en blog til zina.dk

Det
er fordi, der mangler distraktion. Det som fører mine tanker væk fra det, som
ikke er. Det starter med, at jeg ikke har og ikke får. Tomheden kommer og
efterlader mig nøgen. Alt kommer tæt på og ind under huden. Jeg bliver over
følsom. Og der er alt for meget tid til tilstedevær. Der er ingen ting, jeg
skal, ikke noget der kalder. Intet kommer og flytter mig væk fra mig selv.
Distraherer mig med råb, tanker, villen. Så jeg sidder bare der og hører og ser
alt hele tiden. Blokeret og fastspændt i nu.

Så
jeg går indad. Begynder at rode godt og grundigt i min sjæls gemmer, og hvad jeg
finder hives og trækkes frem, vendes og drejes uendeligt. Jeg vil finde
meningen med det, forstå det hele alle detaljerne og bevæggrundene alt det, der
fordrede mig til at ende, hvor jeg er. Et spinkelt håb om at tingene giver
mening og sker af en grund. Jeg vrider mig af smertelig erkendelse. Der er
ingenting.

Nu går jeg udad. Til alle
dem der er derude. Hvem er du? Hvorfor er du her? Lad mig kigge på dig, finde
dig, føle dig. Pille dig fra hinanden. Lad os ligge i sammensmeltet ske og lad
os nive og knibe hinanden, så smerten vækker os til live. Du skal også føle. Du
skal også mangle. Vi skal stå samme sted med samme tomhed. Erkendelsen af
endelighed og den fuldkomne magtesløshed. Det er afslutningen.

jeg kan godt lide tanken om ingen ord. det synes at der i dag har været alt for mange ord og mange af dem helt unødvendige. bare sådan en slags småsummen omkring ingenting. det er jo også hyggeligt at tale om ingenting bare sådan pludre løs. men det er også udmattende. måske er det bare fordi jeg ikke er vant til det. altså alle ordene. der er mange ting at sige om ikke at tale … bare være stille. tie. handle og agere i forhold til hinanden i stedet for at forsøge at forklare for hinanden. nogen gange kan jeg godt se at man bliver nødt til at sige nogen ord. hvis man for eksempel gerne vil have nogen til at stoppe med at gøre et eller andet. eller vil råbe til dem at de skal passe på bilen som er ved at køre dem ned. så er det jo så fint at sige nogen ord. men ellers bliver jeg lidt træt. træt af at snakke. træt af al larmen. er det nu en ting. ingen ord. færre ord. mindre støj. det er måske bare fordi jeg har været stille et par dage. så virker det mærkeligt at sige noget højt. at lade det flyde igen. få taget hul på sagen. men der er jo ikke få når jeg først kommer i gang. når der er noget spændende at snakke om. jeg vil bare snakke med nogen der er spændende. snakke om sjove ting. nye ting. ting jeg ikke havde tænkt over før. det er alle de kedelige ord man skal igennem først som jeg ikke gider længere. tingen er at jeg får dårlig samvittighed når jeg ikke vil sige noget og når jeg har lyst til at bede andre om at tie stille. udveksling. føle hinanden på tænderne. lære hinanden at kende bedre. forklare sig. argumentere. jeg kan godt se det. det giver mening. men hvad ville der ske hvis vi lod være. lod være med at snakke hele tiden. putte ord på alting. hvor meget ville vi egentlig tabe. hvor meget ville vi savne dem. ikke særlig meget tror jeg. jeg ved at jeg ville føle mig lettere. ordløs.

Men det kan jeg jo i virkeligheden sagtens forstå. Hvad du kommer ind med, går du ud med. Eller får du tilbage. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg sender til dig her. Værsgo. Du får det her af mig. Og så giver du tilbage, så pengene passer.

Jeg vil nok i virkeligheden bare gerne have mere. Mere end jeg giver. Eller bare sådan lidt ekstra til kistebunden. Hvis jeg nu skulle løbe tør. Du ved.

Det er rigtigt, at jeg giver alt, hvad jeg kan slippe afsted med. Måske synes jeg i virkeligheden – eller er bange for, at jeg giver mere end jeg kan tåle. Jeg bliver i tvivl, om jeg forsvinder – langsomt tørrer ind. En flod som bliver drænet af alt for mange forsyninger. Alle vil have noget på vejen, og til sidst er der bare en lille bitte strøm tilbage til havet. Den store brusende flod med vandfald og strømninger og krusende susende strømme er blevet en lille piblende strøm, uden kraft og uden næring. Er det det, jeg bliver, når alt er taget? Er det det, der er tilbage, når jeg har givet det hele?

Jeg tror slet ikke på det. Jeg tror det modsatte. Jeg skulle bare lige mærke efter.

Hvem var det nu der sagde “Jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste”?

Love

Jeg har altid
glædet mig til at blive 40. Derfra ville alle burderne, skullerne og villerne
begynde at slippe lidt. Og ganske rigtigt. Det var lige der omkring de 40 år,
at jeg kunne slappe af. Dér kom det nærmest også som en overraskelse for mig,
at jeg kunne. Jeg var blevet så vant til altid at gå med maven en smule spændt
op, så da den en dag pludselig gav slip, troede jeg et øjeblik, at jeg havde
skidt i bukserne. Det var en så stor åbenbaring for mig, at jeg havde svært ved
ikke at smile en hel uge. Det var som om mundvigene krøb op helt af sig selv.

Jeg er ikke bange
for forfaldet, jeg synes bare ikke, at jeg har haft særlig lang tid til at
forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i
spejlet. Min stædige forfængelighed lokker mig stadig forbi et par gange om
dagen – jeg kender jo efterhånden mit ansigts tendens til at samle skidt i
øjenkrogen og gro strittende hår på uhensigtsmæssige steder. Pludselig lægger
jeg mærke til min krops umuligheder, smerte som vil ordnes og forholdes til,
rumlen som forvarsler betingede ture på toilettet. Ja, jeg ved godt det ikke er
særlig romantisk, men det bliver netop i opmærksomheden på detaljerne i livet,
at jeg mærker, at jeg stadig er her og slippet til fortiden og alt det bøvl der
var forsvinder. På mange måder er min hjerne smart, jeg husker selvfølgelig
svigt og smerte, men hvis jeg er helt ærlig, så er det ikke det som fylder nu. Lige
her fungerer min hjerne strålende, den gør lige hvad jeg beder om, og efter
mange mange års trænning, kan jeg snildt få den til at slippe fokus på de små
daglige irritationer og de store onde svigt og de uopmærksomme fortrædelser.

Så dér i de dage,
hvor jeg ikke husker alt for meget, hvor øjeblikkets detaljer lov til at fylde
det hele, hvor jeg igen nyder at øve mig i at tage opvasken, gøre det hele lidt
langsommere, end jeg ellers ville, mærker jeg hver en sitrende fiber af min
krop, mærker jeg hver en detalje ved
glasset, mens svampen sæber det ind, mærker jeg ujævnheder hvor krummer har sat
sig fast, som nu forsvinder i en sky af skum, og som bliver skyllet af i en
stille strøm af lunkent vand, til der blot er den let knirkende lyd af glasset
og mine våde afsøgende fingre, som tjekker om alt er godt. Jeg hengiver mig
glædeligt til store glædesbølger af kærlighed, accept af ikke at forstå noget og
gennem de helt små tings magi, lader jeg alle mellemregningerne stå. Og således
fordybet forsvinder dagene, roen indfinder sig og stilheden begynder.

I nattens drøm introducerede du en af mine venner for din hemmelige cykelreperationsmand. Han kunne en masse m affjedringer og solgte brugte cykler. Man kunne også have sin kajak der t overvintring og der var nogle lavet af kork, som du smilte overbærende af og kaldte noget fjollet, jeg ikke helt hørte. Vi sad og snakkede i hans værksted og han spurgte om du havde en ponton. Du var glad da du fortalte at du havde den fedeste ponton og en båd og en sidste ting som jeg ikke hørte, men manden var vildt imponeret og sagde : jamen så har du jo alt! Og du smilede for dig selv og man kunne se at det følte du også du havde.

OK, så et forsøg på battle! Hvem er egentlig dommer?

Jeg elsker efteråret, lugten af forrådnelse, den kølige blæst, regnen som trommer. Alt bliver nærværende og dejlig tungt.

Men OK, hvis det skal være depri, så lad det være depri!

:::::::::::::::::::::

mens hjortene brøler
falder grene i blæst
rammer hårdt hovedet
blade falder og snitter kinden
svampesporrer opsluger ådslerne
hasselnødder rammer uheldigt øjet
jeg blinker hårdt for at tiden skal gå hurtigere
jeg stirrer blindt for at tiden skal gå i stå
ingenting er som ønsket
årstiden minder igen igen om
død, jeg skal dø, vi dør
alting forsvinder
det må aldrig være nemt

Her blev stille nu, men selvfølgelig
skal der lige lukkes med en kærlighedsærklæring. Og den skal selvfølgelig komme
fra mig! Jeg er denne blog og jer så evig taknemmelige for, at I stadig er her
og gider at byde ind. Gider at hjælpe mig med alle tankerne, rydde op i dem,
udvikle dem, udfordre dem. Det er uendeligt værdifuldt for mig. Jeg savner ofte,
at I er tættere på mit liv og mindes med stor glæde, dengang I var. Jeg tror
ikke, det er fordi, jeg ønsker mig tilbage. Livet var alt for svært dengang, og
jeg elsker at blive ældre. Men jeg kan savne jer noget så forfærdeligt. Men
hvad er savn andet end smukke minder og kærlighed, så derfor vil jeg ikke begræde
tiden, som var, men blot mindes den og glæde mig over den tid og glæde mig over
nu, hvor vi er begyndt at dele, hjælpe, sparke, elske hinanden igen – virtuelt –
og hva’ så. Så allersidst tak til dig Zina, for at have startet din blog og
inviteret os til at være med i dit liv og dine tanker igen. Elsker jer alle –
nye som gamle – tosset!

Den
er svær at komme efter den der, Zina. Det er så håbefuldt og kærligt. Jeg har
siddet og rodet de sidste par dage og forsøgt at finde flere kloge ord om
sagen. Vi er jo heldigvis ikke de eneste, som har snakket om det her. De byder
jo alle sammen ind. Læste Foucault den anden, som netop taler om opfindelsen af
historien og hvordan vi efterrationaliserer på fortiden. Og hvordan det BTW
ændrer sig hele tiden, således er jeg endnu mere forvirret. Søren Kierkegaard
er så skide svær at læse, men når det i korte øjeblikke pludselig siver ind og
alt går op, så findes ordene ikke smukkere og klarere end hans. Men jeg synes
det er tungt. Mange af det andre bliver jeg bare små-deprimeret af. Det gøres så
skide komplekst og indviklet at det fjerner sig fuldstændig fra begyndelsen,
nemlig kærligheden. Den der tossede størrelse, som får alt til at gro, græde
grine. Løbe, standse, hoppe, falde, op, ned, hen, over. ALT. Nogen gange tror
jeg det er bedst bare at lade tingene stå. Vi skal tænke alle tankerne, fra
alle vinkler, snakke med hinanden, prøve ting af, men næste skridt er så at
slippe helt. Lade vores intention og kraften i denne gøre resten af arbejdet.
Lade livet leve sig og udfolde sig i tillid til forsynet, Gud, eller os selv –
alt efter livsvinkel. Kan I se det?

Kære Frank, så må de her ord, være lige noget for dig. Læst og parafraseret af undertegnede. Jeg synes det er alt for trist og sortsynet, med meget lidt tiltro til vores indre etiske kompas og et eller andet sted, meget lidt til tiltro til gud. Tanker?
_________

at elske betingelsesløst vil
sige: Elsk uden at du skal! Fordringen kræver således, at det slet ikke skulle
have været nødvendigt at fordre det. Den kræver sin egen overflødighed. Den
dukker først op, når vi ikke elsker. Og så er det for sent, for vi kan ikke
elske på kommando eller af pligt, fordi vi, åh, så gerne vil være gode og
anstændige mennesker. Den etiske fordring er uopfyldelig, det er Løgstrups
konklusion. Og det er, fordi mennesket i bund og grund er et selvisk væsen. Vi
lever efter syndefaldet i en falden verden som de faldne, som de syndende med
den den dertil hørende skyld.

Men hvad skal vi så gøre? Der er to ting at gøre. Teologen
Løgstrup siger, at Jesus giver os en udvej med sin gudsrigesforkyndelse, med
det specifikt kristelige, syndernes forladelse. Således fikset.

Og så er der den anden løsning. Nemlig at vi tager det betingelsesløse ud af
fordringen og opfylder den så langt, som det er muligt med anstændighed og
pligtfølelse som motivation i stedet for den manglende kærlighed. Vi kan øve os
i at efterligne det, vi ville have gjort, hvis vi havde elsket. Det er det
næstbedste, men bedre end ingenting. Uden pligthandlinger og
anstændighedsfølelse er der jo intet, der kan fungere. Og det kræver skam
selvdisciplin og afsavn og offervilje. En kær pligt – men kærlighed er det
ikke. Vi gør det dybest set for vores egen skyld, for at undgå kaos, for at
kunne se os selv i øjnene og så videre. Ikke desto mindre er næsten bedre tjent
med det, end hvis vores egoisme fik fri udfoldelse. Det er det gode, gjort med
selviskhed som drivkraft.

OK, jeg er helt med og forstår
dine ord – og Søren Ks, men det er nok her vi er forskellige, du kan lide at
brede tingene ud, se det hele ovenfra, og altid trække alt ud i yderste
konsekvens for at se hvad der er op og ned. Det har vi gjort mange gange
sammen, og det er super givende. Lad os se hvad der sker, hvis vi nu nupper Løgstrup
og lader ham sige noget a la: “Vi lever i
indbyrdes afhængighedsforhold, hvor vi i stort og småt har en vældig magt og
indflydelse på hinanden. Og vi kan ikke komme uden om, at kærlighed og
barmhjertighed er noget godt, mens kynisme og brutalitet er noget ondt. Det
betyder, at den magt, vi har over andre, kan vi bruge uegennyttigt eller
egennyttigt, vel vidende at det første er det, vi burde, mens det andet er at
svigte.”

Ergo, vi ved vi svigter, vi
ved vi ikke gør det godt nok. Det ligger ikke i relationen, det ligger i
individet. Vores egen indre erkendelse. Og her ligger mit burde, fordi vi ved
det, fordi vi kan det, og fordi det i virkeligheden blot er vores uformåen,
vores bagage historie, som blokerer, og
det skal vi da ikke finde os i. Det er forpligtelsen af vores viden, som skal
give sig udslag i tilstedevær og kærlighed uden pis – og det er fornægtelsen
fra både den svigtede og den svigtende – i sådan en fælles ”hvis jeg ikke siger
noget, så gør det ikke så ondt”, som gør mig skiftevis rasende og virkelig
trist.

Og når vi så ikke tør konfrontere hinanden med
svigtet, kræve noget af hinanden, tør sige at nogen er skyld i vores smerte.
Når vi skjuler vores skuffelse, når vi ikke tør fortælle hinanden, hvad vi
havde ønsket at få, hvad vi blev kede af ikke at få, og igen og igen at bede om
at blive elsket, så er det blot vores egen angst og mangel på selvværd, som
snyder os, som får os til at tvivle på vores krav på respekt og ansvar i
kærlighed. For selvfølgelig må vi kræve i kærligheden, selvfølgelig må vi kræve
af kærligheden. Det er det eneste som reder os fra sikkert vanvid i vores uendelige
ensomhed, at vi elsker fuldt ud og på trods af og insisterende kræver kærligheden
fuldt ud af hinanden.

OK, så tager vi fat om roden – så langt nede
og inde som jeg kan slippe af sted med. Jeg vil tilbage til svigtet, så her kommer
den. Nu med ekstra tryk på. Nemlig skyld. Lige der i kernen af det, du med slet
skjult ubehag sagde, det mindede dig om. Kristendommen. Så svigtet er én ting –
man føler sig svigtet af den anden. Nu går vi så tilbage til den, som skylder.
Den som svigter, den som ikke bærer kærligheden ordenligt, den som ikke tager
sit ansvar alvorligt.

Det er ansvar, det er forpligtelse, det er
fordring, det er kærlighed.

Jeg tror ikke, at det er noget, vi egentlig
kan beslutte. Jeg mener, det er, sådan det er. Vi føler allerede fordringen, vi
føler ansvaret overfor den anden, forpligtelsen, og når vi så efterfølgende
vælger at stoppe, blokere, ignorere følelsen, så lyver vi for os selv, for
hinanden og så svigter vi i virkeligheden hinanden dobbelt. Og tribbelt, da vi også
svigter os selv, tager ikke os selv alvorligt. Og vi føler konsekvensen –
skylden.

Jeg er træt af den kvælende positivisme. Jeg
er træt af, at vi ikke må skylde hinanden noget, ville hinanden noget, kræve
noget af hinanden. Jeg mener ikke, vi kan eller skal leve fri af hinanden. Jeg
mener at netop, når vi forpligter os i kærlighed, så kommer friheden helt
naturligt derfra. Og det er den sande frihed, ikke den påståede påtagede
frihed. Jeg er kun mig selv, jeg vil kun mig selv. Nej, det er dér i lorten i
smerten, når det ikke passer, når det hele lugter af pis at friheden, vores
frihed bliver ét med ansvaret, fordringen – kærligheden. Fordi jeg vil det, fordi
jeg ikke kan noget andet. Jeg lader mig trække hele vejen, lader mig bære hele
vejen til den fulde skyld – i relationen. Skylden for at vi er der, skylden for
at svigte dig, skylden for at elske dig, skylden for at give alt, skylden for
at gøre allermest ondt. Dér er det interessant at være. Vi må bære vores
kærligheds skyld med stolthed, både den som gør ondt og er tung og den som gør
os lette og flyvende og eftertænksomme og reflekterende. Det er her vi vokser
som mennesker og vores relationer bliver stærke og dybe.

Her til morgen er jeg snublet over hele to dejlige ord. Først ville jeg give mit besyv med i en email snak og undrede mig pludselig over, hvor det kom fra, hvad jeg egentlig sagde med det og hvor bredt jeg kunne bruge det “Her er mit besyv”. Derfra var der ingen vej tilbage. Ned gennem hullet. Der faldt jeg så over styrvolt. Den hidsige og urgerlige person.

En sætning som “Den gamle styrvolt var ikke bleg for at give sin besyv med”, er da helt skøn, og ja besyv kan både en og et …

Den her besyv kan dog kun med en, her brugt af Grundtvig i flertal: nu fik jeg to Besyver ført som for en Slik.

Eller måske bedre disse vise ord fra SA Jørgensen: naar Besyven brænder inde, man Stik paa Stik kan sagtens vinde.

Og med det: I bid you a good day

ÅÅHHH, har I savnet den lige så meget som mig?
Gået og ventet spændt på at den endelig blev færdig?
Så den kunne finde sig til rette på natbordet
lige dér ved siden af glasset med vand og de fedtede briller?

Ventetiden er næste omme – se selv her:

Temaet for tiden er noget med den indre verdensmester – kan nok ikke forstås umiddelbart – derfor temaet og de mange ord.

Forståelse og klar definition af forskellen på selvværd og selvtillid – jeg kommer altid lidt i tvivl – også om hvorvidt det er værdifuldt at forstå.

Udlevelsen af og tilstedevær i et ordentligt levet liv – muligt?

Eller ordentligt tilstedevær i et udlevet liv – ja tak, tror jeg.

Så bevæger vi os over i noget med fuldt potentiale, men så sniger opkastfornemmelsen sig ind… gør det det relevant i sig selv? Det tror jeg nok det gør!

Men verdensmesteren! Det er starten på hele misæren.

uh den er god. Dagens skriver sidder lige i hånden. Jeg er lidt tom i hovedet lige nu. Glæder mig til at komme hjem i trygge rammer. Lidt ro på, ting der ikke maser sig for meget på. Det er vel en form for balance jeg søger. Det har nu altid været noget bøvl for mig. Men jeg har besluttet ikke at give op. Ikke at jeg kan, om jeg ville. Nej tanken er at blive ved, insisterende og kraftfuldt vil jeg følge mine indskydelser og løbe af sted, når der skal løbes, stå helt stille når tiden er til det og råbe højt når det føles rigtigt.

Jeg ved ikke hvorfor tanken er der, at jeg ikke skal være her i særlig lang tid. Måske er det set i bakspejlet. Det jeg allerede har oplevet. Eller er det fordi det rent faktisk er sådan det bliver? Jeg ved ikke rigtig om det skræmmer mig eller det egentlig er ok. Jeg tror det først og fremmest gør mig lidt trist. Trist over at skulle forlade det jeg holder af, men også en form for lettelse i at være fri og presset som forsvinder. Altså det pres jeg lægger på mig selv. Krav. For høje? Er det der lorten ligger? Jeg skal være modig, åben, udadvendt, klog, favnende, elskelig. Jeg skulle til at skrive, hvad jeg synes jeg er, men det er sgu’ ikke så langt fra. Hvis ikke faktisk sådan. Og hva’ så? Er det så fordi jeg er færdig, at jeg kommer i tvivl. Roen jeg søger, fordi jeg endnu ikke har forstået at jeg faktisk er ankommet. Men ankommet Schmankommet. Så er det vel bare næste mål som skal findes. Næste projekt. Og skulle det så være døden er det næsten for plat. Jeg må kunne finde på noget bedre. Selvudvikling. Stilstand som roden, ikke døden. Den skide ro som hele tiden vil findes og væres. Er jeg da ikke rolig? Det er jo netop det jeg har været. Her i den sidste tid, hvor alt har bevæget sig i slow motion omkring mig og intet har mast sig på. Men jeg jo i virkeligheden mere end bare ro. Jeg vil også have øjeblikke af fuldstændig klarhed og genialitet, som bliver set og anerkendt. Det er jo ikke desværre ikke noget der kommer uden investering og her kommer modet så ind igen. Investering. Springet. Ud på det dybe vand. Satse alt, eller i hvert fald sig selv. Musikken blev så stille. Hvorfor mon. Jeg kan ikke engang se det selv. Jeg kan slet ikke mærke den. Har jeg givet op? Eller er det som det føes bare sådan det er og skal være? Lige nu er det i hvert fald. Lige nu er der stilhed – selv ordene falder tungt. Og tonerne er helt væk. Er det mon det der føles som døden? Her kommer ingen fremmede toner, ingen fremmede ord, ingen fremmede tanker. Kun de trygge rammer og kærlige velkendte ord giver det rigtige. Jo, jo det er ikke umuligt at det faktisk er det der er svaret. For nu.

Kære dig

Jeg ved hvor frustrende det er, når mennesker man holder af ikke opfører sig, som man gerne vil have eller ønsker. Min tanke er dog, at vi som udgangspunkt ikke kan eller skal ændre på hinanden, eller i hvert fald ikke skal være sammen med det som udgangspunkt. Det betyder så desværre enten, at man må kaste håndklædet i ringen med nogen – men skridtet før det, er klart at man siger det, som det er, og som man føler – og det synes jeg, du gjorde helt fint i går. Personligt, ja, men det er jo det, det er. Så må vi jo bare håbe, at han forstår hvor meget det betyder for dig og ændrer sin opførsel. Men som du så godt ved, så er der ingen garantier i kærligheden!

Tak for tip – Franzen og Murakami er absolut yndlinge, jeg har netop i går puttet The Kraus Project og Farther Away på min Amazon ønskeliste :-).

‘Otte’ og ‘Du forsvinder’ vil jeg skrive mig bag øret.

God søndag også til dig.

ahhhhh, nu kan jeg slappe af. Der er ikke længere noget der skal nås, ikke noget som skal indhentes eller hentes. Jeg læner mig tilbage i visheden om at alt det som skal komme, gør det helt af sig selv og uden massen eller overivrighed. Nu er der kun tilbage at nyde livet, at flyde med strømmen, lade sig rive med, lade sig føre. Af sted.

nå jeg kan ikke få lov til at skrive en kommentar til dig, Sussie, så nu får du den her i stedet:

Det kan vel ikke være
anderledes end, at vi påvirker hinanden, når vi er tæt på hinanden. På godt og
ondt. Jeg tror ikke, man kan eller skal undgå det. Du ved, at jeg tror meget på
det enkelte individs ret til at være sig selv, også selvom man er i et forhold
– ikke bare mener jeg, at det er en menneskeret, men jeg tror også på, at det
er vejen til at kunne være sammen i mange år. At man lader hinanden være. Ikke
som ikke at blande sig i hinandens liv. Det gør man jo, og det skal man jo, nej
mere at lade hinanden være den man er. Lade hinanden vokse i det tempo og i den
retning man ønsker og ikke forsøge at pace, styre, kontrollere processen. Det
er alt for tit, at det er, fordi man selv ønsker et eller andet specifikt skal
ændre sig hos den anden, og ikke fordi man reelt ønsker den anden skal vokse
som menneske.

Nå det var en lang smørre
til dig søde Sussie. Der er aldrig noget som er sort/hvidt, så jeg vil undlade
at rådgive dig om, hvad du skal gøre med ham lige nu, du ved bedst selv hvornår
det dårlige får overtaget på det gode. Men husk at vi alle har faser og
perioder, hvor vi kan overskue mere eller mindre hos hinanden, og at man
skylder hinanden at være rummelig – det gælder selvfølgelig begge veje, men man
kan desværre kun styre sin egen vej …

OK – leve i nuet og ikke se tilbage, ikke søge nydelsen, men glæden – måske
ikke evig men komplet? Jeg er ikke sikker på det, ikke sikker på, at det er
det, jeg laver. Der er nu meget af det, jeg genkender direkte og er 100 % enig
i, men der er et eller andet, som skurrer ved udgaven af total overgivelse –
eller given slip. Nok fordi jeg altid vil videre og væk. Jeg tror heller ikke,
jeg føler, at jeg kun søger glæden eller nydelsen, men derimod hele oplevelsen
– vel vidende at den også indeholder smerte og lort. Jeg vil gerne have det
hele med. Jeg vil suge alt og det hele ud af alting! Af alle mennesker. Både
det gode og det dårlige. Jeg er nok ikke uenig …

Nuet, ikke
se det i fortid ikke se det i fremtid, bare lige nu og så leve det fuldt. Leve
det som det kommer, uden frygt og uden for megen spekulation. Det bliver nok
det, som vil være den største udfordring for mig. Jeg holder jo utrolig meget
af at spekulere alt til døde og overtænker helst det meste. Frem og tilbage se
begge veje, se det hele i et hele og med det hele, så jeg kan mærke alle dele
af det, det kan bringe og det, det har bragt. Mere vil have mere. Jeg vil have
det hele.

Så er der
ensomheden, at vi lever det alene – eller i hvert fald som udgangspunkt alene.
Jeg vil gerne undgå at blande tingene sammen, og jeg vil have, at jeg kan gøre,
hvad jeg vil og har lyst til. Jeg vil have lov til at søge det, jeg vil og
finde det, som er. Sammen og hver for sig, eller altid sammen og altid hver for
sig.

Således
markeret, så er jeg i virkeligheden helt vildt med på tanken. Og synes på mange
måder, at det er i den retning, mit liv har bevæget sig i de sidste mange år –
langsomt men sikkert. Jeg snakker tit om balance. Jeg kan enormt godt lide det
ord. Det skal balancere – og gør det hele tiden – også uden villen og også selvom
jeg ikke gør noget. Det er i den rene bevidsthed, at den sande balance kommer
frem, og jeg kan slippe forsøget på at holde fast i en særlig udgave af mit
liv, men blot at være konstant klar til at flytte vægten fra den ene til den
anden fod. Uden at fokusere for meget på lige nu, men kigge længere frem – hele
tiden længere frem. Ikke i tid, men i væren – længere op måske.

Det er nok
i virkeligheden bare det med nydelsen, som irriterer mig lige nu. Jeg kommer
måske til at jage den for meget – i stedet for bare at leve den. Men jeg bliver
vel nødt til at skabe nogle omstændigheder, hvor den kan opstå? Finde frem til
de mennesker, som jeg synes er sjove og dejlige og fede at omgås med at være i
nærheden af. Og så ellers suge det absolut maksimale ud af dem! Det skal måske
være det, som er forsøget, det bevidste forsøg – nemlig at lade det være
tilstede i nuet og ikke forsøge at lede det. Jeg er ikke sikker på, at det kan
lade sig gøre… OK taberrøv! Så er der i hvert fald ingen chance for at det kan
lade sig gøre. Måske kan det godt. Jeg kan i hvert fald slippe det nu og lade
være med at kontrollere det. Lade det bære mig derhen hvor det skal for alle
omkring mig og ikke mindst mig selv.

Hvorfor
ikke?

Mens det hele åbner sig, sidder jeg stille i hjørnet og venter på min tur. Det er ligesom drømmen, hvor jeg ligger stille på asfalten, mens tingene langsomt ændrer sig omkring mig. Der er ikke nogen eller noget, som holder os tilbage nu, så bare kom.

Jeg kan ikke huske, hvor det kom fra. Bare at det pludselig var der, og det hele stod klart. Vandet steg langsomt op om anklerne på mig, og jeg åndede frit. Panikken steg omkring mig, mens der i mit hoved blot sænkede sig en ro, som nok bedst kan beskrives som et lunt vattæppe.

Kender I det? Vattæppet? Det velsignede vattæppe, som gør alle skrig til mumlen og kun efterlader en stille susen, hvori alting slippes fri. Der hvor al følelse af angst og uformåen forsvinder i tæthed og nærhed. Der hvor jeg kan læne mig tilbage i tryg vished om, at der kun er mig og mit.

Gør det mig til at ufølende og egoistisk menneske? Nogen gange synes jeg det. Folk nærmer sig, og jeg tror, jeg lukker. I virkeligheden lader jeg bare stå, lader være med i panik at handle, men lader livet gøre det, det skal og lader mig selv være for fordømmelse og unødig roden rundt.

jeg kan se mit hjerte banke
overalt på min krop
hver gang jeg får øje på en kropsdel
så er det lige der – pulserende
ikke som jeg troede et hjerte slår
efter et særligt mønster
men vibrerende og usikkert
som om det skal skynde sig
jeg er egentlig ikke nervøs
bare undrende
jeg troede at der var faste regler for det
men åbentbart ikke for mit
det fistrer rundt – forvirret
slår lidt her og der
mange gange i træk
så helt normalt
så en stille vibreren
nu er det væk
jeg kan ikke få øje på det
men så dér på siden af maven
hopper det af sted
puha – jeg lever

jeg sidder og venter på dit opkald
det bliver et af dem som bare er
hvor vi sidder og kigger på hinanden
hører hinandens åndedrag
lader tiden gå mens vi venter på øjeblikket
der hvor vi trækker vejret
hvor vi ser på én gang
hvor vi mærker det klart
hvor vi bare er

jeg glæder mig til at høre din stemme
som når du ligger ved siden af mig
og taler til mig – tæt tæt på
du fortæller mig historier
vores fælles historier og dine egne historier
igen og igen indtil de finder deres faste form
og jeg kan glæde mig til hver en velkendt drejning
jeg bliver aldrig træt af det

jeg siger til dig at jeg ville ønske
at jeg kunne kravle ned i din lomme
sidde helt stille i hjørnet
høre dig tale i det fjerne
grine spille spise
mærke dit liv tæt på men uden at leve det

vi to som lever
det kan jeg lide

Kære ven

Her går det godt. Arbejde, skrive, støtte, glædes, tænke, læse, lytte, ryge, gå, kigge, lære, cykle – stilhed. Der har været stille den her weekend. Og varmt. Jeg ser en mærkelig tv-serie som hedder Carnivale. Kender du den? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg elsker eller hader den. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Så cyklede jeg ud til vindmøllerne i går, jeg har altid haft lyst til at se, hvor de stod, men kunne ikke finde ud af Refshaleøen. Det kan jeg nu. Fedt. Og jeg fandt også den gamle B&W tørdok, den var stor og flot. Jeg stod længe og kiggede på unge fyre og piger, som faldt i vandet fra noget, som hedder wakeboard (tror jeg nok – lidt a la skateboard, bare på vand). Det var god underholdning. Så fandt jeg en sti, jeg ikke kendte, som førte mig af bagvejen hen til nogen husbåde. Dejligt sted. Jeg ville ønske, der var flere uordnede steder i Kbh – det er mine yndlingssteder. Jeg kan se, du arbejder meget, det ser rart ud. Jeg kørte jeg hen til en havn, hvor folk havde bygget presseningshuse rundt om deres både. Det så mærkeligt ud. De havde også postkasser. Et anderledes liv. Jeg har været meget alene i weekenden. Jeg kan godt finde ud af det, men tror nogen gange, at der mangler noget. Det gør der sikkert også, men det er nu også meget rart sådan her. Jeg var inde hos Betina og blive klippet – det er sjovt derinde. Man føler sig lige midt i det hele. Nu er mit hår kortere, men ikke særlig meget.

Jeg glæder mig til at ses igen, det er lang tid siden.

KHKatie

Det var først
omkring de 40 år, at hun kunne slappe af. Så kom det nærmest også som en
overraskelse for hende, at hun kunne. Hun var blevet så vant til altid at gå
med maven en smule spændt op, så da den en dag pludselig gav slip, troede hun
et øjeblik, at hun havde skidt i bukserne … Det var sådan en stor åbenbaring
for hende, at hun svært ved at lade være med at smile en hel uge. Det var som
om mundvigene krøb op helt af sig selv. Det var nok ikke så simpelt, at hun nu
var gammel nok til at slappe af, og det kom heller ikke over en nat, men det
føltes næsten sådan efter alle de år af spændthed.