Jeg er en
medløber. Jeg bliver smittet af folks entusiasme over hvad som helst. Lidt råb
og høje stemmer og jeg føler mig opløftet af glæde. Adrenalinen flyder i mine
årer, mit bryst hæver sig op, og jeg kan mærke vingesus og sommerfugle tage mig
med.
Jeg er en
vendekåbe, som man ikke kan regne med. Som altid vil forlade sig på hvad og
hvem som helst, som i øjeblikket giver mening. Er det godt? Har det værdi? Er
det ikke skræmmende kynisk og koldt? Måske lige bortset fra for den, som bliver
løbet med og vendt til …
Hvad er godt ved
et ubesluttet sind? Denne tomhed som lader sig fylde af hvad som helst, uden
kritisk sans, uden at bedømme eller bestemme selv. Hvis bare det lugter lidt af
frihed, villen og drømme, så er jeg med uden blusel og uden at holde mig
tilbage.
Dette føles som
en bekendelse af den slags, man skal tilgives for. Behovet er der nu ikke
umiddelbart. Jeg har altid set det, som et positivt træk ved min personlighed –
at jeg lod mig rive med. Men i dag overvejer jeg, om ikke jeg har taget fejl.
Råb højt, vift
med armene, drøm, vær fri, vær ubunden, og jeg er med uden tvivl og
tilbageholdenhed. Lige indtil der er en anden tanke, som fanger min
opmærksomhed, en tanke som tænder mig i sin frihed, i sit mod, i sin ubundne
villen.
Så er jeg af sted
igen. Er der da ikke noget, som fanger for evigt? Som efterlader mig helt
opfyldt og klar i hovedet. Hvorfor skal det hele være til salg? Er der ikke
bare én ting som er hellig? Som er nok til at stoppe denne evige
foranderlighed.
Dér kommer den og
styrer pludselig det hele, tænder mig så let som ingenting. Jeg kaster alt fra mig
og kigger mig ikke tilbage. I glædes over kraften i tanken, mine tændte øjne og
den ubundne energi. Alt føles ærligt og rigtigt lige dér. Men hold godt fast,
det varer kun et øjeblik.
Hvis sikkerheden kun kan være, at intet er
sikkert, har det så værdi? Jeg kommer i tvivl om min egen værdi, når jeg ikke
føler ønske om eller evne til at fastholde noget som helst som særligt og urørligt. Er det hele så lige gyldigt
eller er værdien øjeblikket som er, unikt og særligt?
Jeg giver op for nu og stiller mig tilfreds med det, jeg er. En ny forståelse
for kristendommens tanke om menneskets uformåen spirrer. Men samtidig er jeg
fyldt at min egen unikke evne til at være lige her og nu og følge det, som
synes godt og rigtigt i øjeblikket. Det er vel ikke uformåen?
