en blog til zina.dk

Han svømmede ud i søen, da hun kom. ‘Kom her ud’. Hun svømmede efter. Nu var der en ung mand mere. Måske også en pige. Vandet var fuld af re, en slags grøn tang som lignede mos og gjorde vandet tykt. Han svømmede ud til en lille ø midt i søen. Nærmest bare en græstue. Han kravlede ikke op. Hun svømmede efter. De to unge mænd var venner. De grinede. Fulde af re, som klistrede sig til alt på kroppen, i håret, på huden, i skægget. Han var helt ligeglad. De grinede begge højt. Vi svømmede tilbage, og hun kravlede op på bredden lidt før sivene, det var nemmere. Og han kom hen til hende, hvor hun sad på bænken. Udenfor. Hun var våd og filtret ind i mosset. Det sad i hendes hår og på huden. 

Der er virkelig ikke noget at rapportere. Massevis af oplevelser. Massevis af forståelser. Massevis af alt muligt. Men nærmest intet vil rapporteres. Nærmest intet vil fortælles til nogen. Jeg føler absolut intet behov.

Hvis det bare er til mig selv, er det så?
Ja da.
Hvis det kan alt det. Hvorfor så fortælle?
For at dele mig med andre
Er du bange for at dele dig?
Ja
Er det derfor du ikke rapporterer?
Meget muligt

Starter det virkelig her? Tårer og
tvivl. Nu gør jeg det bare. Selvom jeg hader alle der dvæler. Især mig selv. Øv
øv øv. Jeg sagde det. Kun lidt. Jeg lover. Jeg prøver at være tålmodig. Jeg er nu tålmodig med mig selv!

I PROOOOMISE

Nu kommer det ud på væggen. Der er ikke mere at skjule. Det var så fuldstændig unødvendig og ret utidig og i sidste ende uacceptabel opførsel i torsdags! Hold kæft hvor blev jeg forskrækket. Og ret rystet, må jeg sige… Selvfølgelig er du tilgivet, men helt ærligt. Er det sådan det er nu? Det tror jeg ikke jeg kan overskue. Orker

Kære ven

Man mærker det jo meget fint når det lakker mod enden. Man begynder langsomt at tænde for at vende hjem. Begynder at savne og tænke på alt det hjemme er. Jeg drømmer heftige travle drømme om musik, venner, kunst, intervaller, uformåen, mor. Jeg har følt mig som i en tidslomme uden for alting. Har læst bøger om sommerfugle, kunsttyve, mordere, psykotiske mødre, pædofile fædre, selvmord i flokke, muligheder, lys og mørke. Det var pludselig nemt at være med på job, da jeg selv skulle noget. Var noget. Meget smart og værd at gentage. Jeg var glad for min formåen, selvom jeg stadig synes der mangler noget eller mere er på vej.

Jeg er blevet lidt bedre til at være, jeg føler mig i det hele taget mere tilpas. Måske er det bare alderen. Eller nærmere erfaringen. Det står rimelig klart, at tingene gør og udvikler sig om jeg vil eller ej. Alt kontrol jeg forsøger at udøve er en fiasko og ofte fuldstændig unødvendig. Jeg øver mig i at stoppe op, skrue op for tilliden og ned for kontrollen. Det er nok nemmere her end hjemme men jeg har øvet mig godt, og jeg tænker, at det hjælper. Altså at øve sig.

Det bliver sjovere at være tættere på…

Kærlig hilsen
Katie

Aha

ingenting giver mening
alting giver mening

Nej vent

ingenting har betydning
alting har betydning

Arrrrrh

jeg kan ikke rigtig rumme hvor svært det var. jeg føler mig nærmest lidt flov over det. ødelæggelsen. flov over mig selv. at det ikke var nemt for mig. der er så meget der er nemt for mig. men det var ikke. det er blevet nemmere. men jeg bliver ofte bange for at jeg tager fejl. at jeg slet ikke har forstået noget. at jeg holder mig selv for nar. lader mig selv løbe om hjørner med mig selv. i en slags evighedsloop. rundt og rundt. men så bliver jeg sikker og så bliver jeg tryg. igen. og så letter jeg. hoved hjerte mave.

jeg er blevet ligeglad med insekter der kravler på mig, pletten på min skjorte og at jeg ikke længere kan huske mit navn

dét vil jeg gerne skrive om. dét giver strålende mening.
ikke alt det andet som ikke kan og vil og mudrer håbløst
så kom bare med det og lade det flyde frit ud af mig
jeg er så klar som jeg kan være til at forløse det hele

i ét hug tak

Men det er jo slet ikke sådan det er. I fucker slet ikke op, I to. I er skønne smukke mennesker med stort M. Sådan nogen som lavet fejl og ikke lige kan finde ud af det, men bliver ved med at prøve og snubler rundt omkring. Det er ok. Det er helt ok. Det er sådan det er. Og det er sådan det skal være.

Elsker jer begge tosset.

Hvad er ikke sat fri?
Hvad kan ikke flytte sig og forandre sig nu?
Hvad er sat fri? Hvad kan flytte
og forandre sig nu?
Alt er sat fri og alt kan flytte og
forandre sig nu.
Hvad sker der så? Hvad sker der nu? Hvad gør du? Nu?

Det handler vist mest om mig selv og forvirring over mit liv og hvad fanden jeg har gang i og hvad fanden jeg skal og hvad fanden det hele handler om. Og som konsekvens af det selvfølgelig også om dig. Ambitionerne er store inden i mig. Ift. hvad jeg skal kunne og hvad jeg skal forstå i og af livet. Og jeg er ved at løbe ud af tålmodighed med mig selv. Det er ikke kønt. Og rimelig udmattende at være både forløser og udløser af dette selvskabte drama. Det er den tynde tråd

Det vi kan
Det vi er

Jeg havde håbet jeg var super cool og sej
Sådan en overskudsagtig superwoman
Som ikke lader sig ryste let og bærer alt
Rank og stærk i stormens vilde blæsen

Sådan er jeg slet ikke
Jeg svajer og dingler
Kan slet ikke stå lige
Og tårerne løber frit

Men jeg tror at jeg kan holde til det
Tænker at det er godt at kunne bøje
Så man ikke knækker når det blæser

Jeg ligger mig gerne fladt ned på jorden
Så jeg kan rejse mig igen og stå stærk

Udfordringen bliver selvfølgelig at man ikke bliver et selvretfærdigt røvhul hen af vejen, i takt med at man hele tiden finder sig selv værende og handlende mere fornuftigt og mere overskudsagtigt end alle andre omkring sig, og derfor kan hæve sig højt over mængden fuld af selvfed varm luft.

jeg har stadig ikke rigtig noget at sige

I dag skal jeg til afskedsreception på min arbejdsplads gennem de sidste 10 år. Slut med den månedlig aflønning, onsdagsfrugten, den velkendte kontorlugt og alle de søde kolleger. Der er ingen planer – eller måske nærmere virkelig mange … Vigtigst lige nu dog ikke noget jeg skal hver dag. Tiden vil vise hvilke planer og idéer, der skal blive til mere. Lige nu et kærkomment tidshul hvor ingenting og alting kan ske.

Og jeg slutter med tak. Så tak for det hele kære arbejde. Tak for tryghed. Tak for udfordringer. Tak for pengene. Tak for den tydelige vej. Tak for den gode tid, den svære tid og den sjove tid. Tak for kollegerne. Tak for alle menneskene jeg har mødt. Tak for ordene. Og tankerne. Nu vil jeg stoppe og gøre noget andet. Gøre det på en anden måde. Lad mig slutte her, så nye ting kan starte.

Jeg er klar.

Ja nu skal du bare høre… jeg kunne ikke sove i nat – tror det var mangel på nærhed. Endte m 3 sølle timer og så i søvne ind i bilen. Kørte 10 min og tænkte så at der var alt for mange biler. Vendte om og kørte hjem t min cykel. Så ud og træne og snakke og sager ude i verden. Hjem igen – laaang cykeltur m omvej for at hente min nye brødrister. Kom hjem t bugnende tomatplanter. Plukkede dem alle sammen, købte basilikum og chili. Hjem igen og nu er glassene i ovnen. Har næsten fået ryddet op. Nu holder jeg pause m verdens bedste sjus – inspireret af dig. Noget m gin. Tænker jeg også vil bage et brød… Produktionsterapi. Det virker godt. Har James Blake “My Willing Heart” i hovedet på 3. time. Har lyst t at sy et par bukser, men har ikke noget stof.

Kerouac, Ginsberg og Burroughs og deres tid i NY. Hvad var det med dem? hvad skete der? hvad skabte de? kan vi noget med det i dag? Der da de bøvlede rundt i NY i slut 40’erne og 50’erne. Den tomhed de søgte i intet at have, intet at skulle. Alt var muligt i dette limbo af ingenting. Tomheden som så kunne blive noget. Alt kunne mærkes, alt blottet og fuld skrue på følelserne.

Også i dag er vi berøvet alt, eller vi har ladet os berøve alt. Vi er moderne slaver, bundet af sociale og politiske burder og kreerede falske økonomiske behov. Men måske netop gennem dette, kan vejen vise sig for os. Når vi opgiver spillet. Melder os ud. Når vi slipper forsøget på at være med, at være inkluderet. Muligheden viser sig for et indre oprør. En vej ud af fastholdelsen gennem en søgen indad og udad. Uden kobling t verden som den er. Udenfor men indeni. Tomheden. Der er ikke mere vi kan gøre. Kun de blottede nerver er tilbage.

Kan man lave det skift? et skift i fokus. Ikke i trods ikke som ikke-villen. men som et rungende ja i iver og opløftethed. Beatitude? Naaah, det bliver for religiøst. Men henover, ja, under og igennem, retningen er lige meget. Der er behov for begejstring! Umiddelbar glæde. aaarh fuck glæde. det er trættende at høre på. men ud og frem og henover. slip slip slip lortet. Lad det være, der tynger ned. Det der lokker m simpelt velvære, blødhed og slatten smiger. lad dig ikke lokke – men lad dig hive med af det som kan mærkes helt ind i knoglerne, som får alle cellerne t at sitre og som kilder helt ned i storetåen. Dér ligger guldet og dér tror jeg vi kan finde vejen. Ikke bare ud af det store forkromede slaveri men også hen t den nødvendige forandring. Lige nu.

Jeg tænkte meget på dig i går. Havde du en god flyttedag? Har du fået samlet alt dit jordiske gods omkring dig og møvet dig lidt på plads i det? Det er sådan et vigtigt øjeblik. og dejligt. når man har alt hvad man skal have omkring sig og er der, hvor man skal være.

Kunne i øvrigt godt lide dit partikelbillede som beskrivelse af oplevelsen af virkelighed. Eller mangel på samme. Eller mulighed for samme. Eller vi må tage, hvad vi kan få. Nyde det vi har… som jeg kan høre et kor af bedsteforældre sige t os. Og også de der irriterende guruer og mindfulness folk ;-)….

Men jeg nyder nu i fulde drag at være her. Trods fægten m armene og høje råb. Og nyder rigtig meget at lære det at kende sammen med dig. Min yndlings drama poet på bloggen skrev den anden dag netop om dette sted af total opløsning men samtidig også om det der lille bitte sted, den lille potente kerne af bulder og brag, og lys der blænder ….

Med dette billede på din partikel taget og følt i et splitsekund af klarhed håber jeg, du får den dejligste dag. Glæder mig stadig t at se dig.

Jeg bliver nok nødt til at sige noget til dig. Der er så meget dér, der handler om mig og dig, tror jeg. Jeg ønsker os bare det bedste. Det håber jeg, du ved. Der er ikke noget, der falder fra hinanden. Der er ikke noget, der er gået i stykker. Alle vores eksplosioner er villet og noget, som skal ske. Der er ikke noget, der sker, uden at vi vil have det. Et eller andet sted. Jeg er mere end klar over, at tingene kan mudre, at det kan være svært at forstå, hvad det handler om, at jeg kan have svært ved at forstå, hvad du handler om. Når du maser mig. Når du råber. Når du lader alt det, du vil, ske på bekostning af os. Når jeg ikke får lov til at være der, og jeg ved, hvad der skal til at ske. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg kan næsten ikke bære dig.

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad det er, vi skal med det. Hvad det er, du vil med mig. Hvorfor vi to skal gøre det sammen. Hele tiden. Men jeg stopper ikke med at ville. Jeg stopper ikke med at forsøge at finde balancen. Så vi begge to kan være med. Det er meget muligt, at vi skal – jeg skal – lære at leve med udsvingene som vores form for balance. Og jeg ved, jeg siger, at jeg ikke orker mere. Men det gør jeg. Hele tiden og sikkert også altid. Selvom tvivlen er der hele tiden. Og smerten ja. Den kan jeg også godt mærke. Men fuck det. Vi er glade, min kæreste. Vi kan godt. Og jeg ved, du vil. Selvom du slår mig i hovedet hele tiden. Selvom eksplosionerne bliver ved med at komme. Og selvom det gør ondt ondt ondt.

OK, Camus og det absurde liv, læs engang hvad Peer skriver her: “Dermed gik han ind i tragedien – og blev et frit menneske. Herpå beror hans glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans byrde er hans egen. Og på samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når det betragter sin smerte bevidst. For det absurde menneske ophører møjen og kampen aldrig, for det genfinder altid sin byrde. Og i denne forstand kan man tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand, hævder altså Camus.” Peer Sendemand, Jernesalt.dk.

Er det så ikke den samme frihed vi taler om? Det samme sted vi ender – nemlig i overgivelsen. Om vinklen på dette slip er, som en nødvendighed for at rumme livets jammerdal, eller det er en overgivelse til netop skønheden og kærligheden som styrende princip, er vel i enden ligegyldigt. Blot et personligt valg. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor vi vælger den mørke udgave. Men det er jo så også blot mig, som ikke kan slippe tanken om levet liv som konstruktion, lærestykke, og i sidste ende den perfekte trænningsplads for at begribe det totale og endegyldige kaos. Alt og ingenting.

Og ja, jeg vil gerne med :-). Der er ikke noget som menneskelig uformåen i den mest ekstreme form, som kan lyse en lørdag aften op!

Jamen så lad os tale om det. Udslettelsen af individet. Livet der bare lever sig selv. Vores uformåen når vi søger at styre noget. Tankerne og villen som ikke kan noget andet end at forstyrre livet. Det der lever sig. Det kan jeg sagtens se, i korte øjeblikke af klarhed. Resten af tiden mudrer det rundt, tankerne flyver afsted og styrer mig til at gøre, at handle. Lad os lade lysten styre nu. Lade os lade begejstring og intuition lede. Der hvor vi har lyst til at være. Det vi har lyst til gøre. Der er mennesker, jeg har lyst til at se. Mennesker jeg har lyst til at røre. Jeg vil bide rave kneppe slå slikke elske falde hoppe bløde svede brænde hårdt. Der er ikke noget, der ikke må være med. Lade nysgerrigheden bestemme. Gå derhen altid. Spørge ville snakke kramme knuse nive. Alle. Er der afvisning? Er der ego? Er det ego? I udslettelsen af individet, af egoet slipper det hele, og jeg vil ikke noget mere. Jeg gør bare. Fordi jeg lever. Fordi det lever. Fordi det leves. Eksistensen leves. Vi kan vel godt kalde det selvudslettelse. Det lyder bare så hårdt. Kan bedre lide bløde ord som overgivelse og slip. Men det er jo samme kage. Det er klart, at det er svært og skræmmende. Hvad så med mig? Hvad med alle mine kloge tanker? Hvad med alt det jeg skal? Men er det ikke netop der, festen ligger? Lige der hvor vi ikke skal noget mere, hvor det bliver ligegyldigt hvad vi gør, fordi livet lever sig selv, om vi styrer eller ej. Den totale frihed til at lade livet leve.