en blog til zina.dk

Det er meget mærkeligt for mig det her. Jeg har aldrig prøvet at være så meget i tvivl om ting. Vejen, jeg skulle gå, er altid kommet til mig som jeg gik, det har aldrig føltes som en beslutning, hvor jeg kom hen. Nu er jeg i 7 sind. Jeg vil frygtelig gerne vælge; tage et bevidst valg om hvor og hvordan, men jeg ved sgu ikke, hvad det er jeg søger! Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke vil være her! Men hvad betyder det? Kunne det måske bare være almindelig utilfredshed. Ja, jeg fylder 40 … en generel og meget almindlelig tvivl om retning. På den anden side, føler jeg det som et stærkt kald – væk!

Det kommer altid anstigende som skriget dybt nede fra halsen. Springer op og angriber helst bagfra, som den kryster det er. Jeg kan ikke længere huske det I sagde, det sidder lige inde bag panden, men kommer ikke frem lige meget hvor meget jeg presser. Det er vist fordi du kom forbi og mindede mig om det jeg havde sagt. Der hvor verdenerne kolliderede og jeg pludselig lå uden noget filter til at beskytte mig. Det var lige det, der skulle til sagde lægen og vente sig om og gik. Hm, jeg kan ikke huske hvad jeg kom fra, men det er der jo ikke noget nyt i. Hurra for forvirringen.

Det er fucking det. Det er derfor jeg elsker det! Det er jo soleklart. Hjernen er på pause – kroppen er på pause, og således er der fred. Fred for mig selv. Det er skide smart. Den smarteste måde at komme i kontakt på. Uden at blive forstyrret af sig selv. Hvis jeg så kan holde den hele dagen, er det jo perfekt. Således kan jeg blive på mit eget perfekte stadie.

Jeg elsker når fejl bringer mig på sporet af nye tanker idéer og tanker. Det er gratis!

Love him! It’s all in his head.

He is me. In my next life.

Non c’ha un cazzo da fare.

Ma veramente… Non penso

Jeg ved det godt. du har sagt det til mig mange mange gange. Jeg hører nu kun efter på udvalgte tidspunkter – det er når tiden står helt mussestille og der ikke er nogen der håber for højt. Men nu står jeg her så alligevel. Helt stille og uden noget tøj på. Jeg havde håbet det var lidt nemmere, men sådan ved jeg godt det ikke kan være nu.

Tingene var simplere før. Lige ud af vejen og altid huske at smide skoene før du træder ind. Det er fornøjelsen ved at skrive så ingen mere ved hvad det handler om. Er du stadig med? Jeg kan savne det så det gør ondt helt ind i knoglen, men det redder mig altid at skrive uforståelige ord i række.

Nå, men her er vi så tilbage igen, ved starten. Og jeg har allerede glemt hvad det var der gjorte ondt. Hvad det var der fik mig herind igen – kigge på de samme ord igen, og huske det hele igen. Nu er jeg tilbage på sporet og jeg hopper stille op og ned i forventningsfuld spænding.

Alle ombord

Der er ikke noget, der kommer bag på mig mere. Jeg ved det hele og kan forudse hver en følelse, hver en handling der kommer og vil komme. Se mig stå og spejde ud over markerne, se mig løbe hurtigt væk fra det derude.

Herhen min elskede, til det jeg kender. Til dig. Det vi er, og det vi har. Jeg glemmer det ikke, og jeg føler det hele tiden. Jeg vil placere mig her i dit solskin og vente stille på, at jeg bliver varm igen.

Nu er det nu der skal spurtes. Hurtigt afsted. Uden at kigge dig tilbage. Du er ikke alene. De er alle sammen lige i hælene på dig. Klar til at spærre ben for dig. Så det er med at løbe til. Du vil ikke ønske at blive indhentet af dem. Det har jeg sagt til dig flere gange. Pas på – det er ikke for børn.

Jeg har prøvet det – altså at blive indhentet. De fældede mig bagfra i en glidende tackling og jeg gled hen af asfalten, men armene foran og kinden på vejen. Blodet løb og hånligt kiggede de alle på mig, mens jeg lå og vred mig. Ikke en hånd fik man. Ikke andet end træk på skuldrene – smørret grin og derefter vendte de alle ryggen til mig og gik uden at vende sig om.

Så det er nu du skal løbe – for livet

Der er jo grænser for hvad man kan. Siger nogen. Jeg vil forsøge at være her – uden at ville noget. Træt af hele tiden at mase villen ind for enhver pris.

Mon I har det på samme måde? Jeg tror måske at Sussie har fat i noget af det rigtige. Der er en særlig lethed over hendes tilstedevær, som jeg altid har elsket. Ligeså irriterende det kan være, når man ikke selv har det sådan – men bare gerne ville.

I forsøget synes tomheden uendelig og helt uden mening. Det tror jeg ikke er meningen, men det er altså det bedste, jeg kan gøre lige nu.

Hvis I er med mig, tror jeg lige det går

det gør den i hvert fald. går. går. jeg kan ikke se mere. fuldstændig blind. uden holdning. uden at du ser noget. jeg ikke kan se. jeg står helt stille. uden at trække vejret. vinden blæser. udenfor. vinden trækker vejret for mig. det går egentlig meget godt. således uden hjælp kan jeg fortsætte. med ikke at kunne se. og stå. stille.

Åh Åhh, livets lummerhed. Alt er i rød. Var det det det var? Jeg føler at tiden står helt stille nu og minutterne kan ikke finde hinanden. Hvis jeg kunne opløses i atomer og stille blæse væk i den lumre brise, ville det være en perfekt afslutning på en rodet affære. Hvem ved måske bliver det netop sådan i den evige tanke som flyver over Atlanten i rystende usikkerhed over det som skal kommer, det der var og det som kommer. Jeg er ikke vred jeg er bare skuffet.

Jeg må være den der ikke er. Jeg må være den der svæver over vandene. Jeg vil være den der kommer ud og op. Jeg vil være den der altid ser alting. Jeg ville være den hvis sort ikke var sort. Jeg ville være den hvis månen ikke svævede over netop mit hoved. Jeg ser ikke nogen forskel på rigtigt og forkert, men lyset blænder mig og kun stjernerne står klart.

Det er jo ikke alverden. Som i hele verden. Eller alle i verden. Der skal ikke være noget stress. Helt roligt. Steady as she goes. Jeg vil bevæge mig roligt afsted. Uden at se nogen steder hen. Uden at være noget. Andet end lige der. Her. Det er nok bare fordi jeg ikke kan overskue andet lige nu. Jeg er bare lige her.

I don’t remember who I am. Can you help? I thought I was the bat from Hell. But think that I might have been wrong. Please help me, Zina. I’m confused. Out of breath. Feeling the walls closing in on me now. Feeling sick and warm. The strange buzzing that comes when you are waiting for something unknown…

Den vil ikke skifte linie, det er lige meget om jeg gør det. Jeg gøre det nu, men nej der sker ingenting. Jeg kan sgu bedre lide gæstebogen. Blog schmlog – opreklameret lort. Skift så for fanden linie. Jeg gør det hele tiden. Igen Igen Igen

Hej Zina, Er det sådan her det skal se ud? Er det sådan her du kan lide det? Er det sådan her du kan lide mig? Jeg vender og drejer. Jeg råber og skriger. Jeg håber og venter. Jeg løber og henter. Alt sammen for dig. Alt sammen så du kigger. Alt sammen så du ler. Alt sammen så du elsker.
Mig

Jeg står helt stille her i blæsten, som flytter mig millimeter af gangen. På tværs af vejen og hen over den. Hvor mon det forsvinder henalt det ævl og kævl, som fløj over hovedet på os. Jeg står her stadig og venter på at lyset skal falde på sandheden. Hvis det ikke kommer af sig selv, så må jeg jo finde den selv. Rode det hele igennem, uden at være bange for alle de mørke hjørner. Er du?Bange?

Jeg har sagt det før. Det eneste der hjælper er et sent natteafsnit af Sam’s Bar. Jeg er så kold som en fisk, så kold som blinkende stål – eller blinkende fisk.Dine blinkende øjne. Mine?Jeg tror ikke jeg kan være sur over det. Selv om mine læber skriger af al skrålet, og jeg ikke længere ved hvad det hele handler om. Men, jeg ved nu også, at det er der jo ingen der gør. Gør I?