en blog til zina.dk

Kan I huske hvad jeg sagde dengang? Dengang da vi mødtes på Vestre Kirkegård for at gå den famøse tur … Det var fan’me en god dag! Jeg følte mig i den grad holdt af jer alle sammen. Der var ikke noget nemt ved livet på det tidspunkt, men dagen var en af dem, som bare gør det, den skal, hvor jeg trods lort kunne mærke jer alle sammen om mig. Der var der, jeg forstod, at jeg blev nødt til at tage væk herfra – eller burde. Så gik der så lige 1000 år … men I ved, hvordan jeg har kæmpet med det.

Nå men der er store nyheder – jeg har endelig besluttet mig for at tage af sted. Ja, nu har jeg snakket om det så mange år, at det var lige før jeg ikke engang selv troede på det længere. Lige pludselig var det der bare – det der job, som jeg har gået og ventet på – langt væk fra alt og helt derude på kanten af verden, hvor jeg altid har snakket om jeg hørte til. Nu får vi at se, om det bare var i mit hoved.

Jeg bliver nødt til at sige noget til jer alle herinde: Det her var ikke sket uden jer. Jeg ved der er gået lang tid, jeg ved, at det virkede som om jeg ikke gad at høre mere fra jer (og det gjorde jeg nok heller ikke), men det var vigtigt at I var der – at I troede på mig og det jeg skulle.

Nu er jeg på vej. Jeg vil prøve at skrive til jer engang imellem.

Men først og fremmest tak.

Jeg er ikke sikker på, at det hjælper at benægte tingenes tilstand. Det synes indlysende, men jeg render hele tiden ind i det alligevel. Og det er bestemt ikke bare mig, som desperat forsøger at få tingene til at forsvinde ved ikke at anerkende deres tilstedevær. Næ, vi er alle steder. Benægterne.

På den anden side kan der vel være noget om snakken. Jo mere man kigger på en ting, jo mere kommer den til at fylde, og langsomt vænner man sig til den. Til sidst hører den til – og man savner den, hvis den forsvinder. Bliver den også større? Det er jeg ikke sikker på. En lort er vel en lort. En guldklump er vel en guldklump.

Nogen gange trænger man nu bare til at få tingene på afstand. Det sætter det hele i perspektiv og minder én om, hvad der er vigtigt. Nogen gange når man vender tilbage efter lang tid, kan det føles helt nyt og jomfrueligt det hele. Som om at man, mens man stod og stirrede, slet ikke så, hvor smukt det var, det man kiggede på.

Jeg bliver så træt af at skulle finde svar på alting. De er der jo ikke – eller ændrer sig hele tiden. Det er et frustrende kapløb hele tiden at holde svarene klar mod de konstant ændrede forudsætninger. Jeg vil lade tingene være og blot kigge på dem og kigge væk, som jeg finder det godt. Uden at placere, kategorisere og indramme.

Jeg tror, jeg er den kedeligste af jer alle sammen! Hvad var det jeg sagde sidst? Indad stræbende. Åh ja, gaaaaab. Ikke fordi det er forkert. Det helt klart det jeg gør, men nogen gange ville jeg ønske at der var lidt mere gang i den. I er alle sammen så farvestrålende og spændende. Med jeres store kriser og vilde råb. Jeg sidder altid bare stille i hjørnet og kigger – keeedeligt. Jeg må nu nok bare acceptere det som det er, jeg har i hvert fald aldrig haft succes med at gøre andet. Vi husker nok alle fiaskoen ved julefrokosten i 1997, hvor jeg efter 1000 snaps synes at jeg skulle tage scenen … Jeg bliver helt flov bare af at tænke på det – og atter en gang: undskyld Luzi …

Nå, jeg er allerede begyndt at kede mig selv, så jeg tror jeg kryber tilbage i hjørnet og kigger lidt.

Jeg har aldrig helt forstået det, det der mandehørm. Ud over isen, ud og padle, ud og kravle, ud og råbe, ud og skrige. Jeg er sgu nok mere indad stræbende. Det er i hvert fald, det jeg har konkluderet efter krisen … Det handler ikke om, hvad der sker udadtil, men hvad der sker indeni. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår frustration og råberi, men jeg tror bare ikke, det er svaret for mig. Jeg kan nu godt være enig med Frank i, at det nok ville være en del af svaret for dig, Pedro. Det er nok der, vi ofte støder hovedet mod muren, der hvor vi tror, at det, der er godt for os, er per definition også godt for andre. Eller er det bare for inspirationen skyld, at vi snakker sammen. Sparer sammen (…). Nå, men jeg er sgu blevet helt glad og tilfreds indeni siden sidst. Det er ikke fordi, der skete så meget, som sagt: ingen råben, skrigen eller fægten med armene. Men bare rolig, det er ikke fordi, det ikke er på plads, jeg er bare holdt op med at tro på den ultimative løsning, men forsøger nu at være glad for det der der og acceptere det uforløste som kilde til evig forundring og energi.

Frelst? lidt for lækkert? Tjaa – det lader sig op til jer at dømme 🙂

Helt uden nogen hjælp, har jeg nu fundet svaret!

Så bare rolig og jeg skal også nok skrive det til jer herinde, når jeg lige har samlet tankerne.

Vi snakkes ved om lidt

Jeg drømmer at jeg går/ser på en lang vej i en tør by, hvor der for enden af hovedgaden ligger et gammelt hus – det er gråt, og vinduerne er alle taget ud, så vindueshullerne står som mørke huller i det grå hus. Det ligner lidt en gammel stationsbygning. Jeg går ind i det og møder to mænd jeg kender derinde. De har ikke noget umiddelbart ansigt jeg kan genkende, men jeg er fortrolig med dem begge to. Hele huset er ryddet og klar til at blive revet ned, men folk i byen er stærkt i mod det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg går ud og går en runde i byen, som minder lidt om en blanding af en italiensk middelalderby og en mellemøstlig støvet by, med kringlede gader og små butikker. Jeg går opad og kommer til et udsigtspunkt, hvor man kan se havnen og bugten, hvor byen ligger. Der er masser af liv og god stemning. Jeg vil vende tilbage mod huset og se hvordan det går med kampen og vender mig mod højre, hvor der er tre veje, som fører ned mod hovedgaden. Jeg vælger den første og konkluderer observerende at jeg må kende byen, siden jeg ved hvilken vej, der er hurtigst.

Jeg kommer ned på hovedgaden og ser, at maskinerne er på vej vej mod huset. Jeg skynder mig derhen og går ind. Jeg møder de to mænd, og vi står og snakker om, at de jo ikke kan rive det ned når vi er indeni. Så mærker vi pludselig at huset rokker frem og tilbage og vi rokker med og har svært ved at holde balancen. Det er som om, det bliver skubbet til af en stor hånd, og jeg går hen i mod væggen og vinduet og kigger lidt ud. Ganske rigtigt står der en gravko og vipper til huset. Væggene skifter form og farve og det er som om at hele huset vælter omkuld, som når man vælter en papkasse. Det går rimelig stille og roligt og pludselig føles det som om at huset nu flyder på noget vand – det ligger sådan og svajer og bopper op og ned. Så bevæger det sig af sted med større fart, som om det ligger på en flod og bliver taget af strømmen. Det går ret hurtigt og jeg undrer mig noget og er lidt nervøs. Så tager farten af og vi kigger ud af vinduet, vi ligger nu på en meget stor sø, den er mørk og omgivet af træer der ligger og rådner i vandkanten – halvdøde. Jeg vil gerne ud af huset og ind på breden, men kan ikke helt finde ud af hvordan. De to mænd er stadig helt rolige og ser ud som om det er helt normalt. Jeg kigger ind på søbredden og kan se der står en lille pige og fisker. jeg kalder på hende og hun kigger op. Så fanger jeg en af de grene der ligger ud i søen og kan få huset i bevægelse hen i mod bredden, men da huset rammer og jeg vil kravle ind på bredden flyder det væk igen. Jeg hiver mere til og huset kommer op og ligge på bredden. Jeg kravler ud og op på bredden. Der er en trætrappe. Pigen er der stadig, men er ikke særlig interesseret i mig. Nu er jeg mere rolig.

Det er meget mærkeligt for mig det her. Jeg har aldrig prøvet at være så meget i tvivl om ting. Vejen, jeg skulle gå, er altid kommet til mig som jeg gik, det har aldrig føltes som en beslutning, hvor jeg kom hen. Nu er jeg i 7 sind. Jeg vil frygtelig gerne vælge; tage et bevidst valg om hvor og hvordan, men jeg ved sgu ikke, hvad det er jeg søger! Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke vil være her! Men hvad betyder det? Kunne det måske bare være almindelig utilfredshed. Ja, jeg fylder 40 … en generel og meget almindlelig tvivl om retning. På den anden side, føler jeg det som et stærkt kald – væk!

Så er det nu, jeg melder mig under fanerne herinde i støtteklubben. Jeg har nemlig brug for jer nu! Er ikke sikker på at jeg tør tage det ultimative spring. Ved ikke om det kan bære. Er ikke sikker på at der overhovedet er noget at komme efter. Hvad siger I herinde? Jeg var virkelig glad for invitationen, men også noget tvivlende. Tør jeg? Er jeg klar? Z mente at dette var det rigtige sted at være for mig – det vil tiden vise. Jeg starter ikke endnu, jeg vil forberede mig og gøre klar til det. Det tror jeg er nødvendigt, ellers bliver det alt for vildt for mig.

Jeg ville virkelig gerne være mere konkret, men da jeg ikke selv ved hvad det hele handler om endnu, så er der ikke så meget at være konkret omkring. Men sagen er, at jeg har lovet at gøre noget ved det! Altså livet! Det er jo ikke så lidt, og jeg er noget præstationsangst omkring det hele. Hvad vil det egentlig sige? Hvad er det, jeg har lovet? Der er ikke noget der står klart for mig endnu, men jeg er glad for at være kommet ind i varmen herinde – jeg har på fornemmelsen, at her er flere, der kæmper med de samme spørgsmål – måske ovenikøbet nogen der har prøvet og overlevet!?

Mere skal følge …