke vinde
lad mig ikke overmandes
Jeg vil helst ikke

og dog vent lidt
måske bare lige lidt
lige nu i aften i nat
hvor ingen siger noget
og jeg er følelseskold

tiiiiiiiiiiiiiimerne er
laaaaaangsomme
sekuuuuuunderne
slæææææber sig
over guuuuuulvet

Men det kan jeg jo i virkeligheden sagtens forstå. Hvad du kommer ind med, går du ud med. Eller får du tilbage. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg sender til dig her. Værsgo. Du får det her af mig. Og så giver du tilbage, så pengene passer.

Jeg vil nok i virkeligheden bare gerne have mere. Mere end jeg giver. Eller bare sådan lidt ekstra til kistebunden. Hvis jeg nu skulle løbe tør. Du ved.

Det er rigtigt, at jeg giver alt, hvad jeg kan slippe afsted med. Måske synes jeg i virkeligheden – eller er bange for, at jeg giver mere end jeg kan tåle. Jeg bliver i tvivl, om jeg forsvinder – langsomt tørrer ind. En flod som bliver drænet af alt for mange forsyninger. Alle vil have noget på vejen, og til sidst er der bare en lille bitte strøm tilbage til havet. Den store brusende flod med vandfald og strømninger og krusende susende strømme er blevet en lille piblende strøm, uden kraft og uden næring. Er det det, jeg bliver, når alt er taget? Er det det, der er tilbage, når jeg har givet det hele?

Jeg tror slet ikke på det. Jeg tror det modsatte. Jeg skulle bare lige mærke efter.

Hvem var det nu der sagde “Jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste”?

Love

jeg ligger helst på tværs hen over madrassen, når du ikke er her. Det får sengen t at synes mindre tom og mig t at føle mig mindre alene. Jeg bilder mig også ind, at jeg kan mærke aftrykket fra din krop og duften af din hud på puden, selvom det ikke er der. Nu niver det i maven, og krampen ruller henover mig. Det gør ikke noget, alt er, som det skal være, og jeg ruller mig sammen i en kugle på det varme badeværelsesgulv. Strålen af opkast rammer min fod, og langsomt løber affaldet ud af mig og ned af låret. Det er ok siger jeg højt, mens mit hoved falder, og nakken kramper. Der er ingenting, som ikke må være, og alting skal nok gå. Jeg ser ingen grund t at holde fast, hvis ingen alligevel er der t at gribe mig, og i faldet ned når jeg blot at håbe, at sneen allerede er faldet på flodbredden, så landingen bliver så blød som mulig.

Det var noget lort at jeg glemte bogen i hotelbaren, jeg blev sgu så forskrækket da skrigene kom. Men tak fordi du hjalp mig med at hente den, selvom det var sødt af damen at ville tage den med hen i butikken, så var det noget bøvlet for mig. Og pagehår og pastelfarver, det er vi enige om ikke går. Hurtigt gennem byen over broerne i sidevognen, morgenmad med fra den forfaldne svømmehal for til sidst endelig tilbage på tagterassen i skoven m det dansende barn, nu falder der igen ro over tropperne, og mens solen står op laver damerne kaffe. Juhu – sikke en nat.

Peace OUT
Red Havoc

Det var med vilje, at jeg hoppede så hårdt ned på puden, men det kom alligevel bag på mig, da jeg lettede. Mens jeg svævede hen over byen steg nervøsiteten, da jeg indså, at jeg jo ville lande på et tidspunkt, og at jeg ikke kunne bremse op. Jeg begyndte at analysere, hvad jeg svævede over, huse, veje, lygtepæle – ikke noget af det ville jeg overleve at lande på, så kom søerne og parken og det glædede mig, at det netop var her, jeg begyndte at tabe højde. Landingen var hård og jeg husker kun et kort glimt af ubegribelig smerte før kroppen lukkede. Det næste jeg husker er mig kravlende hen til den frosne sø og min fod hamrende ned i isen. Jeg får hul på isen og kravler og maser mig ned under den for at køle min krop, så jeg kan overleve, indtil ambulancen kommer. Vandet er lavere end jeg havde ønsket og jeg ligger og bøvler rundt i mudder og nedfaldne blade, for at få dækket kroppen og for at få bedøvet smerten. I mens råber jeg højt, jeg vil have, at nogen hører mig, helst dig. Jeg ringer, og du tager telefonen med det samme, jeg råber, at du skal ringe efter en ambulance og komme til mig. Jeg ved, du er oppe bag bakken, men jeg kan mærke, at der ikke er lang tid tilbage, før jeg forsvinder. Jeg maser mudderet og det iskolde vand længere op om kroppen, isen knuses under mig og vipper op i store flager. Det gør stadig ikke ondt. Nu kan jeg høre bilen komme, jeg siger til de forhutlede mænd omkring mig, at de skal hjælpe mig med at råbe til den. Her er jeg. Det er ikke nogen ambulance, men dig og to flotte store mænd i jakkesæt i en stor fot bil. Det ville tage alt for lang tid med ambulancen. Nu letter smerten, og jeg kigger op på dig. Tryg og rolig igen.

Jeg bliver så træt af at leve så helt og fuldt og lækkert hele tiden. Det er meget forvirrende arbejde. Der er et virvar af spørgsmål og aller oftest absolut ingen fornuftige svar. Jeg bliver så træt.

Hvis jeg nu lader maven stritte vildt, frigives energien så? bliver jeg mere kreativ? er jeg kreativ nok? er det lidt latterligt? meget? er jeg? mon ikke det virker alligevel? er det fordi min far ikke så mig? nok? for meget? var min mor for emsig? eller for pæn? fik jeg for tidlig menstruation? for sent? er det derfor jeg ikke kan få orgasme? er det derfor jeg ikke længere må? vil? er energistrømmene blokerede? er det i knæene? er det der kontrollen sidder? har jeg slet ikke sluppet? er det her et tegn på at jeg ikke har? skal jeg slippe mere? kan jeg slippe mere? i maven? i hovedet? slippe for hvad? hvad er der tilbage hvis jeg slipper? er jeg så noget? er jeg bange? angst for tabet? sorg der går løs? glæde som slipper fri? fri af mig?

I dag er jeg sur. sur på folk som prøver at snyde. sur over ting som ikke falder på plads. sur over at tiden går sin gang. sur over at døden er sikker. måske er jeg er mere vred …vred på ting som ikke er det de kan. vred på tid som kun kan det den kan. vred over at jeg ikke lever det mere. vred over at jeg ikke får det fuldt. vred over at jeg altid tager alt ind. vred over at jeg altid skal give alt. vred over at mit liv lukker mig. vred over at tingene får lov at stå.

I nattens drøm introducerede du en af mine venner for din hemmelige cykelreperationsmand. Han kunne en masse m affjedringer og solgte brugte cykler. Man kunne også have sin kajak der t overvintring og der var nogle lavet af kork, som du smilte overbærende af og kaldte noget fjollet, jeg ikke helt hørte. Vi sad og snakkede i hans værksted og han spurgte om du havde en ponton. Du var glad da du fortalte at du havde den fedeste ponton og en båd og en sidste ting som jeg ikke hørte, men manden var vildt imponeret og sagde : jamen så har du jo alt! Og du smilede for dig selv og man kunne se at det følte du også du havde.

Her til morgen er jeg snublet over hele to dejlige ord. Først ville jeg give mit besyv med i en email snak og undrede mig pludselig over, hvor det kom fra, hvad jeg egentlig sagde med det og hvor bredt jeg kunne bruge det “Her er mit besyv”. Derfra var der ingen vej tilbage. Ned gennem hullet. Der faldt jeg så over styrvolt. Den hidsige og urgerlige person.

En sætning som “Den gamle styrvolt var ikke bleg for at give sin besyv med”, er da helt skøn, og ja besyv kan både en og et …

Den her besyv kan dog kun med en, her brugt af Grundtvig i flertal: nu fik jeg to Besyver ført som for en Slik.

Eller måske bedre disse vise ord fra SA Jørgensen: naar Besyven brænder inde, man Stik paa Stik kan sagtens vinde.

Og med det: I bid you a good day

jeg er skide skuffet over trappen på Aros
jeg forstår ikke, hvorfor man laver en trappe,
som på alle måder ligner, at den lavet af beton
men når jeg så tager et par trin
så lyder den og føles den fuldstændig som træ
jeg bliver distraheret, forstyrret og forvirret

jeg tænker stadig på det, og jeg undrer mig
hvorfor lave det sådan?
det er skævt og helt forkert
få nu bare rettet op på det
så tingene føles og lyder som de skal
og jeg får min sjælefred tilbage

you might think I’m crazy but I’m not. I always talk to myself in English. Most of you know that I’m not really from UK, but when I’m in here – it just comes naturally in English

Well, also when I’m biking. I think, that to distance myself from the horrible things I say about and to people when I bike. I feel better when in it’s in English. Like in here – it gives a little distance that I really like. Distance to you guys – distance to the world

mi bse frt h¨ry oæf o lslyiddrtmr
fr dypf ph ntømfyr doæær
fry bst fr frt d,¨niyyrfr mphrm
dr dypf ph iæ,rfr
,rf rm ,rhry ptsmhr gstbr
,rf d,¨ noyyr gæs,,rt
dp, ry dp,,rtn¨æ o jsbrm
sææt dofdy å¨ sgyrmrm-

ahhhhh, nu kan jeg slappe af. Der er ikke længere noget der skal nås, ikke noget som skal indhentes eller hentes. Jeg læner mig tilbage i visheden om at alt det som skal komme, gør det helt af sig selv og uden massen eller overivrighed. Nu er der kun tilbage at nyde livet, at flyde med strømmen, lade sig rive med, lade sig føre. Af sted.

Når man så har fyldt helt op på alle hylderne. Har snakket hver en detalje igennem og alle har nikket hele vejen rundt. Hva’ så? Det er så dér det hele så starter, dér vi skal til at have det sjovt, dér hvor det hele går i gang, livet starter? Det virker bare helt fjollet nu, som om det ligesom allerede er gjort. At al den snak og forberedelse har lukket helt ned for driften og lysten. Nu er der kun de grå jakkesæt tilbage. Slunkne skuldre og trætte øjne.

Jeg fastholder ønsket om mere og håber på, at når tingene lige falder på plads – og ikke virker så gennemtyggede, så vågner jeg op igen og får lyst til at råbe højt og kaste mig ud på det dybe vand. Men lige nu synes alt lunkent og fantasiforladt, al det sjove er blevet talt helt ned under gulvbrædderne og har efterladt mig med let kvalme og sammebidte tænder. Selv denne opdatering er slatten og tandløs. Og så roder den.

Jeg er ikke sikker på, at det hjælper at benægte tingenes tilstand. Det synes indlysende, men jeg render hele tiden ind i det alligevel. Og det er bestemt ikke bare mig, som desperat forsøger at få tingene til at forsvinde ved ikke at anerkende deres tilstedevær. Næ, vi er alle steder. Benægterne.

På den anden side kan der vel være noget om snakken. Jo mere man kigger på en ting, jo mere kommer den til at fylde, og langsomt vænner man sig til den. Til sidst hører den til – og man savner den, hvis den forsvinder. Bliver den også større? Det er jeg ikke sikker på. En lort er vel en lort. En guldklump er vel en guldklump.

Nogen gange trænger man nu bare til at få tingene på afstand. Det sætter det hele i perspektiv og minder én om, hvad der er vigtigt. Nogen gange når man vender tilbage efter lang tid, kan det føles helt nyt og jomfrueligt det hele. Som om at man, mens man stod og stirrede, slet ikke så, hvor smukt det var, det man kiggede på.

Jeg bliver så træt af at skulle finde svar på alting. De er der jo ikke – eller ændrer sig hele tiden. Det er et frustrende kapløb hele tiden at holde svarene klar mod de konstant ændrede forudsætninger. Jeg vil lade tingene være og blot kigge på dem og kigge væk, som jeg finder det godt. Uden at placere, kategorisere og indramme.

Det var først
omkring de 40 år, at hun kunne slappe af. Så kom det nærmest også som en
overraskelse for hende, at hun kunne. Hun var blevet så vant til altid at gå
med maven en smule spændt op, så da den en dag pludselig gav slip, troede hun
et øjeblik, at hun havde skidt i bukserne … Det var sådan en stor åbenbaring
for hende, at hun svært ved at lade være med at smile en hel uge. Det var som
om mundvigene krøb op helt af sig selv. Det var nok ikke så simpelt, at hun nu
var gammel nok til at slappe af, og det kom heller ikke over en nat, men det
føltes næsten sådan efter alle de år af spændthed.

Jeg havde ikke forstillet mig, at jeg skulle blive
så gammel. Jeg er ikke bange for forfaldet, jeg har bare ikke haft tid til at
forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i
spejlet. Jeg forsøger at gøre det så lidt som muligt, men min forfængelighed
tvinger mig dog alligevel forbi et par gange om dagen – jeg kender efterhånden
mit ansigts tendens til at samle skidt i øjenkrogen og gro strittende hår på
uhensigtsmæssige steder.

Det er livet mellem stregerne, som jeg bruger min tid på i disse dag. Den fine linje mellem total overgivelse og total kontrol. Jeg holder meget af det sted, der er kort vej til begge ekstremer.

Et lille hop og du er af vognen. Et lille hop og du er lukket ude, helt ude på overdrevet. Livgivende, pirrende, kælende, æggende – det starter, det slutter.

Tal til mig med den der stemme, du ved. Den der starter, den der flytter mig, den der fanger mig. Jeg kaster mig ud og overgivelsen er total. Du har mig.

Jeg lader mig tage – alligevel. Tiden forsvinder og sprækkerne mellem fliserne åbner sig til store kløfter, som jeg falder, falder ned i – grinende, sukkende, rystende.

Dit tilstedevær er skabt til at leve i. Når alt starter og slutter med dig, hiver ønsket mig altid tilbage og jeg ender forpustet og overrasket over øjeblikkets villen.

Jeg gentager mig selv. Meget. Jeg er begyndt at kunne høre det. Som en slags advarselsflag der ryger op hver gang de samme ord kommer i samme rækkefølge. Igen igen. Det er underligt at jeg skal slå mig selv så hårdt i hovedet over detaljer. Det er måske fordi at det ikke er detaljer. Hmm – here we go again. Noget med noget yin og yang – dag og nat. Mange liv – og den satans Saturn igen! Eller var det Jupiter …

Så kommer jeg tilbage herinde igen. Jeg var så skide sur siste gang. Frustreret – jeg skrev som et lyn og kunne ikke se hvad der var hvad. Nu er jeg mere rolig. Uden så meget drama eller råben højt op. Er noget blevet bedre? Jeg ved ikke. Men der er ikke så meget gang i den ikke så mange store ord. Og jeg føle feberen falde noget. Hun bliver gladere, slappe mere af. Det er godt. Jeg kan ikke lide når hun græder. Det skære mig i hjertet. Hun skal altid være glad! Det er nu mystisk at når jeg så er rolig, så er det som om hun bliver lit tosset. Helt alene. Gør ting jeg ikke forstå. Forsvinder væk og i sig selv. Kan man sige det? Eller er det også svært at forstå – umuligt? Lige som hende.

Arrrrh, jeg kan stadig huske dengang, det hele bare kom til mig. Der var ingen renden rundt i gaderne, der var ingen hvileløs søgen på nettet, ingen desperate opkald mitdt om natten, ingen overkiksede branderter med alt for mange sandheder. Nej, der løb lykkens bæger over – helt af sig selv. Jeg kommer i tvivl, om det bare var fordi jeg havde hovedet i skyerne (eller var det i røven?) eller om jeg rent faktisk var lykkens pamfilius, sådan som jeg følte mig.

Hva’ siger I piger? I var der. Var jeg virkelig så lykkelig og let, som jeg husker det?

Jeg
lægger mig altid meget stille ned på sengen. Først på ryggen og roligt vender
jeg mig om på siden. Armene er altid i vejen, som to mystiske påhæng, der
aldrig rigtig kan finde sig til rette. De bliver fremmede for mig, som den ene
finder plads bøjet let under kroppen, og den anden strittende skævt op i vejret
hængende ud over sengekanten. Natten virker uendelig og på vej et andet sted
hen. Ligesom mig. Der er noget, der ikke gør, som det skal. Noget der endnu
ikke er faldet på plads trods tusindvis af tanker. Til sidst giver jeg op, står
beslutsomt ud af sengen, tager mit tøj på og går ud i natten.

Så er der dem, der
straffer ham for det. Som om de kan mærke, at han kan noget særligt, og det er
ikke sikkert, at de ville kunne gøre det samme som ham. Det er ikke rart at
blive konfronteret med ens egen uformåen, og han kan mærke det, når de er i
nærheden af ham og ikke rigtig kan finde ro og gerne drejer deres overkrop lidt
væk. En næsten usynlig forskel i holdning, men han mærker det tydeligt, som var
det et spyt i ansigtet, et spark over skinnebenet.