en blog til zina.dk

Jeg gentager mig selv. Meget. Jeg er begyndt at kunne høre det. Som en slags advarselsflag der ryger op hver gang de samme ord kommer i samme rækkefølge. Igen igen. Det er underligt at jeg skal slå mig selv så hårdt i hovedet over detaljer. Det er måske fordi at det ikke er detaljer. Hmm – here we go again. Noget med noget yin og yang – dag og nat. Mange liv – og den satans Saturn igen! Eller var det Jupiter …

Så kommer jeg tilbage herinde igen. Jeg var så skide sur siste gang. Frustreret – jeg skrev som et lyn og kunne ikke se hvad der var hvad. Nu er jeg mere rolig. Uden så meget drama eller råben højt op. Er noget blevet bedre? Jeg ved ikke. Men der er ikke så meget gang i den ikke så mange store ord. Og jeg føle feberen falde noget. Hun bliver gladere, slappe mere af. Det er godt. Jeg kan ikke lide når hun græder. Det skære mig i hjertet. Hun skal altid være glad! Det er nu mystisk at når jeg så er rolig, så er det som om hun bliver lit tosset. Helt alene. Gør ting jeg ikke forstå. Forsvinder væk og i sig selv. Kan man sige det? Eller er det også svært at forstå – umuligt? Lige som hende.

Åh venner, så kører den sgu igen. Jeg tror ikke, det er sagen at forklare noget for nogen. Der er vist ikke så meget nyt at sige om sagerne – ikke noget som I ikke allerede ved. Det står altid klokkeklart lige bagefter, og der er ikke ende på anklager og bedømmelser, som vælter ud over det hele – fra alle omkring mig. Min første reaktion er nok i virkeligheden bare at slå fra mig. Hårdt og brutalt. Hvem fanden er de at dømme? Hvad er det, de vil have? Og hvem fanden har bildt dem ind, at de kan kræve det? Når jeg så lige har trukket vejret et par gange, så kommer roen og afklarelsen, måske i særlig grad pga. det som kom før. Ellers tror jeg i virkeligheden bare, at jeg ville ignorere det hele – som jeg gør det bedst.

Kære alle sammen. Jeg elsker at skrive til jer herinde, men jeg nægter at forklare mig. Jeg ved godt, det ikke er jer, der er på nakken af mig, men hvis I nu skulle finde på at være det – ja så “consider yourself warned”

Jeg har aldrig helt forstået det, det der mandehørm. Ud over isen, ud og padle, ud og kravle, ud og råbe, ud og skrige. Jeg er sgu nok mere indad stræbende. Det er i hvert fald, det jeg har konkluderet efter krisen … Det handler ikke om, hvad der sker udadtil, men hvad der sker indeni. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår frustration og råberi, men jeg tror bare ikke, det er svaret for mig. Jeg kan nu godt være enig med Frank i, at det nok ville være en del af svaret for dig, Pedro. Det er nok der, vi ofte støder hovedet mod muren, der hvor vi tror, at det, der er godt for os, er per definition også godt for andre. Eller er det bare for inspirationen skyld, at vi snakker sammen. Sparer sammen (…). Nå, men jeg er sgu blevet helt glad og tilfreds indeni siden sidst. Det er ikke fordi, der skete så meget, som sagt: ingen råben, skrigen eller fægten med armene. Men bare rolig, det er ikke fordi, det ikke er på plads, jeg er bare holdt op med at tro på den ultimative løsning, men forsøger nu at være glad for det der der og acceptere det uforløste som kilde til evig forundring og energi.

Frelst? lidt for lækkert? Tjaa – det lader sig op til jer at dømme 🙂

Du har fanme altid været lidt sindsyg Pedro – i hvert fald så længe jeg har kendt dig. Jeg vil ikke sige så meget andet end: Chill mand. Tag med mig en tur ud at kravle eller padle eller hva fa’en du kunne tænke dig, det skal sgu nok få dig på andre tanker! Det virker i hvert fald altid for mig. Nå, jeg ved jo godt at det ikke er din stil … Du har aldrig været den store camping mand, nok lidt for meget sved og mandehørm til dig, men jeg lover dig du ville sgu elske det! Ja, tossede er vi nok alle sammen, hver på vores højlydte måde :-

Jeg smutte inden længe en tur – trænger til lidt luft under vingerne. Sig til hvis du skal med! Der er altid plads til en til i kano’en!

Hey Lovely Pedro

You have always been one of my favorites! You know that don’t you? Everybody is so scared of you and your fire – your spark – your anger. Not me. Maybe I’m used to it, got a lot of yelling in my past. Well you know that. You remember the time when we went down to the train tunnel, stood as close as we could and screamed out heads off when a train passed? A great way to release a little energy, huh? A little frustration …

I miss our night together sometimes – it was crazy times but so full of life and energy. Who cares if anybody understood us. We knew what it was all about.

Love you forever – don’t give up. You know you have it.

Your lovely Luziiiii

Det er så tung at jeg ikke tror jeg kan bære det. Jeg kan mærke i min krop at det trænge sig mere og mere på – det store spørgsmål om hvad jeg lave og hvad fuck jeg vil. Jeg tror at jeg har det klaret og tror at jeg har fundet svaret, her med hende og hele pakken, men jeg er komme i tvivl. Hun fatter ikke en skid og jeg råber og skrier og der sker ingenting. Så kigge hun på mig med tomme øjne og grine mig lige i fjæset – hva fuck er det? Blodet mit raser og koger over. Røg i ørerne siger hun, jeg er en vulkan siger hun. Og jeg sige så se på mig og jeg eksplodere. Hun bliver ked af det der og tårene begynde at løbe og de løbe og løbe. Jeg bliver så træt af at se på det og jeg slår mig selv til blods i dørkarme og bord. Så er der arbejde, der er fucking ingen der ser hvad jeg kan og er. Jeg få aldrig lov at vise det frem. De holde sammen i deres pisse små klubber og jeg kan ikke komme ind, lige meget hvor meget jeg bliver dansk. FUck jer alle sammen, jeg tror jeg skrider. Jeg kan ikke længere huske hvad fuck jeg laver her alligevel.

Arrrrh, jeg kan stadig huske dengang, det hele bare kom til mig. Der var ingen renden rundt i gaderne, der var ingen hvileløs søgen på nettet, ingen desperate opkald mitdt om natten, ingen overkiksede branderter med alt for mange sandheder. Nej, der løb lykkens bæger over – helt af sig selv. Jeg kommer i tvivl, om det bare var fordi jeg havde hovedet i skyerne (eller var det i røven?) eller om jeg rent faktisk var lykkens pamfilius, sådan som jeg følte mig.

Hva’ siger I piger? I var der. Var jeg virkelig så lykkelig og let, som jeg husker det?

Der sniger sig den grimmeste misundelse ind, når jeg læser om alle de satans selvfede røvhuller på FB, der skriver om lækre julegodter og velsignet ro, mærkværdige klassiske udøvere, som man aldrig har hørt om, interne beskeder giver på kryds og tværs af vennekredse, som virker som om, at alle andre har det sjovere end mig. Er det bare menneskets evne til at få alting til at lyde lækkert i et show af selviscenesættelse og selvfedhed?

Jeg sidder bare her og tuder på anden time og tror snart, at min krop er helt tørret ud. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg græder, det startede vist med mangel på forståelse af mit skrøbelige sind, men er nu endt med alle de der ekstra tårer, som altid stiller sig op i køen, når der nu endelig er hul igennem, er løbet løbsk. Det gør mit hjerte helt stille og blødt, lader ensomheden sænke sig over mig og minder mig om, at det er alene, jeg er, lige meget hvor mange mennesker der står omkring mig.

Det er egentlig OK, jeg vidste det jo godt. Det kan undre mig, at det kommer som en overraskelse hver gang. Men da jeg jo ikke viger tilbage for en god tuder og en svælgen sig i selvmedlidenhed, så er det jo næsten en luksus, at jeg formår at glemme det. Således kan jeg lade mig overraske igen og igen, når jeg indser den samme banale sandhed.

Jeg
lægger mig altid meget stille ned på sengen. Først på ryggen og roligt vender
jeg mig om på siden. Armene er altid i vejen, som to mystiske påhæng, der
aldrig rigtig kan finde sig til rette. De bliver fremmede for mig, som den ene
finder plads bøjet let under kroppen, og den anden strittende skævt op i vejret
hængende ud over sengekanten. Natten virker uendelig og på vej et andet sted
hen. Ligesom mig. Der er noget, der ikke gør, som det skal. Noget der endnu
ikke er faldet på plads trods tusindvis af tanker. Til sidst giver jeg op, står
beslutsomt ud af sengen, tager mit tøj på og går ud i natten.

Så er der dem, der
straffer ham for det. Som om de kan mærke, at han kan noget særligt, og det er
ikke sikkert, at de ville kunne gøre det samme som ham. Det er ikke rart at
blive konfronteret med ens egen uformåen, og han kan mærke det, når de er i
nærheden af ham og ikke rigtig kan finde ro og gerne drejer deres overkrop lidt
væk. En næsten usynlig forskel i holdning, men han mærker det tydeligt, som var
det et spyt i ansigtet, et spark over skinnebenet.

Helt uden nogen hjælp, har jeg nu fundet svaret!

Så bare rolig og jeg skal også nok skrive det til jer herinde, når jeg lige har samlet tankerne.

Vi snakkes ved om lidt

Jeg drømmer at jeg går/ser på en lang vej i en tør by, hvor der for enden af hovedgaden ligger et gammelt hus – det er gråt, og vinduerne er alle taget ud, så vindueshullerne står som mørke huller i det grå hus. Det ligner lidt en gammel stationsbygning. Jeg går ind i det og møder to mænd jeg kender derinde. De har ikke noget umiddelbart ansigt jeg kan genkende, men jeg er fortrolig med dem begge to. Hele huset er ryddet og klar til at blive revet ned, men folk i byen er stærkt i mod det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg går ud og går en runde i byen, som minder lidt om en blanding af en italiensk middelalderby og en mellemøstlig støvet by, med kringlede gader og små butikker. Jeg går opad og kommer til et udsigtspunkt, hvor man kan se havnen og bugten, hvor byen ligger. Der er masser af liv og god stemning. Jeg vil vende tilbage mod huset og se hvordan det går med kampen og vender mig mod højre, hvor der er tre veje, som fører ned mod hovedgaden. Jeg vælger den første og konkluderer observerende at jeg må kende byen, siden jeg ved hvilken vej, der er hurtigst.

Jeg kommer ned på hovedgaden og ser, at maskinerne er på vej vej mod huset. Jeg skynder mig derhen og går ind. Jeg møder de to mænd, og vi står og snakker om, at de jo ikke kan rive det ned når vi er indeni. Så mærker vi pludselig at huset rokker frem og tilbage og vi rokker med og har svært ved at holde balancen. Det er som om, det bliver skubbet til af en stor hånd, og jeg går hen i mod væggen og vinduet og kigger lidt ud. Ganske rigtigt står der en gravko og vipper til huset. Væggene skifter form og farve og det er som om at hele huset vælter omkuld, som når man vælter en papkasse. Det går rimelig stille og roligt og pludselig føles det som om at huset nu flyder på noget vand – det ligger sådan og svajer og bopper op og ned. Så bevæger det sig af sted med større fart, som om det ligger på en flod og bliver taget af strømmen. Det går ret hurtigt og jeg undrer mig noget og er lidt nervøs. Så tager farten af og vi kigger ud af vinduet, vi ligger nu på en meget stor sø, den er mørk og omgivet af træer der ligger og rådner i vandkanten – halvdøde. Jeg vil gerne ud af huset og ind på breden, men kan ikke helt finde ud af hvordan. De to mænd er stadig helt rolige og ser ud som om det er helt normalt. Jeg kigger ind på søbredden og kan se der står en lille pige og fisker. jeg kalder på hende og hun kigger op. Så fanger jeg en af de grene der ligger ud i søen og kan få huset i bevægelse hen i mod bredden, men da huset rammer og jeg vil kravle ind på bredden flyder det væk igen. Jeg hiver mere til og huset kommer op og ligge på bredden. Jeg kravler ud og op på bredden. Der er en trætrappe. Pigen er der stadig, men er ikke særlig interesseret i mig. Nu er jeg mere rolig.

så sidder jeg så bare og kigger ud

der er frit udsyn

der skaber lange tanker

og følelser af uendelighed

det gør enden tættere på

uden at skabe tristhed

det skal lade sig gøre

at leve så tæt på enden som muligt

så den altid står om hjørnet

og kigger snedigt på mig

jeg vil mærke energi

fra den sikre død

og glædes over

at leve i fast vished

om at det slutter

Det er døden der nager

nogen tror det er livet

at man ikke ved hvor man skal gå

men i virkeligheden er det målet

der er problemet

at man ikke ved hvor man ender

jeg tror ikke at jeg vil vælge længere

hvis målet er det samme

så må vejen derhen være lige god

kun betinget af hvad jeg i øjeblikket

føler godt og skidt

det synes uretfærdigt

når den vej man har valgt

fører til utidig død

og gnidsel

i følelsen af rigtighed

bør tingene følges ad

og derfor give forløsning

på det rigtige tidspunkt

og for fanden

ikke på det forkerte

her går vi så af sted

flokkevis mod sikker død

er det i virkeligheden bare et spørgsmål

om hvem af dem vi elsker

der kommer først?

Hey SPQ! Jeg kan kun være enig med Luzi – ud over isen med dig. Og jo, vi er vist flere herinde der har været der; eller stadig er der! Men det skal ikke afholde os fra at give gode råd! Derfor min opfordring til dig om at være med herinde. Også selvom der ikke kommer nogen kloge ord fra os, kan det være godt at have et sted at lukke lidt ud. Der kommer så dejlig gennemtræk i hovedet, og nogen gange ser man tingene klarere, når det står lige foran én, eller man er tvunget til at formulere sig omkring sagerne.

Jeg synes f.eks. det står lysende klart, når jeg læser det, du har skrevet, at alt er bedre end at blive der, hvor du er nu. Det findes ikke værre end at erkende at noget er forkert, og så ikke rykke sig. Der kommer ikke noget godt ud af det – det er jeg 100 % sikker på.

Så af sted med dig. Find nogle stop på vejen – jeg tror det hedder delmål i de fines verden og så start med dem. Babysteps. Og skriv løs.

Masser af energi og styrke fra mig til dig!

Z

Det er meget mærkeligt for mig det her. Jeg har aldrig prøvet at være så meget i tvivl om ting. Vejen, jeg skulle gå, er altid kommet til mig som jeg gik, det har aldrig føltes som en beslutning, hvor jeg kom hen. Nu er jeg i 7 sind. Jeg vil frygtelig gerne vælge; tage et bevidst valg om hvor og hvordan, men jeg ved sgu ikke, hvad det er jeg søger! Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke vil være her! Men hvad betyder det? Kunne det måske bare være almindelig utilfredshed. Ja, jeg fylder 40 … en generel og meget almindlelig tvivl om retning. På den anden side, føler jeg det som et stærkt kald – væk!

det bliver som jeg har sagt

kom ikke til mig med unødvendige spørgsmål

og ytringer der ikke vil eller kan noget

du ved det godt selv

og jeg udmattes over din uvilje mod livet

lad det nu bare være

og lev uden din sædvanlige emsighed

tingene går deres gang

og dagen kommer alligevel

Hey SPQ! and welcome in the club. I just wanted to say that I don’t think that you should think too much about things. Never done anything good for me! No, just go for it! without looking back. I’m not sure what life it is you want to jump into, but I say: if you feel a small tinkling in your toe, thinking about it – it is the right place to go!

Jump baby! just jump

S

Så er det nu, jeg melder mig under fanerne herinde i støtteklubben. Jeg har nemlig brug for jer nu! Er ikke sikker på at jeg tør tage det ultimative spring. Ved ikke om det kan bære. Er ikke sikker på at der overhovedet er noget at komme efter. Hvad siger I herinde? Jeg var virkelig glad for invitationen, men også noget tvivlende. Tør jeg? Er jeg klar? Z mente at dette var det rigtige sted at være for mig – det vil tiden vise. Jeg starter ikke endnu, jeg vil forberede mig og gøre klar til det. Det tror jeg er nødvendigt, ellers bliver det alt for vildt for mig.

Jeg ville virkelig gerne være mere konkret, men da jeg ikke selv ved hvad det hele handler om endnu, så er der ikke så meget at være konkret omkring. Men sagen er, at jeg har lovet at gøre noget ved det! Altså livet! Det er jo ikke så lidt, og jeg er noget præstationsangst omkring det hele. Hvad vil det egentlig sige? Hvad er det, jeg har lovet? Der er ikke noget der står klart for mig endnu, men jeg er glad for at være kommet ind i varmen herinde – jeg har på fornemmelsen, at her er flere, der kæmper med de samme spørgsmål – måske ovenikøbet nogen der har prøvet og overlevet!?

Mere skal følge …

Kære Katie

Hvor det lyder rart. Her hos mig er der overhovedet ikke roligt. Jeg kigger ikke stille ud, ingen stilstand til mig. Der har både været udvendig larm og masser af indvendigt roderi. Du kender mig jo, Katie – fuld skrue på og masser af fodfejl på vejen. Jeg snubler mig nok i virkeligheden gennem livet, forsøger at finde gode retninger, men ender hist og pist – nogen gange heldig, andre gange helt ude i skoven.

Nå, en skønsom blanding af os to, Katie, tror jeg ville tage kegler, sådan et sted mellem din ro og dit kærlige væsen og min energi og nysgerrighed, det kunne være en rigtig lækker kombi. Måske er det derfor vi stadig snakker, som vi gør. I et forsøg på at finde en balance. Det er på toppen at vi stadig er her, det skal vi sgu også huske. Derefter er det op ad bakke 🙂

Honey – vi snakkes ved

Kære Zina

Der er meget roligt her for tiden, har du lagt mærke til det? Der er en pudsig form for stilstand, som har sin egen ret. Jeg finder mig i hvert fald til rette og læner mig helt tilbage. Der er ingen burder, og jeg kan stå helt for mig selv i timevis og bare kigge ud. Det er ret rart.

KH

Katie

tosserier uden mening

mening uden sjov

jeg står stille og kigger ned

du står der med vilde øjne

og jeg tænker råbende

at du jo ikke vil

det vil jeg heller ikke

og tiden går

med klokken slående

løber jeg nu væk igen

her er larm og farver

langt vej fra gråvejr

og skiden villen

her kan du ikke nå mig

og jeg ånder let

og uforstyrret

Jeg har aldrig haft noget problem med at sige tingene som jeg så dem. I den her tid er det nu noget bøvlet for mig. Jeg er en knudret mand, har du engang sagt til mig. Jeg fattede ikke en bjælde af det dengang, måske gør jeg lidt nu. Men det er nu den simple side der er den gode – synes jeg. Lige ud af posen og ikke nogen fingre i mellem. Jeg siger jer, det har været en vild tur. Løver og tigre – lige op i hovedet på mig, men jeg er her stadig og kæmper min kamp. Luzy, du er i sandhed en skøn kvinde, altid fuld skrue på. Jeg har altid syntes at du var lidt for mærkelig og vild for min smag, men det er fedt at du er der og bider fra dig. Fuck dem alle sammen, bare klø på og lad dig ikke kue af nogen.

Jeg stopper for nu. Jeg savner dig sgu Zina, det ved du jo godt, selvom jeg aldrig siger det.

Frankie says

it’s now or never baby! Do you hear me? You know that it is as I say it is. You often doubt me, but always end up crawling back – head down, eyes to the ground. Asking my forgiveness, when there is no forgiveness to be had. Let me just tell you all a thing or two about Luzi – I have and have never had any reason to trust anybody. The only reason why I’m here on these pages is because I love the space and love the people. They leave me be, let me be as stupid as I am, no judgement no hard feelings. Only love 🙂

That is all I need.