jeg ligger helst på tværs hen over madrassen, når du ikke er her. Det får sengen t at synes mindre tom og mig t at føle mig mindre alene. Jeg bilder mig også ind, at jeg kan mærke aftrykket fra din krop og duften af din hud på puden, selvom det ikke er der. Nu niver det i maven, og krampen ruller henover mig. Det gør ikke noget, alt er, som det skal være, og jeg ruller mig sammen i en kugle på det varme badeværelsesgulv. Strålen af opkast rammer min fod, og langsomt løber affaldet ud af mig og ned af låret. Det er ok siger jeg højt, mens mit hoved falder, og nakken kramper. Der er ingenting, som ikke må være, og alting skal nok gå. Jeg ser ingen grund t at holde fast, hvis ingen alligevel er der t at gribe mig, og i faldet ned når jeg blot at håbe, at sneen allerede er faldet på flodbredden, så landingen bliver så blød som mulig.