en blog til zina.dk

OOOOHHHH Yeahh

Sidder og ser SOA

Fuck det er den fedeste serie eveeeer

Siger bare – fuck alle jer pussys. I skulle tage at sætte jer op på kværnen og bare syre af sted over stepperne. SÅ ved man hvad livet handler om.

Jeg må snart ud af røret igen. Jeg kan mærke det rykker.

Hvem er friske? en tur over prærien? Any one?

SPQ? Pedro? eller måske dig lækre L???

jeg savner at kunne skrive i fred uden at blive dømt i den store blog bog — hvordan gør man det? jeg ville jo bare lige sige — a la prut eller røv — altså ikke noget vildt eller fantastiskt. jeg er enig med den der der skrev før mig. fuck det hele og mere til. men jeg ved ikke hvordan man gør det i det her forum. jeg synes jeg lige skal tjekke om det hele er rigtigt, om alle kommaerne nu er sat. om jeg har husket skrive med stort … åh ja. og nej og fucking fuck. jeg nægter. jeg kan ikke ånde hvis det her bliver sådan en selvregulerende røv-maskine, som ikke kan være her. røv og noget at have den i.

godnat.

PS jeg tvinger mig selv til ikke at læse. det hedder copy paste fra nu af!

Jamen hva sker der? Fuck dog det og alle jer der synes I er noget. Jeg er pisse ligeglad og fucker jer alle med glæde

en sær stilhed i denne måned
forstyrret mest af mig selv
som ikke kan lade det være
nyder til fulde når jeg kan
mit forsøg på at stoppe villen
lade det være ved væren
så tæt som muligt

stormen har raset og bøjet mit yndlingstræ
hver nat har fuld tryk på drømmene
hvor ting hele tiden vil tæt på og er komplekse
de efterlader mig udmattet om morgenen
og jeg glæder mig over
alt det som ikke sker endnu

Kære dig

Jeg ved hvor frustrende det er, når mennesker man holder af ikke opfører sig, som man gerne vil have eller ønsker. Min tanke er dog, at vi som udgangspunkt ikke kan eller skal ændre på hinanden, eller i hvert fald ikke skal være sammen med det som udgangspunkt. Det betyder så desværre enten, at man må kaste håndklædet i ringen med nogen – men skridtet før det, er klart at man siger det, som det er, og som man føler – og det synes jeg, du gjorde helt fint i går. Personligt, ja, men det er jo det, det er. Så må vi jo bare håbe, at han forstår hvor meget det betyder for dig og ændrer sin opførsel. Men som du så godt ved, så er der ingen garantier i kærligheden!

Tak for tip – Franzen og Murakami er absolut yndlinge, jeg har netop i går puttet The Kraus Project og Farther Away på min Amazon ønskeliste :-).

‘Otte’ og ‘Du forsvinder’ vil jeg skrive mig bag øret.

God søndag også til dig.

Jeg tror, jeg kender det nu.
Det er ikke fordi det roder
det er nok mere sådan en flydende fornemmelse.

Jeg drømte om dig i nat – det synes, det sker, når jeg søger at være i den der fandens flyvske energi, som jeg har så svært ved. Du er god til den – eller måske er du den bare! Nå men altid dejligt at se dig. S

det flyver hæmningsløst
rundt om ørerne på mig
forsøg på at indfange og fastholde
ender med mig fortørnet i hjørnet

fortæl mig hvad du vil vide
og jeg smider frivilligt lort ovenpå
så du drukner i latter og mavekramper
over mig og mit uinspirerende selv

nej du får ikke lov til at ødelægge det
jeg vil beholde vanviddet intakt
så jeg altid kan gå tilbage og sige
at det var bedre før jeg gav los

nu står alting stille blafrende
og jeg kan høre blodet bruse i ørerne
sammen med en stille flappen
det lyder som regnvejr med blæst

ahhhhh, nu kan jeg slappe af. Der er ikke længere noget der skal nås, ikke noget som skal indhentes eller hentes. Jeg læner mig tilbage i visheden om at alt det som skal komme, gør det helt af sig selv og uden massen eller overivrighed. Nu er der kun tilbage at nyde livet, at flyde med strømmen, lade sig rive med, lade sig føre. Af sted.

nu tager jeg alt tøjet af
lægger mig ned på jorden
svampesporer strækker sig op
trænger blidt gennem min hud
jeg lader mig indtage
lader mig langsomt transformere
rådnende kød, lugten af muld
min bevidstheds eksistens
fysikken forsvinder langsomt
jeg opløses og overtages
af svampe og orme og spyfluer
som æder, suger, indtager min krop
nu er der ingenting tilbage
et hårdt indre, som aldrig var mig
ligger hvidt tilbage mod sort jord
jeg siver langsomt ned og ud

… Og så læser jeg, det jeg
har skrevet og får lyst til at krølle det hele hurtigt sammen og gemme det
langt langt væk. Jeg føler mig sårbar og skrøbelig og kan ikke overskue at være
så blottet uden at vide noget som helst om dig. Jeg vil vide alt om dig. Det synes jeg slet ikke jeg
gør på den her måde. Jeg er helt på bar bund …

nå jeg kan ikke få lov til at skrive en kommentar til dig, Sussie, så nu får du den her i stedet:

Det kan vel ikke være
anderledes end, at vi påvirker hinanden, når vi er tæt på hinanden. På godt og
ondt. Jeg tror ikke, man kan eller skal undgå det. Du ved, at jeg tror meget på
det enkelte individs ret til at være sig selv, også selvom man er i et forhold
– ikke bare mener jeg, at det er en menneskeret, men jeg tror også på, at det
er vejen til at kunne være sammen i mange år. At man lader hinanden være. Ikke
som ikke at blande sig i hinandens liv. Det gør man jo, og det skal man jo, nej
mere at lade hinanden være den man er. Lade hinanden vokse i det tempo og i den
retning man ønsker og ikke forsøge at pace, styre, kontrollere processen. Det
er alt for tit, at det er, fordi man selv ønsker et eller andet specifikt skal
ændre sig hos den anden, og ikke fordi man reelt ønsker den anden skal vokse
som menneske.

Nå det var en lang smørre
til dig søde Sussie. Der er aldrig noget som er sort/hvidt, så jeg vil undlade
at rådgive dig om, hvad du skal gøre med ham lige nu, du ved bedst selv hvornår
det dårlige får overtaget på det gode. Men husk at vi alle har faser og
perioder, hvor vi kan overskue mere eller mindre hos hinanden, og at man
skylder hinanden at være rummelig – det gælder selvfølgelig begge veje, men man
kan desværre kun styre sin egen vej …

Jeg forstår ærlig talt ikke
hvorfor han skal være så hård mod mig. Hvad har jeg gjort? Det er som om at
ingenting jeg gør er godt nok. Jeg lister rundt på strømpesokker og forsøger
ikke at forstyrre. Pludselig farer han op og bider, som sådan en bidsk lille
hund. Eller er det det han er? Måske mere sådan en stor doberman, som kan kigge
på en med det ondeste blik, som gør at man føler sig helt umulig og helt ude af
stand til at gøre noget som helst rigtigt. Det er som om han med sit blik
alene, kan få mig til at gøre det hele forkert. Jeg bliver nervøs og fidler
rundt med tingene, føler mig konstant i vejen. Åh, hvor er det frustrerende.

Jeg
kan ikke finde ud af om jeg synes det er det hele værd, når han får mig til at
føle mig så uværdig. Men når han så vender, og elsker mig og kigger på mig på
den der helt særlige måde. Så forsvinder det hele og jeg føler at hele verden
er min. Hvordan kan han styre mig så meget? Og hvad gør det hele godt for? Han
siger at jeg også styrer ham, og at det er en del af det at være sammen, at man
hænger sammen på godt og ondt. At man påvirker hinanden hele tiden og at det
han gør, gør han bare for at hjælpe mig – passe på mig, få mit sande jeg ud.
Men hvorfor føler jeg så at han maser mig og ændrer mig? Er det sådan det skal
være?

OK – leve i nuet og ikke se tilbage, ikke søge nydelsen, men glæden – måske
ikke evig men komplet? Jeg er ikke sikker på det, ikke sikker på, at det er
det, jeg laver. Der er nu meget af det, jeg genkender direkte og er 100 % enig
i, men der er et eller andet, som skurrer ved udgaven af total overgivelse –
eller given slip. Nok fordi jeg altid vil videre og væk. Jeg tror heller ikke,
jeg føler, at jeg kun søger glæden eller nydelsen, men derimod hele oplevelsen
– vel vidende at den også indeholder smerte og lort. Jeg vil gerne have det
hele med. Jeg vil suge alt og det hele ud af alting! Af alle mennesker. Både
det gode og det dårlige. Jeg er nok ikke uenig …

Nuet, ikke
se det i fortid ikke se det i fremtid, bare lige nu og så leve det fuldt. Leve
det som det kommer, uden frygt og uden for megen spekulation. Det bliver nok
det, som vil være den største udfordring for mig. Jeg holder jo utrolig meget
af at spekulere alt til døde og overtænker helst det meste. Frem og tilbage se
begge veje, se det hele i et hele og med det hele, så jeg kan mærke alle dele
af det, det kan bringe og det, det har bragt. Mere vil have mere. Jeg vil have
det hele.

Så er der
ensomheden, at vi lever det alene – eller i hvert fald som udgangspunkt alene.
Jeg vil gerne undgå at blande tingene sammen, og jeg vil have, at jeg kan gøre,
hvad jeg vil og har lyst til. Jeg vil have lov til at søge det, jeg vil og
finde det, som er. Sammen og hver for sig, eller altid sammen og altid hver for
sig.

Således
markeret, så er jeg i virkeligheden helt vildt med på tanken. Og synes på mange
måder, at det er i den retning, mit liv har bevæget sig i de sidste mange år –
langsomt men sikkert. Jeg snakker tit om balance. Jeg kan enormt godt lide det
ord. Det skal balancere – og gør det hele tiden – også uden villen og også selvom
jeg ikke gør noget. Det er i den rene bevidsthed, at den sande balance kommer
frem, og jeg kan slippe forsøget på at holde fast i en særlig udgave af mit
liv, men blot at være konstant klar til at flytte vægten fra den ene til den
anden fod. Uden at fokusere for meget på lige nu, men kigge længere frem – hele
tiden længere frem. Ikke i tid, men i væren – længere op måske.

Det er nok
i virkeligheden bare det med nydelsen, som irriterer mig lige nu. Jeg kommer
måske til at jage den for meget – i stedet for bare at leve den. Men jeg bliver
vel nødt til at skabe nogle omstændigheder, hvor den kan opstå? Finde frem til
de mennesker, som jeg synes er sjove og dejlige og fede at omgås med at være i
nærheden af. Og så ellers suge det absolut maksimale ud af dem! Det skal måske
være det, som er forsøget, det bevidste forsøg – nemlig at lade det være
tilstede i nuet og ikke forsøge at lede det. Jeg er ikke sikker på, at det kan
lade sig gøre… OK taberrøv! Så er der i hvert fald ingen chance for at det kan
lade sig gøre. Måske kan det godt. Jeg kan i hvert fald slippe det nu og lade
være med at kontrollere det. Lade det bære mig derhen hvor det skal for alle
omkring mig og ikke mindst mig selv.

Hvorfor
ikke?

Når man så har fyldt helt op på alle hylderne. Har snakket hver en detalje igennem og alle har nikket hele vejen rundt. Hva’ så? Det er så dér det hele så starter, dér vi skal til at have det sjovt, dér hvor det hele går i gang, livet starter? Det virker bare helt fjollet nu, som om det ligesom allerede er gjort. At al den snak og forberedelse har lukket helt ned for driften og lysten. Nu er der kun de grå jakkesæt tilbage. Slunkne skuldre og trætte øjne.

Jeg fastholder ønsket om mere og håber på, at når tingene lige falder på plads – og ikke virker så gennemtyggede, så vågner jeg op igen og får lyst til at råbe højt og kaste mig ud på det dybe vand. Men lige nu synes alt lunkent og fantasiforladt, al det sjove er blevet talt helt ned under gulvbrædderne og har efterladt mig med let kvalme og sammebidte tænder. Selv denne opdatering er slatten og tandløs. Og så roder den.

Jeg var startet på et stykke den anden dag, som handlede om, hvor meget jeg keder mig. Så kom jeg til at slette det. Det var også røvkedelig læsning. Nu gør jeg det igen. Altså keder mig, og i et forsøg på at slippe ud af kedsomheden skriver jeg nu igen om det. Og så hører jeg musik. Det lyder jo helt vildt godt. Wauw, så sidder hun der og skriver og lytter til musik. Det er lige før jeg skulle skrive en FB kommentar om det, så alle kan se, at nu keder jeg mig ikke mere men sidder og skriver og hører fed musik, jeg kunne måske også lige lægge den der video op igen med mit nye yndlingsband, som ingen af mine 300+ venner har liked. Pisse skuffende. Nå men faktum er at jeg stadig keder mig, jeg bliver bare ikke distraheret mere.

Jeg har set TV serier og sovet nærmest hele dagen, det er det, jeg mener med distraheret, men på et eller andet tidspunkt blev det så kedeligt, at jeg måtte give mig selv en badeværelsesopsang i spejlet – så satte jeg mig og sang og spillede på klaveret, men det lød og føltes hurtigt kedeligt så nu sidder jeg så her og skriver og lytter til musik.

Jeg har tjekket alle mine 300+ venners liv på FB 1000 gange, men der er ikke nogen, der laver noget sjovt. Der var en, som skrev om en sanger, hun ville høre, ham tjekkede jeg ud, det var også meget godt. Han sang i hvert fald røven af, men skuffende nok var det sgu lidt for poppet til mig. Jeg kan ellers godt lide pop, men åbenbart ikke så meget mere. Jeg begyndte i hvert fald at kede mig endnu mere, eller i virkeligheden blev jeg nok lidt ked af det. Det er næsten værre end at kede sig, i sær når det er over dårlig musik eller kedelig musik. Blive ked af kedelig musik. Det er det jeg gør.

Det er mærkeligt, jeg troede ikke at man kedede sig mere efter 30, men det gør jeg altså. Ret tit ovenikøbet. Når jeg fortæller om mit liv til folk – hvad der sker for tiden – så synes jeg altid det lyder helt vildt spændende og action packed, men når jeg lever det, så keder jeg mig altså det meste af tiden. Jeg ville ønske jeg kunne opleve det liv, jeg lever bedre, så jeg ikke kedede mig så meget. Eller bare opleve livet i sådan en kondenseret version, så jeg ikke er så pinlig bevidst om, når det er kedeligt.

Da jeg skrev den anden dag – det der andet stykke – så skrev jeg noget om, at det nok er stilhed før stormen, og at det er fordi, at der sker så brandmeget inde i hovedet, at man ikke kan rumme også at få input udefra. Det er jeg altså kommet noget i tvivl om nu. Jeg tror bare, det er sådan, mit liv er og bliver. Mon ikke bare jeg skal øve mig lidt mere i at opleve det jeg lever og så slappe af med det, når jeg keder mig. Åhh tis, nu kom jeg til at give mig selv gode råd. Der er ikke noget mere taberagtigt.

Jeg gider ikke rigtig skrive mere nu, det her har taget mig 8 minutter at skrive … min YouTube playlist er ikke halvt færdig, og jeg har stadig ikke drukket noget af min te – og ikke mindst, så keder jeg mig stadig og kl. er kun 2 min. i midnat. Jeg kunne selvfølgelig bruge den næste halve times tids på at læse korrektur på det her. Få sat de der skide kommaer de rigtige steder. Det ville være så meget nemmere, hvis jeg nu gjorde det fra starten af i stedet for. Det er noget værre nørkleri bagefter.

Jeg læser det lige igennem, så kan det være jeg smider det på Zinas blog. Det er tusind år siden jeg har skrevet derinde. Hun blev sgu så hidsig sidste gang. Men det her kedelige bavl kan hun altså ikke hidse sig op over … eller hvad siger du Z?

Mens det hele åbner sig, sidder jeg stille i hjørnet og venter på min tur. Det er ligesom drømmen, hvor jeg ligger stille på asfalten, mens tingene langsomt ændrer sig omkring mig. Der er ikke nogen eller noget, som holder os tilbage nu, så bare kom.

Jeg kan ikke huske, hvor det kom fra. Bare at det pludselig var der, og det hele stod klart. Vandet steg langsomt op om anklerne på mig, og jeg åndede frit. Panikken steg omkring mig, mens der i mit hoved blot sænkede sig en ro, som nok bedst kan beskrives som et lunt vattæppe.

Kender I det? Vattæppet? Det velsignede vattæppe, som gør alle skrig til mumlen og kun efterlader en stille susen, hvori alting slippes fri. Der hvor al følelse af angst og uformåen forsvinder i tæthed og nærhed. Der hvor jeg kan læne mig tilbage i tryg vished om, at der kun er mig og mit.

Gør det mig til at ufølende og egoistisk menneske? Nogen gange synes jeg det. Folk nærmer sig, og jeg tror, jeg lukker. I virkeligheden lader jeg bare stå, lader være med i panik at handle, men lader livet gøre det, det skal og lader mig selv være for fordømmelse og unødig roden rundt.

overdreven mistro til kønnet
som pulserer videre i din hånd
uden at jeg er der mere

Nu mærker du optrækket på huden
og mens du går hjem langs øen
dunker det stille videre

Vil du det have det igen
alt det jeg tog fra dig
var det værd at holde fast i

nu står tankerne stille
i lange rækker ventende
rumlende brummende dybt

Kære venner

Nu bliver jeg nødt til at tage ordet et øjeblik, jeg kan ikke holde mig tilbage mere, selvom jeg godt ved, at jeg nok ikke bliver populær af at sige det, jeg har tænkt mig at sige. I hvert fald ikke i det her forum.

Jeg synes simpelthen, I er alt for pessimistiske. Alting skal være så sort og tungt. Sådan er jeg ikke, det ved I godt. Jeg ser lyst på livet, og jeg tror på, at man skal smile til livet, for at livet smiler tilbage til dig. Det nytter ikke noget at gå og surmule i krogene, altid at forvente det værste fra folk – ja, så bliver det sådan for jer, jeg siger det bare. Sure mennesker tiltrækker andre sure mennesker og situationer. Det tror jeg på.

Derfor prøver jeg altid at se det bedste i alle mennesker og situationer. Det er ikke fordi, jeg ikke erkender, at folk kan være nogle dummer typer, men hvis jeg oplever det, så er det bare at vende den anden kind til – eller stikke dem et smil, så de ikke kan lade være med at smile tilbage. Sådan! Et smil forlænger livet 🙂

Så pjat med jer alle sammen – I skal mærke livet, men ikke det der triste deprimerende liv, nej blomster, sollys, smil, kærlighed. Det er det, som får os til at ånde og leve. At være og leve i nuet og mærke hvordan kærligheden strømmer. Carpe Diem.

Kram og positive tanker
Sussie

Kan I huske hvad jeg sagde dengang? Dengang da vi mødtes på Vestre Kirkegård for at gå den famøse tur … Det var fan’me en god dag! Jeg følte mig i den grad holdt af jer alle sammen. Der var ikke noget nemt ved livet på det tidspunkt, men dagen var en af dem, som bare gør det, den skal, hvor jeg trods lort kunne mærke jer alle sammen om mig. Der var der, jeg forstod, at jeg blev nødt til at tage væk herfra – eller burde. Så gik der så lige 1000 år … men I ved, hvordan jeg har kæmpet med det.

Nå men der er store nyheder – jeg har endelig besluttet mig for at tage af sted. Ja, nu har jeg snakket om det så mange år, at det var lige før jeg ikke engang selv troede på det længere. Lige pludselig var det der bare – det der job, som jeg har gået og ventet på – langt væk fra alt og helt derude på kanten af verden, hvor jeg altid har snakket om jeg hørte til. Nu får vi at se, om det bare var i mit hoved.

Jeg bliver nødt til at sige noget til jer alle herinde: Det her var ikke sket uden jer. Jeg ved der er gået lang tid, jeg ved, at det virkede som om jeg ikke gad at høre mere fra jer (og det gjorde jeg nok heller ikke), men det var vigtigt at I var der – at I troede på mig og det jeg skulle.

Nu er jeg på vej. Jeg vil prøve at skrive til jer engang imellem.

Men først og fremmest tak.

det vælter bare ud
alt på en gang
jeg sviner skoene til
i opkast fra flere ugers lort

vil du stadig
nu du er efterladt
med blodige bidemærker
fra indestængte frustrationer

jeg tror ikke længere
at du kan noget
en ynkelig dukke af pis
som så gerne vil men aldrig gør

fuck det nu bare
riv det i stykker
hop, tramp, knep det
til alt er væk
så vi klart kan se
vores nøgne skeletter

jeg kan se mit hjerte banke
overalt på min krop
hver gang jeg får øje på en kropsdel
så er det lige der – pulserende
ikke som jeg troede et hjerte slår
efter et særligt mønster
men vibrerende og usikkert
som om det skal skynde sig
jeg er egentlig ikke nervøs
bare undrende
jeg troede at der var faste regler for det
men åbentbart ikke for mit
det fistrer rundt – forvirret
slår lidt her og der
mange gange i træk
så helt normalt
så en stille vibreren
nu er det væk
jeg kan ikke få øje på det
men så dér på siden af maven
hopper det af sted
puha – jeg lever

jeg sidder og venter på dit opkald
det bliver et af dem som bare er
hvor vi sidder og kigger på hinanden
hører hinandens åndedrag
lader tiden gå mens vi venter på øjeblikket
der hvor vi trækker vejret
hvor vi ser på én gang
hvor vi mærker det klart
hvor vi bare er

jeg glæder mig til at høre din stemme
som når du ligger ved siden af mig
og taler til mig – tæt tæt på
du fortæller mig historier
vores fælles historier og dine egne historier
igen og igen indtil de finder deres faste form
og jeg kan glæde mig til hver en velkendt drejning
jeg bliver aldrig træt af det

jeg siger til dig at jeg ville ønske
at jeg kunne kravle ned i din lomme
sidde helt stille i hjørnet
høre dig tale i det fjerne
grine spille spise
mærke dit liv tæt på men uden at leve det

vi to som lever
det kan jeg lide

jeg er helt ugidelig
uden gnist eller andet
som kan tænde tanken

så kan man bare gå
hen af den vej man gik
stadig uden holdepunkt

intet kommer af sig selv
du er altid et andet sted
selvom jeg holder dig

nu vil jeg ikke mere
nu synes intet mere
du kender mig igen
stadig uden nogen og noget

Så brænder broerne og vinden vender ikke forløbig
der er kun tilbage at lave det sædvanlige stille drama over tingenes tilstand.

Har I overhovedet tænkt over hvor den blev af, den desperation jeg følte indeni, før I gik i gang med alt jeres lort. Nej, det tænkte jeg nok …

Og så er der kun tilbage at sige “så fik I lært det” med alt hvad der deraf følger. Jeg vælger i virkeligheden bare at handle på jeres handlinger.

I kalder det ansvarsforflygtigelse, men jeg kalder det aktion-reaktion, og det er i virkeligheden den eneste måde at lære på – for mennesker som for hunde.

Jeg vil ingen noget ondt, og det smerter mig at se jeres stille skrig samtidig med, at jeg frydes over konsekvensens hårdhed og den stærke følelse af retfærdighed.