en blog til zina.dk

a long and lasting
fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck
as in fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck ufuck ufuck ufuck ufuck fuckcufkckfuckfuckufkfuckfukfu kfuk fuck
fuuuuuuuuuck

that was nice
love you already
lips and ass
Miss you like crazy

xoxoxoxoxoxoxox

Wauw hvor blev her stille herinde.
Hvor er I alle sammen?
Løber I rundt som hovedløse høns?
Eller er der retning og villen i stilheden?
Er det kedeligt?
Er det alt for sjovt?
Spændende?

Jeg har selv været optaget af andet
Snotforvirret som altid
men i min helt egen blanding af hovedløs høne og villende vælten
har jeg det godt og tænker at det hele er rigtigt

Og det er sgu da store ting?
N’est pas?

Kys og snav til alle i foråret.
Nu skal vi snart på Roskilde 🙂

Two thick ropes of dark blood and two slender rose like snakes from the stump of his neck and arched hissing into fire. The head rolled to the left and came to rest at the expriest’s feet where it lay with eyes aghast. Tobin jerked his foot away and rose and stepped back. The fire steamed and blackened and a gray cloud of smoke rose and the columnar arches of blood slowly subsided until just the neck bubbled gently like a stew and then that too was stilled. He was sat as before save headless, drenched in blood, the cigarillo still between his fingers, leaning toward the dark and smoking grotto in the flames where his life had gone.

[Blood Meridian p. 113]

Her til morgen er jeg snublet over hele to dejlige ord. Først ville jeg give mit besyv med i en email snak og undrede mig pludselig over, hvor det kom fra, hvad jeg egentlig sagde med det og hvor bredt jeg kunne bruge det “Her er mit besyv”. Derfra var der ingen vej tilbage. Ned gennem hullet. Der faldt jeg så over styrvolt. Den hidsige og urgerlige person.

En sætning som “Den gamle styrvolt var ikke bleg for at give sin besyv med”, er da helt skøn, og ja besyv kan både en og et …

Den her besyv kan dog kun med en, her brugt af Grundtvig i flertal: nu fik jeg to Besyver ført som for en Slik.

Eller måske bedre disse vise ord fra SA Jørgensen: naar Besyven brænder inde, man Stik paa Stik kan sagtens vinde.

Og med det: I bid you a good day

som konturerne af dagene
nu kun bestemmes af lyset
så nedbrydes alle burder
og jeg sidder tilbage kiggende
efter det som kommer
lyst, drift, vilje, ønske

WTF: hvad sker der for den her beskrivelse af en typografis linjeafstand …?

jeg er da ikke sikker på noget som helst, mindst af alt det som ligger lige for. Måske er det som ligger lidt længere fremme nemmere, det er i hvert fald tydeligere.

jeg er skide skuffet over trappen på Aros
jeg forstår ikke, hvorfor man laver en trappe,
som på alle måder ligner, at den lavet af beton
men når jeg så tager et par trin
så lyder den og føles den fuldstændig som træ
jeg bliver distraheret, forstyrret og forvirret

jeg tænker stadig på det, og jeg undrer mig
hvorfor lave det sådan?
det er skævt og helt forkert
få nu bare rettet op på det
så tingene føles og lyder som de skal
og jeg får min sjælefred tilbage

you might think I’m crazy but I’m not. I always talk to myself in English. Most of you know that I’m not really from UK, but when I’m in here – it just comes naturally in English

Well, also when I’m biking. I think, that to distance myself from the horrible things I say about and to people when I bike. I feel better when in it’s in English. Like in here – it gives a little distance that I really like. Distance to you guys – distance to the world

ÅÅHHH, har I savnet den lige så meget som mig?
Gået og ventet spændt på at den endelig blev færdig?
Så den kunne finde sig til rette på natbordet
lige dér ved siden af glasset med vand og de fedtede briller?

Ventetiden er næste omme – se selv her:

Temaet for tiden er noget med den indre verdensmester – kan nok ikke forstås umiddelbart – derfor temaet og de mange ord.

Forståelse og klar definition af forskellen på selvværd og selvtillid – jeg kommer altid lidt i tvivl – også om hvorvidt det er værdifuldt at forstå.

Udlevelsen af og tilstedevær i et ordentligt levet liv – muligt?

Eller ordentligt tilstedevær i et udlevet liv – ja tak, tror jeg.

Så bevæger vi os over i noget med fuldt potentiale, men så sniger opkastfornemmelsen sig ind… gør det det relevant i sig selv? Det tror jeg nok det gør!

Men verdensmesteren! Det er starten på hele misæren.

efter den lange nat gik de rundt forvirrede mellem hinanden. De havde løst opgaven. John var nøgen bortset fra et slips som hang løst om halsen, han stod ved bordet og prøvede at decifrere de forskellige skitser, som var strøet ud. De gav ikke rigtig nogen mening. Lila sad på sofabordet helt sunket sammen. Hun havde skrevet med blå tusch hen over panden og hen over sit øvre bryst og sad nu nøgen og stirrede ud i luften. Tegnene lignede mest en dels gafler, men var helt sikkert en del af en den større plan. Wu var ikke helt kommet sig oven på sidste del af seancen og sad på direktørstolen i sine hvide boksershorts og græd stille. Lyset var dæmpet i rummet, som et spædt morgenlys. krøllet papir, blyanter tuscher spredt ud over det hele, og alt stod skævt. Nu kom de endelig.

Since the empty set has no members, when it is considered as a subset of any ordered set, then every member of that set will be an upper bound and lower bound for the empty set. For example, when considered as a subset of the real numbers, with its usual ordering, represented by the real number line, every real number is both an upper and lower bound for the empty set. When considered as a subset of the extended reals formed by adding two “numbers” or “points” to the real numbers, namely negative infinity, which is defined to be less than every other extended real number, and positive infinity, which is defined to be greater than every other extended real number, then:
and

That is, the least upper bound (sup or supremum) of the empty set is negative infinity, while the greatest lower bound (inf or infimum) is positive infinity. By analogy with the above, in the domain of the extended reals, negative infinity is the identity element for the maximum and supremum operators, while positive infinity is the identity element for minimum and infimum.

Pure your gentle name, pure your fragile life,
bees, shadows, fire, snow, silence and foam,
combined with steel and wire and
pollen to make up your firm
and delicate being.

det eneste jeg husker nu, er deres ansigter gennem bilruden. han tog masken på og vendte sig mod dem. overbærende? kom med det. de slog ham én af gangen i ansigtet, hårdt. han drejede hovedet rundt, så de kunne komme ordentlig til og hele vejen rundt. det var vigtigt, at han blev slået i hele ansigtet. slagene faldt effektivt og blottet for følelse. de havde gjort det før. der var meget blod, selvom masken tog det meste. den var nok lavet af kevlar, sad helt tæt og stramt om ansigtet.

mi bse frt h¨ry oæf o lslyiddrtmr
fr dypf ph ntømfyr doæær
fry bst fr frt d,¨niyyrfr mphrm
dr dypf ph iæ,rfr
,rf rm ,rhry ptsmhr gstbr
,rf d,¨ noyyr gæs,,rt
dp, ry dp,,rtn¨æ o jsbrm
sææt dofdy å¨ sgyrmrm-

til sidst er jeg ude ved et hus ved vandet, som jeg har lånt eller lejet. det ligger ude på en slags skrænt og er meget frit og flot og gammelt, men også skrøbeligt. som et gammelt fisker hus. jeg vil fikse noget med taget og har fået at vide, at jeg kan flække nogle brændeknuder, som jeg så kan hamre på taget. jeg får flækket noget træ og sidder nu oppe på taget, det går egentlig meget fint, selvom vinden blæser meget og det virker som om, huset gynger lidt. du kommer op og er på taget med mig. jeg arbejder på den side af taget, som vender ind mod land, og mens jeg står på det gyngende tag, går du frem og tilbage, huset gynger mere. jeg siger til dig, at du skal stå stille og ikke komme ud på midten af taget. jeg kigger over tagryggen og ser, at taget falder brat ned, hældningen er nærmest lodret. jeg undrer mig, og det giver et sug i maven, jeg tænker lidt og siger til dig, at det bliver meget svært at lave den del af taget. du kommer ud for at se, og huset begynder at vippe faretruende ud mod vandet. vi ser, der er et tov, som holder husets båd fast til taget og forstår, at hvis vi ikke får løsrevet os, så trækker båden huset med ud i havet. vi smider en stor stamme ned fra taget men forstår for sent, at det betyder, at båden nu flyder væk. vi springer ned fra taget og får fanget træstammen og begynder at trække. jeg er bange for, at tovet knækker, da jeg kan huske, at tovet er bundet sammen af forskellige stykker reb og tov, og noget af det er tyndt som sytråd. vi hiver og hiver og får vendt båden, det er ikke særlig svært men synes meget dramatisk. det blæser meget, og der er krusninger og bølger. det er en sejlbåd, men sejlene hænger underligt ned, for de er ikke sat, vi hiver løs, og båden vender og begynder at nærme sig os. For hvert hiv tager båden vand ind i stævnen, fordi det går så hurtigt, at den stikker under vandet når vi hiver. vi bliver nervøse for, om vi når at få den over til os, før den fylder med vand og synker. det gør vi i sidste øjeblik, og jeg løfter den op med torvet og tømmer det meste vand ud. du er forbløffet over at vi kan og hjælper med det sidste vand som, på trods af at vi har løftet båden nærmest op over hovedet, bliver inde i båden. det gør dog ikke noget. vi trækker båden ind af en slags kanal, som løber bag ved huset og fæstner den ved træbroen. det er et fint hus og der dufter godt. lidt som ude ved slusen i Ribe. af tjære, saltvand og tang.

Prøv lige at se, er det ikke en fascinerende tanke?
Jeg er helt optaget af ham der Kepler og tanker om planeternes vibrationer.

æder sig ind
i rådnende kød
efterlader knogler rå
tænder bidt sammen

føler ingen skam
knirkende led
falder langsomt
ude af stand
til at holde mig

ligger stille
lader tiden forsvinde
skrigende tomhed
i fastholdt desperation

det var vist dér, jeg havde en lejlighed. eller hov nej, der var en restaurant. jeg havde været i bygningen, det var måske lidt som gamle westend nede i stueetagen hos claus, og han havde overrasket mig ved at være tilstede og være dejlig og være tæt på. jeg kunne rumme ham, og han var god at være i nærheden af. så var jeg inde i byen, det var vinteragtigt med is på gaderne – sjap, sådan lidt frossen. jeg cyklede sammen med én, det var lotte, og der var mange lys og en stor plads, og jeg læste, hvad der stod på bygningen, men jeg kan ikke huske det nu, men det var godt og rigtigt at kunne. vi cyklede over pladsen mod vandet, og der gik en flok mennesker. de havde alle sammen pelse på, først et par, hvor kvinden haltede af sted, jeg tror, hun havde vredet om på foden, så kom der flere til flokken. jeg tror, de var japanere eller russere. pelsene lignede, at de var syet af stykker af kaninskind alle sammen samme stil. de så bløde ud, men de var samtidig underligt firsersmarte, som noget der hørte en anden tid til. stykkerne af pels var i forskellige farver, de var næsten alle sammen korte og lidt for fluffy. vi cyklede langsomt forbi dem, ud på en trægangbro, som førte ud over kanalen langs havnen, det var lidt svært, da der var mange og de stod uhensigtsmæssigt. en var snublet og faldet, måske hende der haltede, og det virkede som om, at de andre satte sig ned omkring hende, sådan lidt på hug. vi sneg os omkring dem på cyklerne og kørte langsomt videre ud over træbroen, hvor der var is og halvfrossen sjap, som hele tiden førte mod højre mod vandet, men vi kom over på den anden side. der var en restaurant – der i hjørnet på pladsen fra den tidligere drøm, dér hvor jeg havde været før, og det var også lidt claus fra underetagen igen, som var der. måske vil vi spise der. vi sætter os derinde og tænker, at der er rart, det synes lotte også. hun har nogle mærkelige sko på, de er sorte, og forrest er de formet som en andefod, bagud er de slanke med en flot høj hæl, hun siger, at det er de eneste høje sko, hun stadig kan have på uden, at det gør ondt. det er noget, vi snakkede om tilbage i lejligheden. mens vi sidder der, kommer der en masse dejlige mænd ind eller ud fra baglokalet. de abejder der alle, og blandt dem er rasmus og nogle af de gamle gode fyre, de synes at skulle på restaurantbesøg, og jeg rejser mig og knuser med dem alle. jeg føler mig heldig, herlig priviligeret og cool, fordi jeg kender så dejlige mænd, som alle vil knuse med mig, jeg nyder opmærksomheden. de er fire stk. deriblandt morten. og de snakker lidt om, hvorvidt lotte og jeg skal med ud at spise, jeg bliver glad for tanken og det impulsive, forestiller mig en dejlig aften alle sammen sammen, men morten lukker den, da han siger, at de har noget vigtigt, de skal snakke om, og jeg forstår det godt – det er arbejde, men bliver alligevel skuffet over ikke at måtte være med mere. jeg forstår, at jeg er en distraktion, som han ikke orker. lotte er med i distraktionerne. vi bliver dog siddende og kigger på dem, som de går af sted. i deres fine – vi skal i byen tøj. de er dejlige at se på, en flok drenge på tur, og de laver fis og pjatter. vi er glade for at se på dem. og glade for at være der sammen. så kommer claus tilbage, men det er ikke rigtig claus mere, men en slags blanding af knutti, ham og en eller anden langskægget fyr, lille lidt stor og med noget skæg halløj. jeg knuser ham og holder ham og føler mig tryg lige der, føler jeg kryber ind til ham og er rolig. så er det min lejlighed, lidt samme sted men alligevel nu oppe og med udsigt, jeg er i køkkenet, og jeg åbner lågen under vasken for at finde en affaldspose – det føles alligevel som restauranten, rasmus er der, og vi snakker, og jeg spørger, om det er en gave fra ham med alle de neophos platiskposer, som ligger under vasken – jeg skal bare finde en affalsdssæk. det er det, siger han, og jeg tager en ud af den kæmpe store stak – de har lagt dem der til mig drengene. det er lidt svært. jeg begynder at folde den ud, og det viser sig, at være en helt vildt fed duffelbag agtig sag, i røde tern med sådan nogen kraftige stropper. jeg spørger rasmus, da jeg ikke kan forstår, at den skule være til affald, han griner og fortæller, at det er sådan nogle, de alle sammen rejser med, og nu har jeg også én. det er neophos, som laver dem, sammen med alle affaldssækkene, og det er de bedste på markedet, når man køber, så får man så også bare lige helt vildt mange affaldsposer med, men det er rejsetasken, som er den egentlig gave. det er jeg vildt glad for og tænker på det, jeg skal ud og se med den på ryggen. jeg er ved vinduet i lejligheden, som er underlig skod, men også rar. den har samme varme fornemmelse som tante busters lejlighed, sådan lidt kold-varm. der løber en flod nedenfor altanen/vinduerne og vinteren er kommet – der er stramme regler for, hvad man må på altanerne, og jeg står og kigger på det skriv, som fulgte med lejligheden med reglerne for hvad man må på altanerne. det er lidt sjovt. noget med at man ikke må urinere, og jeg tænker på hvem og hvornår man gør det. jeg fortæller rasmus om aftenen hvor jeg blev trist over, at jeg ikke blev inviteret med, ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi jeg føler mig så skide sårbar, når jeg står derude og virkelig gerne vil, og afvisningen er svær for mig at rumme. jeg vil så gerne villes.

nogen skrider nogen bliver nogen kommer nogen går jeg er træt af at prøve at forstå og kan forstå at jeg ikke skal forstå noget så nu kan det så heldigvis også bare være lige meget og jeg vil gøre det hele på én gang og ikke gøre en skid på én og samme tid der tag den læs den se om du kan forstå det sneboldeffekten og hop ind i den hvis jeg kan gøre det lige som jeg vil så tror jeg vil lige præcis det og så derfor sker det jo hele vejen rundt ha ha jeg har den nu jeg har dig nu og der er jo heldigvis intet som holder os tilbage eller behøver at blive husket eller mindet jeg gør det bare vi gør det bare vi skaber det bare nu og på ny hele tiden

nu nu nu nu nu

nu løber kroppen af med mig igen
den er holdt op med at lytte
lever sit eget hidsige liv
uden hensyntagen til nogen
det er et herligt syn
alt som stod flyder og vakler nu
ingenting hænger sammen
og jeg har ikke noget at sige

snart hopper jeg på
kaster mig ind i den
og hægter mig fast
så lader jeg den styre slagets gang
med blod, hud, fingre, tunge og hår
som vildt og uden blusel
gør det der er behov for
uden at spørge om lov

uh den er god. Dagens skriver sidder lige i hånden. Jeg er lidt tom i hovedet lige nu. Glæder mig til at komme hjem i trygge rammer. Lidt ro på, ting der ikke maser sig for meget på. Det er vel en form for balance jeg søger. Det har nu altid været noget bøvl for mig. Men jeg har besluttet ikke at give op. Ikke at jeg kan, om jeg ville. Nej tanken er at blive ved, insisterende og kraftfuldt vil jeg følge mine indskydelser og løbe af sted, når der skal løbes, stå helt stille når tiden er til det og råbe højt når det føles rigtigt.

Jeg ved ikke hvorfor tanken er der, at jeg ikke skal være her i særlig lang tid. Måske er det set i bakspejlet. Det jeg allerede har oplevet. Eller er det fordi det rent faktisk er sådan det bliver? Jeg ved ikke rigtig om det skræmmer mig eller det egentlig er ok. Jeg tror det først og fremmest gør mig lidt trist. Trist over at skulle forlade det jeg holder af, men også en form for lettelse i at være fri og presset som forsvinder. Altså det pres jeg lægger på mig selv. Krav. For høje? Er det der lorten ligger? Jeg skal være modig, åben, udadvendt, klog, favnende, elskelig. Jeg skulle til at skrive, hvad jeg synes jeg er, men det er sgu’ ikke så langt fra. Hvis ikke faktisk sådan. Og hva’ så? Er det så fordi jeg er færdig, at jeg kommer i tvivl. Roen jeg søger, fordi jeg endnu ikke har forstået at jeg faktisk er ankommet. Men ankommet Schmankommet. Så er det vel bare næste mål som skal findes. Næste projekt. Og skulle det så være døden er det næsten for plat. Jeg må kunne finde på noget bedre. Selvudvikling. Stilstand som roden, ikke døden. Den skide ro som hele tiden vil findes og væres. Er jeg da ikke rolig? Det er jo netop det jeg har været. Her i den sidste tid, hvor alt har bevæget sig i slow motion omkring mig og intet har mast sig på. Men jeg jo i virkeligheden mere end bare ro. Jeg vil også have øjeblikke af fuldstændig klarhed og genialitet, som bliver set og anerkendt. Det er jo ikke desværre ikke noget der kommer uden investering og her kommer modet så ind igen. Investering. Springet. Ud på det dybe vand. Satse alt, eller i hvert fald sig selv. Musikken blev så stille. Hvorfor mon. Jeg kan ikke engang se det selv. Jeg kan slet ikke mærke den. Har jeg givet op? Eller er det som det føes bare sådan det er og skal være? Lige nu er det i hvert fald. Lige nu er der stilhed – selv ordene falder tungt. Og tonerne er helt væk. Er det mon det der føles som døden? Her kommer ingen fremmede toner, ingen fremmede ord, ingen fremmede tanker. Kun de trygge rammer og kærlige velkendte ord giver det rigtige. Jo, jo det er ikke umuligt at det faktisk er det der er svaret. For nu.