en blog til zina.dk

Hun har taget høretelefonerne med på vej til Roskilde Festivalen. Det er som om noget kan stimuleres i hendes øre, så hun bliver helt tændt. 

Skift. En ung fyr. Et hus på en mark. Han bor på værelset. Han svømmer ud i søen. Kom her ud. De svømmer alle efter. Men vandet er jo fuld af re. De svømmer tibage, skal nå ind på værelset. Hun kravler op på bredden før. Her er det nemmere at komme op. Der er en bænk og et lille bord. Hun er tændt. Og han kommer hen til hende. Han og de andre skal på arbejde, og de skal skynde sig. De har helt glemt tiden. Reglerne er strikse i huset, og hun må egentlig ikke være der. Men hun er ikke så hurtig. Der er slik i en skål. Hun får lov at tage noget, som hun kan hygge med i bussen, eller mens hun tager tøj på. De andre skynder sig i tøjet. Hun har fået menstruation. Hun drømmer om at få følelsen igen. Høretelefonerne på og stimulere øret, så kroppen tænder. 

Mødtes de der ved isboden? Hvor hun stod og ventede og forsøgte at forstå, hvordan det fungerede med øret. Det var softice. Eller var det guffen udenpå? Nej det var blød is og så en slags candyfloss bygget udenpå. Det lignede en stor rede. Der var kun 4 slags is. En vanilje. En m. mm. En mørkeblå. De blev bygget uden om en stor cigarformet chokolade dims m. pind. Hun var god til at bygge dem. Pigen. Hun var veluddannet – var det filosoffen? Men de blev så sindssygt store og helt uhåndterbare. Hun havde nu besluttet hvilken, hun ville have og stod bare og kiggede på pigen, mens hun arbejdede. Sådan et flot arbejde. Den næste i køen fik vanilje m. mm indeni. En mørkeblå fluffy sky udenpå. Og den skulle også dekoreres m. en hat. 

“Ud t drengen i huset. På værelset. Vi knaldede ikke. Det var ikke det der skete. Han var så vild med mig. Svømmede ud i søen da jeg kom. Jeg svømmede efter. Ud t en lille ø midt i søen. Nærmest bare en græstue. Han kravlede ikke op. Jeg svømmede efter og de var nu to venner. De grinede. Fulde af re – en slags fnidret tang som lignede mos. De havde det i håret og i skægget. Han var ligeglad. Vi svømmede tilbage sammen.”

Jeg ville ikke sige særlig meget mere
jeg længes og så længes jeg ikke
jeg tænker og så tænker jeg slet ikke
jeg føler og så føler jeg slet ingenting
jeg løber og så står jeg pludselig helt stille
jeg sover og så falder jeg dybere i søvn
jeg drømmer mig stadig længere væk
jeg savner og så siger jeg ikke et ord
jeg råber højt og ingen hører lyden
jeg er og så er jeg slet ikke – mere

Så bare helt stille

Uden lyd eller bevægelse

Sidde helt stille

Ikke en vind

Alt hænger slapt ned

Selv vejret holder vejret

Bange for at forstyrre

Roen som har indfundet sig

Nu kan jeg høre frøene spirre

Helt dybt nedefra

Små stræbende håb

Op imod lyset

Instinktivt og villigt

Måske bliver jeg klar

Han tog Veien hen til Metalsvinet, knælede halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte sin lille Mund til dets skinnende Tryne og drak i store Drag det friske Vand. Tæt ved laae nogle Salatblade og et Par Kastanier, det blev hans Aftensmad. Der var ikke et Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han satte sig paa Metalsvinets Ryg lænede sig forover, saa hans lille, lokkede Hoved hvilte paa Dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.

H. C. Andersen

Han svømmede ud i søen, da hun kom. ‘Kom her ud’. Hun svømmede efter. Nu var der en ung mand mere. Måske også en pige. Vandet var fuld af re, en slags grøn tang som lignede mos og gjorde vandet tykt. Han svømmede ud til en lille ø midt i søen. Nærmest bare en græstue. Han kravlede ikke op. Hun svømmede efter. De to unge mænd var venner. De grinede. Fulde af re, som klistrede sig til alt på kroppen, i håret, på huden, i skægget. Han var helt ligeglad. De grinede begge højt. Vi svømmede tilbage, og hun kravlede op på bredden lidt før sivene, det var nemmere. Og han kom hen til hende, hvor hun sad på bænken. Udenfor. Hun var våd og filtret ind i mosset. Det sad i hendes hår og på huden. 

Det er som om at det nu også ændrer sig herinde. 
Jeg er ikke glad for det nye
Det er mest det der med at jeg ikke bare kan skrive mere
Som om at hvert skridt gør det mere besværligt
Hvorfor skal det være mere besværligt?
Jeg vil have det nemt at komme til

Hvorfor skal det være nemt at komme til?
hvis jeg bare kan skrive, så skriver jeg mere

Du vil gerne skrive mere?
Ja, jeg synes det er på tide. Det her sted var et godt sted at varme lidt op

Hvad med at skrive et andet sted?
Det er ikke det samme. Jeg vil gerne have letheden og ja også det lidt anonyme

Det anonyme?
Ja, at ingen ved hvem jeg er. At det hele er lidt mystisk og uigennemskueligt. 

Du kom til at skrive ‘var’, tror du måske at tiden er forbi for anonymiteten?
Det har jeg ikke lige tænkt over. Det virker lidt fortænkt

Dine ord – ikke mine

Der er virkelig ikke noget at rapportere. Massevis af oplevelser. Massevis af forståelser. Massevis af alt muligt. Men nærmest intet vil rapporteres. Nærmest intet vil fortælles til nogen. Jeg føler absolut intet behov.

Hvis det bare er til mig selv, er det så?
Ja da.
Hvis det kan alt det. Hvorfor så fortælle?
For at dele mig med andre
Er du bange for at dele dig?
Ja
Er det derfor du ikke rapporterer?
Meget muligt

Hvornår er det vi ses igen? Jeg synes alle mennesker er røv-irriterende og mega nederen, men jeg føler ikke, at jeg er sur på jer. Skal vi ikke bare mødes? Hvorfor skal vi vente? Hvorfor ses vi ikke? Hvorfor laver vi ikke en aftale nu? Hvorfor dropper vi ikke alt og bare ses? Så er det bare os. Ikke alle de andre dumme

Tror du, at du kommer til at savne det?

Ja, jeg savner det allerede

Vil du så gerne tilbage?

Nej, hver gang jeg forestiller mig det, får jeg opkastfornemmelser

Hvorfor savner du det så?

Fordi det var et velkendt og trygt land. Nu ændrer alting sig.

ja fucking få ord!!
Som i ingen ord!!!
kan de bare forsvinde?
har I nogen?
mine er totally GONE!!!!

Jeg er bare så pisse misundelig på den urimelige selvoptagethed. Det vil jeg fucking også. Hvorfor fanden tillader hun sig det? Hvordan bliver det ok? Jeg vil også. Mere mig mig mig. In your face

Starter det virkelig her? Tårer og
tvivl. Nu gør jeg det bare. Selvom jeg hader alle der dvæler. Især mig selv. Øv
øv øv. Jeg sagde det. Kun lidt. Jeg lover. Jeg prøver at være tålmodig. Jeg er nu tålmodig med mig selv!

I PROOOOMISE

“Der er ingen udsigt for den som kryber”

Jón Kalman Stefánsson

Nu kommer det ud på væggen. Der er ikke mere at skjule. Det var så fuldstændig unødvendig og ret utidig og i sidste ende uacceptabel opførsel i torsdags! Hold kæft hvor blev jeg forskrækket. Og ret rystet, må jeg sige… Selvfølgelig er du tilgivet, men helt ærligt. Er det sådan det er nu? Det tror jeg ikke jeg kan overskue. Orker

So you say I need to back away? Away from what? And Why? Why can’t I do what I need to do? Why must everything be so fucking correct and nice and sweet? I am none of the above. I am not interested in being any of the above. So please leave me be. I will not take your advice any more. Away away. Leave me to myself.

Kære ven

Man mærker det jo meget fint når det lakker mod enden. Man begynder langsomt at tænde for at vende hjem. Begynder at savne og tænke på alt det hjemme er. Jeg drømmer heftige travle drømme om musik, venner, kunst, intervaller, uformåen, mor. Jeg har følt mig som i en tidslomme uden for alting. Har læst bøger om sommerfugle, kunsttyve, mordere, psykotiske mødre, pædofile fædre, selvmord i flokke, muligheder, lys og mørke. Det var pludselig nemt at være med på job, da jeg selv skulle noget. Var noget. Meget smart og værd at gentage. Jeg var glad for min formåen, selvom jeg stadig synes der mangler noget eller mere er på vej.

Jeg er blevet lidt bedre til at være, jeg føler mig i det hele taget mere tilpas. Måske er det bare alderen. Eller nærmere erfaringen. Det står rimelig klart, at tingene gør og udvikler sig om jeg vil eller ej. Alt kontrol jeg forsøger at udøve er en fiasko og ofte fuldstændig unødvendig. Jeg øver mig i at stoppe op, skrue op for tilliden og ned for kontrollen. Det er nok nemmere her end hjemme men jeg har øvet mig godt, og jeg tænker, at det hjælper. Altså at øve sig.

Det bliver sjovere at være tættere på…

Kærlig hilsen
Katie

Der er ingen bod for skam

X

Aha

ingenting giver mening
alting giver mening

Nej vent

ingenting har betydning
alting har betydning

Arrrrrh

jeg kan ikke rigtig rumme hvor svært det var. jeg føler mig nærmest lidt flov over det. ødelæggelsen. flov over mig selv. at det ikke var nemt for mig. der er så meget der er nemt for mig. men det var ikke. det er blevet nemmere. men jeg bliver ofte bange for at jeg tager fejl. at jeg slet ikke har forstået noget. at jeg holder mig selv for nar. lader mig selv løbe om hjørner med mig selv. i en slags evighedsloop. rundt og rundt. men så bliver jeg sikker og så bliver jeg tryg. igen. og så letter jeg. hoved hjerte mave.

Jeg er ved at blive tosset af tankerne.
De kører rundt i fucking ring.
Der er hverken start eller slutning
Der er ikke noget at løse eller fikse.

Så hvad vil jeg egentlig?
Spørgsmål vil ikke besvares.
Og det stopper mig i bevægelsen frem.

Det er godt, siger den kloge
så jeg ikke river op og forstyrrer.
Det er noget uærligt pis, siger den anden
og fordrer naturlighed og højtflyvning.

Jeg vil bare gerne være og blive.
Måske er det så det. Ikke bevægelsen.
Passer det så på det?

Og jeg savner så det river i mig.
Og jeg vil være nærheden.

Jeg ville ønske, jeg kunne være i nærheden.

jeg er blevet ligeglad med insekter der kravler på mig, pletten på min skjorte og at jeg ikke længere kan huske mit navn

Og jeg vil give jer et nyt hjerte og en ny ånd. Jeg vil tage jeres hjerter af sten ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød.