en blog til zina.dk

Jeg føler mig indespærret

af jeres indspisthed

og vakler mellem vejene

være eller ikke være

med

jeg ville ønske det var enkelt

men denne fimsede rå tone

både afskrækker og tiltrækker

det er som om I vil mere end I kan

og skjuler jeres uformåen

bag urimelige mængder af ord

så mængden alene foregiver

kunnen og dybde

min røv

du har ret Frank, jeg er her stadig.

OK, så tjek den her: Jeg drømte, at mit blik svævede over en lang kyst, havet var mørkeblåt, og jeg konstaterede, at det var Atlanterhavsfarven og ikke den tyrkise Middelhavsfarve. Vanvittigt smukt. Kysten var klippeagtig og gullig-brun på den varme og svedne måde. Der var en vej der fulgte kysten, som jeg tror, vi var på. Mit blik svævede rundt oppe over det hele, og jeg så skibene – helt kridhvide på det mørkeblå hav. Vi var på ét. Der var ingen mennesker. Vi stod i stævnen oppe på rælingen og søgte noget. Jeg spredte armene ud og lod mig falde ned. Havet lå flere kilometer under mig, og jeg faldt langsomt. Forstod at jeg ikke faldt hårdt men nærmest svævede og besluttede at flyve i stedet. Det var dog mere som at svømme, og vi fangede hinandens hænder og arme og grinede højt. Så så jeg to huse flyde på vandet. Det ene var lille og hvidt det andet orange som en redningsbåd bare formet som et hus. Lidt nervøs for hvad jeg ville finde inde i det orange hus, svævede jeg ned og kiggede ind, men blev glad og lette over at der bare var sengetøj. Det hvide var lille og tomt. Vi boede der og ventede – glade, gyngende og frie.

Ahh – sikke en god én

Jeg var helt vildt heldig i nat. Jeg drømte om en lagkage, som skiftede farve, størrelse, stil – ja alt, hele tiden. Den blev ligesom man gerne ville have den. En gammel veninde lagde sig ned i den, og jeg blev faktisk lidt forskrækket, men så tilpassede den sig fuldstændig hende krop og blev nærmest til en smuk blød farverig madras, som hun faldt helt hen i. Jeg husker det var meget smukt.

Sikke en kage…

Det kommer altid anstigende som skriget dybt nede fra halsen. Springer op og angriber helst bagfra, som den kryster det er. Jeg kan ikke længere huske det I sagde, det sidder lige inde bag panden, men kommer ikke frem lige meget hvor meget jeg presser. Det er vist fordi du kom forbi og mindede mig om det jeg havde sagt. Der hvor verdenerne kolliderede og jeg pludselig lå uden noget filter til at beskytte mig. Det var lige det, der skulle til sagde lægen og vente sig om og gik. Hm, jeg kan ikke huske hvad jeg kom fra, men det er der jo ikke noget nyt i. Hurra for forvirringen.

Jeg vender jo altid tilbage hertil. As a moth to a flame, som de siger i sangen. Fuck, det føles helt rigtigt at være her. Jeg føler mig tættere på end nogen sinde, og jeg ved det lyder lamt, når jeg siger det, men jeg kan sgu ikke leve uden. Input, kærlighed – kald det hvad du vil skat, men du er den største brik. Det er sjovt herinde – alle venner, ingen kender hinanden, eller lader vi bare som om når vi ses. Det er nok nemmest sådan, det holder friheden intakt og der er ingen smalle steder. Et sted hvor vi siger det som det er. Nogen gange siger vi ingenting – det fylder sgu ligeså meget.

Nå, venner. Jeg vil smutte igen – kom på banen igen, også dig Sussie. Vi ved du stadig er der ude et sted.

Frankie forever

Du har mast dig ind i min mave
med dine villende hænder
og borende øjne

er det virkelig så simpelt
at intet filter virker mere
fuldstændig afhængig

hængende med hovedet ned
tænker jeg at det måske
er OK at være bundet

hænder og fødder

Det er fucking det. Det er derfor jeg elsker det! Det er jo soleklart. Hjernen er på pause – kroppen er på pause, og således er der fred. Fred for mig selv. Det er skide smart. Den smarteste måde at komme i kontakt på. Uden at blive forstyrret af sig selv. Hvis jeg så kan holde den hele dagen, er det jo perfekt. Således kan jeg blive på mit eget perfekte stadie.

Jeg elsker når fejl bringer mig på sporet af nye tanker idéer og tanker. Det er gratis!

Love him! It’s all in his head.

He is me. In my next life.

Non c’ha un cazzo da fare.

Ma veramente… Non penso

don’t be such a smart ass, Zina. I know you don’t like it, but come on. We are not fooling any body. It’s all about the L O V E. The best one is the difficult one – you know that. I’m not sure that we will ever know.

Here I am, smoking and drinking. I know I’m supposed to be the smiley-perky one, but I’m not sure I can do it. On the onther hand – I think that you guys mostly know me as the loud screaming hand-in-the-air kind of girl. Well who is counting?

Here we go again.

I must admit I love it. It’s the only playing around. The only place to go where I still feel safe. It’s ridicoules – can’t even spell the fucker. You know what it’s like… I promise I wont lie. Hmm it’s time to stop – not sure I can.

Let’s see.

Uhh I can!

man kan jo føre sig frem i én uendelighed. og så stille sig i hjørnet og se hvad der sker. jeg bliver noget udmattet af mig selv, men kan nok ikke komme uden om at det er sådan jeg fungerer.

herinde er der nu meget roligt. ikke så meget palaver. det har måske også været lidt for heftigt nogen gange.

beskyldninger der fløj, hjerter der blev knust, ørefigner der sad. på den anden side, det er vel sådan vi er og skal være.

der er ingen af os der nogensinde har været særlig gode til at rette ind. og det med fuldt overlæg. jeg holder af jer alle – store som små.

lad os se om vi kan kickstarte processen igen. jeg synes det har værdi at ytre sig uden filter – og I hjælper mig til det. som en skizofren dagbog. eller en dagbog der rent faktisk svarer igen. ikke dårligt.

så op på hesten venner – lad os svinge os i lianer af ord endnu en gang. og ikke lad os ikke hæmme af lumre beskyldninger og frække forslag.

Jeg ved det godt. du har sagt det til mig mange mange gange. Jeg hører nu kun efter på udvalgte tidspunkter – det er når tiden står helt mussestille og der ikke er nogen der håber for højt. Men nu står jeg her så alligevel. Helt stille og uden noget tøj på. Jeg havde håbet det var lidt nemmere, men sådan ved jeg godt det ikke kan være nu.

Tingene var simplere før. Lige ud af vejen og altid huske at smide skoene før du træder ind. Det er fornøjelsen ved at skrive så ingen mere ved hvad det handler om. Er du stadig med? Jeg kan savne det så det gør ondt helt ind i knoglen, men det redder mig altid at skrive uforståelige ord i række.

Nå, men her er vi så tilbage igen, ved starten. Og jeg har allerede glemt hvad det var der gjorte ondt. Hvad det var der fik mig herind igen – kigge på de samme ord igen, og huske det hele igen. Nu er jeg tilbage på sporet og jeg hopper stille op og ned i forventningsfuld spænding.

Alle ombord

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

føl min ånde – mod din kin

føl min ånde – mod din kind

føl min ånde – mod din kind

tæt på

tæt på

tæt på

giv slip

giv slip

giv slip

slip

så kan jeg bare sidde her i hjørnet helt stille og hviske for mig selv. jeg tror i virkeligheden ikke der er så mange der kan høre mig, også selv når jeg hvisker virkelig højt. sådan har det altid været, det er ikke noget, der kommer bag på mig. ikke noget der gør mig specielt ked af det. bare stille affinden sig med. det er mere min stil. der er kun de der helt specielle øjeblikke som kan rive mig ud at stilstanden. der hvor alle omkring mig råber så højt og løber forvildede rundt, der er der plads til mig. jeg stille mig langsom op. starter helt stille med den mindste lyd jeg kender. lader den vokse støt og roligt i styrke og langsomt langsomt bliver den til det højeste skrig. min mund står vidt åben og lyden er øredøvende. der er dog stadig ingen der ser mig. lyden kom snigende så ingen lagde mærke til den. de tror den er en del af den almindelig larm. men det er den ikke. den er al min smerte og indholdte galde der kommer ud på én gang. én gang for alle højt og gennemskærende. så holder jeg op. lige pludselig og uden forvarsel stopper jeg lyden og synker ned i mit hjørne igen. forskellen er så stor at alt ophører, alle stopper op og stilheden falder som en sten. Her er friheden det ultimative tomrum som et vakuum. freden sænker sig igen i min sjæl og jeg smiler stille for mig selv.

Det bliver så mig der skriver

Det måtte komme netop nu

Det er nemt at se

Jeg vil ikke vente mere på det

Du siger det på én måde

Jeg siger det på en anden

Men vi mener det samme

Det ved jeg

100%

Det er lige der

imellem fliserne

på stregerne

som vi prøver at undgå

Jeg undgår

kun når jeg ikke kan andet

jeg vælger

kun når der reelt ikke er noget valg

er det fattigt?

er det svagt?

er det det rigtige?

Hey guys

What’s up? Long time no see or long time no words… It’s the small things in life that sometime gets to me. I normally see them coming, like a hole in the road, I can step over it – or go around it. But not this time. I went straight in. Don’t know what hit me. I was down there for quite some time. A little bit longer than I intended to. But what the hell No harm done…? Now I’m back, but not quite sure who I am or what I am anymore. I’ve been such a bad ass all my life. I have no idea what to do with all this frailty. I’m in bits and pieces. Like they sing in all the sad songs. Scattered over the floor.

Hmm, good advice anyone? Think at least Katie and Sussie have been there. What about you Frank? Zina?

Well well can’t wait to hear from you.

Luzi low low

Hey guys

What’s up? Long time no see or long time no words… It’s the small things in life that sometime gets to me. I normally see them coming, like a hole in the road, I can step over it – or go around it. But not this time. I went straight in. Don’t know what hit me. I was down there for quite some time. A little bit longer than I intended to. But what the hell No harm done…? Now I’m back, but not quite sure who I am or what I am anymore. I’ve been such a bad ass all my life. I have no idea what to do with all this frailty. I’m in bits and pieces. Like they sing in all the sad songs. Scattered over the floor.

Hmm, good advice anyone? Think at least Katie and Sussie have been there. What about you Frank? Zina?

Well well can’t wait to hear from you.

Luzi low low

ufærdigt

det er ikke færdigt endnu

hun ser det foran sig

mange brikker mangler

både her og dér

Det hele ser tåget ud

som om der ligger en film over det

hun fjerner det forsigtigt

for ikke at ødelægge noget

men filmen knækker altid

lige til sidst

efterlader et spor af klister

som får alting til at sidde fast

støvet lægger sig til ro

på den glatte overflade

og om hun vil det eller ej

føles alt pludseligt gammelt

så står verden stille

og alt har lagt sig til

nu stopper legen

og hun går grædende hjem

alene

Det er et spørgsmål om at slippe

slippe fri

give slip

slippe nogen eller noget

jeg er nu ikke meget for det

jeg foregiver gerne at være det

men er det egentlig ikke

det lyder så godt

men føles skidt

og jeg læsser bare mere og mere på

næsten lige meget hvad jeg skal slippe

føles det som et stykke af mig

der tages rives af mig

og det giver mig tårer i øjnene

og ubehag i maven

det er nu svært at holde på det hele

jeg kommer tit til at tabe ting

det er ikke det samme som at give slip

det kræver ingen bevidst handling

og sker som en nødvendighed

tænk hvis slippet kunne blive bevidst

så jeg selv bestemte hvornår, hvad og hvorfor

og ikke var betinget af simpel fysik

som får tingene til at falde fra hinanden

og over hinanden

Jeg har fuldstændig glemt hvem jeg er. Det er mystisk, men det er helt væk. jeg kunne huske det klart, da vi startede, men her efter noget tid er det helt forsvundet igen. Er jeg helt forsvundet igen.

Jeg har prøvet det før, og er derfor ikke umiddelbart bekymret. Jeg kan f.eks. huske mange af de helt simple kendetegn. Hvordan min næse rynker, når de trækker. Hvordan min pegefinger sætter brillerne på plads. alt sammen uden at jeg tænker over det.

Det er først når jeg begynder at tænke, at problemerne begynder. Kan jeg lide uldne sweatre? Hvordan fortrækker jeg min bøf? Min rødvin? Alt det instinktive kommer af sig selv, men jeg mangler alle de ekstra ting – her bliver nødt til at prøve mig frem.

Det føles lidt, som om jeg genopfinder mig selv hver gang. Alting får ny betydning og åbner nye muligheder. Det giver mig en chance for at ændre på tingene. Pludselig kun at gå med silke og spise blodige bøffer med en knastør chianti.

Det varer nu sjældendt ved. Det er kun de små ting som vil ændres. Som hvordan jeg holder koppen i hånden, når jeg vasker den af. Alt det andet falde langsomt i hak. Jeg kan ikke lide uldne sweatre – de kradser, bøffen skal være rosa og chianti er opreklameret og alt for tør.

Jeg både elsker og hader min glemsomhed. Det er trættende at skulle prøve alting igen og igen påny, men det pirrer min nysgerrighed og giver håb om forandring. Det synes nu, at jeg altid ender mere eller mindre det samme sted, med mig selv, den samme person – tror jeg nok.

jeg vil ikke ordnes

lad mig endelig bare være

med alle imperfektionerne

udenpå

ingen snitten i mig

ingen brun creme kant langs hårlinjen

ingen bukser der holder på noget

ingen hårlak i øjenbrynet

jeg kender alle trickene

men er træt af al den forestillen

nu hænger det hele udenpå

lad bare alle se reflektionen

af min uperfekte sjæl

i rynker, hængevom og fedtet hår

Hold kæft hvor jeg bare elsker dig, Frank. Du har den helt rigtige indstilling til livet. Det der med flokke af pilsnere har altid været den perfekte løsning på dine kriser – jeg ved ikke helt om det vil virke for pigerne, men man har da lov at håbe.

Nå, men jeg ville bare lige sige hej herinde, så I ikke troede at jeg var blevet helt væk. Der er ikke så meget drama fra min side, selvom jeg godt kan savne det en gang i mellem.

Men jeg har vundet mit efterår tilbage igen. Jeg var faktisk bange for at jeg havde mistet det for altid, så jeg er mere end glad nu.

I ved det jo godt – det er efteråret der tæller. Så husk nu at være der, især på dage som i dag, hvor solen skinner ekstra stærkt og kroppen næsten ikke kan være der for bare summen.

Nå, så er der gang i den igen. Gode gamle rødt chok! Lidt corny alias eller hvordan synes du selv det går?

Jeg er nok lidt mere til den flade struktur – uden al for meget pis. Mit navn er Frank og jeg synes det virker bedst for mig at være lige ud af posen og altid sige det jeg mener.

Og på den tone, vil jeg så lige sige mit sædvanlige: SLAP DOG AAAAF, til tøserne og al deres drama. Det virker sgu en lille smule selvsmagende på en gammel røv som mig. Alle de stooore følelser og al den tænders gnidsel. Jeg synes I skulle til at sætte jer ned, drikke en ordentlig flok pilsnere og få snakket ud om det hele. I skal se, det ender nok som det plejer med knusere og kærlighedserklæringer!

Ud over det er jeg jo selv noget af en sølle stakkel. Al den kærlighed og ingen at give den til – ja, andet end til de sædvanlige… Mit fokus er sløret, som den gang jeg bankede hovedet ind i væggen nede på Lasse’s i ren frustration. Det er muligt det er det der skal til for at få noget igennem. En ordentlig én på siden af hovedet.

Slut fra mig.

Nu er det nu

her kommer det løbende

stærkt imod mig

skrigende

med viftende arme

jeg vender mig i stormen

og løber imod det

skriget vrænger i mine ører

og vinden tuder

jeg ser det ikke da det sker

pludseligt og uden varsel

hælder verden stærkt

og det jeg havde samlet

løber ud mellem mine fingre

grædende går jeg hjem

falder og banker næsen i asfalten

blodet løber og knæet sviger

og jeg ville ønske

at du ikke kunne se mig

så tydeligt

Jeg kiggede lige herind. Jeg er stadig vaek, eller vil i hvert fald gerne vaere det. Jeg er fuld af taarer og kan ikke rigtig overksue konsekvensen, af det brev jeg skrev til dig. Jeg mener stadig det hele. Alt hvad jeg skrev. Men det er ikke spor nemt for mig.

Jeg er stadig overbevist om, at det er det rigtige jeg har gjort. Det var alt for meget for mig. Det blev alt for meget for mig. Du blev alt for meget for meget. Jeg ved godt, at det er aandsvagt at slaa op med en ven. Jeg ved ikke engang, om det kan lade sig goere. Men jeg forsoeger.

Jeg er ked af at det ikke kan lade sig goere – ikke der hvor jeg er nu.

Jeg faar lyst til at skrive at tiden vil vise, hvad der sker. Men samtidig vil jeg ikke give dig haab om noget, jeg ikke foeler jeg kan… lige nu…

tid…

Jeg har tænkt og tænkt. jeg ved stadig ikke rigtig hvad jeg skal skrive, men føler at nu må det være tid til et pip fra mig. Om ikke andet så bare for at fortælle dig at jeg har læst dit brev til mig.

Det er svært det her og nu skriver jeg bare, så ser vi om det giver mening bagefter.

Jeg synes det er super mærkeligt at du skriver herinde. Du kunne jo bare ringe til mig eller kigge forbi, men jeg kan godt høre, at det ikke er så enkelt for dig. Det er det heller ikke for mig.

Det lyder lidt som om, at du aldrig vil se mig mere, eller snakke med mig – eller skrive til mig. Jeg håber at du læser det her. Ikke fordi der er sket noget nyt, men bare fordi jeg gerne vil have, at du læser mine ord til dig.

Du er taget afsted siger du. Du vil ikke fortælle hvorhen, men jeg er sikker på, at det er godt! og helt sikkert også varmt – din gamle frossenpind. Jeg mindes stadig den lejrtur for 100 år siden, hvor du nærmest døde af kulde, lige meget hvor meget jeg varmede dig.

Jeg kan ikke være mere eller mindre end det jeg er. Jeg ville ønske, at jeg kunne være lidt mindre for dig, så du kunne holde ud at være i nærheden af mig. Jeg elsker at være i nærheden af dig.

Du er jo sindssyg kvinde! Det lyder jo for helvede som om vi er kærester. Man kan sgu da ikke slå op med en ven!!! Jeg har siden du skrev haft decideret kærestesorg og synes at det er super uretfærdigt at du bare har besluttet det hele på forhånd og ikke vil lade mig forklare dig at vi jo ikke kan skilles – at jeg ikke kan leve uden dig som min ven.

Er der noget jeg har misforstået?

Kom tilbage og forklar!